Af Aia Fog, cand. jur., formand for Trykkefrihedsselskabet
Det har længe været et åbent spørgsmål, om DR — som skattefinansieret public service — stadig lever op til sit mandat om uafhængig, balanceret journalistik. Derfor vakte forslaget i det nye medieforlig om en undersøgelse af DRs journalistiske slagside betydelig politisk opmærksomhed. I kølvandet på en række konkrete sager indkaldte partier fra blå blok kulturminister Jakob Engel-Schmidt til et samråd, hvor han skulle redegøre for, hvordan en sådan undersøgelse skulle udformes.
Men endnu før undersøgelsen overhovedet er formuleret, gjorde ministeren én ting krystalklar: han forventer — ja, nærmest forudsiger — at den vil falde ud til DRs fordel. Det er en bemærkelsesværdig forhåndserklæring fra en minister, der burde være neutral garant for en reel kontrol af Danmarks største statsmedie. Når man allerede nu signalerer, at man kender resultatet, før arbejdet er påbegyndt, bliver undersøgelsen ikke en uvildig gennemgang, men en politisk frikendelse forklædt som kvalitetssikring.
Samtidig fastholder Engel-Schmidt, at undersøgelsen kun må omfatte DRs snævre “journalistiske virke”. Dermed holdes store dele af den redaktionelle kultur — herunder B&U (Ultra, Ramasjang og Minisjang), kulturudsendelser, ansættelsespraksis, tematiske prioriteringer og programudvikling — uden for kontrol. Det er netop dér, mange kritikere oplever, at den røde slagside slår stærkest igennem. Hvis man kun vil undersøge DR dér, hvor DR selv føler sig mest på sikker grund, er man ikke i gang med en undersøgelse. Man er i gang med en hvidvask.
Hvorfor der overhovedet kom et samråd
Baggrunden for samrådet var helt konkret: en række kontroversielle sager, der i offentligheden har rejst spørgsmål om DRs politiske profil. Det drejede sig blandt andet om en kritiseret dokumentar om Grønland, om intern utilfredshed i forbindelse med DR-medarbejderes underskriftsindsamling om Gaza, og om opmærksomhed omkring bestemte ansættelser på DRs redaktioner. Det var ikke teoretiske bekymringer, men aktuelle sager, som — ifølge Journalisten — førte til, at borgerlige partier forlangte en forklaring på, hvordan regeringen egentlig har tænkt sig at sikre uvildighed i et statsligt medie, der år efter år har været genstand for mistanke om politisk skævhed.
Det er disse reelle, konkrete hændelser, der gjorde ønsket om en undersøgelse legitimt. De var et signal om, at DR ikke blot begår fejl, men at der kan være et mønster — en kultur, en strukturel orientering — der påvirker institutionen bredere end bare enkelte indslag.
En undersøgelse med bind for øjnene
At ministeren i denne situation vælger både at begrænse undersøgelsens omfang og forudsige dens udfald, er ikke bare uheldigt. Det er systemundergravende. En undersøgelse, der ikke må undersøge det, kritikken faktisk handler om, er værdiløs. Den er politisk styret, ikke oplysningsstyret.
Hvis DR virkelig er så balanceret, som Engel-Schmidt påstår, burde det være helt risikofrit at lade en omfattende og dybtgående gennemgang af hele organisationen finde sted. Det modsatte — at indsnævre, kontrollere og afgrænse — er ikke neutralitet. Det ligner frygt. Eller en forhåndsaftale.
DR’s legitimitetskrise er reel — og parallellen til BBC er tydelig
DR har i årevis har udviklet sig væk fra sit public-service-grundlag og i retning af en skattefinansieret propagandacentral — en provinsiel mini-udgave af BBC, blot uden briternes professionelle fernis. Og BBC-skandalen er ikke en britisk kuriositet. Den er en advarsel. Når store public service-medier ignorerer kritik, afviser selvrefleksion og cementerer interne ideologiske slagsider, så rammer krisen før eller siden. BBC står i dag i sin største troværdighedskrise i årtier, netop fordi institutionen nægtede at reagere på advarsler i tide.
DR er ikke der endnu — men kursen er genkendelig. Og kulturministerens forudindtagede tilgang gør ikke risikoen mindre. Tværtimod: han forhindrer en reel diagnose og insisterer på, at patienten er rask, før blodprøven er taget.
Den eneste forsvarlige løsning
Hvis undersøgelsen skal have værdi — politisk, journalistisk og demokratisk — må den dække hele DR:
journalistik, B&U, kultur, dækning af internationale konflikter, programmæssige prioriteringer, ansættelser, den interne redaktionelle selvforståelse. Det hele. Ikke kun der, hvor DR føler sig tryg.
Alt andet er hykleri. Og i dette tilfælde: statsautoriseret hykleri promoveret af en dubiøs kulturminister.