”Demokratiet dør i stilhed” er en vending, man ofte ser i avisernes debatindlæg og på demonstranternes skilte. Den Europæiske Union er derimod langsomt på vej mod en stille død, fordi der ikke mere tales om nødvendigheden af en demokratisering af Fællesskabets parlamentariske struktur og arbejdsprocesser. Ingen medier, ingen politikere, ingen samfundsdebattører har i årtier vovet at give et kvalificeret bud på, hvordan EU burde udvikles til bred accept og glæde for de mange medlemsstater og deres befolkninger. Virksomheder dør, hvis ikke de udvikler sig, mennesker forstener i et dårligt arbejdsliv og ringe livskvalitet, hvis ikke vi udvikler vores viden og indsigt gennem livet, men EU udvikler sig ikke i takt med tidens krav. EU’s organisation og demokratiske processer henligger i evig stilhed og mørke som en uopdaget ægyptisk kongegrav. Og ingen gør noget ved det.
Det begyndte ellers så lovende med Romtraktaten, som også Danmark tilsluttede sig i 1972: ”Traktaten skal skabe grundlaget for en stadig snævrere tilslutning mellem de europæiske folk”, hedder det i de indledende passager. ’En stadig snævrere tilslutning’, betyder en glidende, fortløbende proces, der først ophører, når sammenslutningen, fusionen mellem folkeslagene op gennemført, altså en virkeliggørelse af mottoet for USA’s Forenede Stater: E Pluribus Unum, Ud Af Mange Én. Det Europæiske Fællesskab er tænkt som et politisk projekt, der med tiden skulle slutte i en europæisk forbundsstat efter amerikansk forbillede. Processen gik dog hurtigt i stå, fordi nye medlemmer som Storbritannien og Danmark sammen med store vælgerskarer i Fællesmarkedet mere så sammenslutningen som et samarbejde om handel, trafik, konkurrenceregulering og fælles tekniske normer og standarder end som en politisk sammenslutning.
Op gennem tresserne og halvfjerdserne arbejdede både Tyskland og især Frankrig på at fremme en udvikling hen imod en føderativ europæisk stat, som aldrig kunne realiseres uden en stærk politisk og økonomisk akse mellem Tyskland og Frankrig. Disse bestræbelser fik dog en brat ende med DDR’s sammenbrud og sammenslutningen mellem de to tyske stater i 1990. Fusionen med DDR kostede Forbundsrepublikken astronomiske summer, og det nu forenede Tyskland mistede enhver appetit på den europæiske politiske integration. Tyskerne vidste jo godt, hvem der kom til at bære byrderne for den altid pressede franske økonomi og for kaosøkonomierne i Grækenland og Italien.
Med sin store tale på Humboldt Universitetet i Berlin i år 2000 forsøgte Tysklands udenrigsminister Joschka Fischer at skabe interesse for et fuldt demokratiseret EU, altså en føderal stat. Det gav ingen genklang ud gennem Europa og slet ikke i Tyskland. Alle planer om Europas Forenede Stater fik dødsstødet i 2004, hvor folkeafstemninger og Frankrig og Holland afviste udkastet til en forfatningstraktat for Unionen. Forslaget var en klar ouverture til en europæisk føderal stat med fælles nationalhymne og EU-statsborgerskab.
Hermed var EU støbt fast mellem to stole. Der var ikke tilslutning til en europæisk statsdannelse, og der forelå ingen planer for en afpolitisering af Unionen, så samarbejdet blev begrænset til områder, hvor en fælles indsats var mere hensigtsmæssig end hver nation for sig, altså handel, trafik, tekniske normer og konkurrenceregulering. EU stivnede i en position mellem fugl og fisk og blev et centraliseret departementschefstyre med en stærk Kommission og et tandløst parlament, der ikke engang har ret til at udarbejde lovforslag. EU’s Ministerråd, der består af medlemslandenes statschefer, har mere end nok at se til derhjemme og ser ikke EU som en del af deres primære ansvar.
Resultatet er blevet derefter. Udbygningen af det fælles marked er gået i stå. EU betragtes som en forvirret snakkeklub af verdenssamfundet, som ikke gider inddrage Unionen i internationale konfliktløsninger. EU kom aldrig med en slagkraftig plan til løsningen af Ukraines langvarige strid med Rusland. De grusomme Jugoslavienskrige i 1990erne kostede 250 000 mennesker livet, mens EU så passivt til. Centralstyret i Bruxelles har derimod travlt med at producere en lavine af forordninger, direktiver og rapporteringskrav, der driver ikke mindst erhvervslivet til vanvid. Læg hertil EU’s totale kapitulation til kravet om et CO2 neutralt Europa, der skal ’redde klimaet’. Unionens dramatiske reduktioner i CO2 udledningen har resulteret i et voldsomt tab af konkurrenceevne. I 1992 udgjorde fremstillingsvirksomhed 20 procent af EU’s BNP; i dag dække den kun 14 procent og udviklingen fortsætter nedad. Den gennemsnitlige nettoindkomst i USA er 2,5 gang højere end i EU, men europæeren betaler tre gange så meget som amerikaneren for at varme sit hjem op. Den tyske industri taber i øjeblikket 10 000 jobs hver eneste måned.
EU’s åbne grænser har lukket millioner af migranter ind fra islamiske kultursamfund. Islamiseringen af Europa er i fuld gang. Hele Unionen er ramt af migranternes omfattende kriminalitet, arbejdsvægring og had til værtssamfundene, der må lide under et stort antal parallelsamfund, hvor sharia loven hersker. Resultatet har været etableringen af folkebevægelser, der ønsker demokrati, lov og orden og remigration af kriminelle og arbejdssky migranter. Polen og Ungarn afviser kendelser fra de europæiske domstole, hvis de kolliderer med nationale interesser. Stærke regionale oprørsbevægelser i Belgien, Catalonien, Baskerlandet, Norditalien og på Korsika kæmper for at distancere sig fra Unionen.
Viktor Orbán er stadig undtagelsen, men i fremtiden bliver han normen. Det knager og brager i Unionens basale strukturer, der er langt mere sårbare end det ser ud til. Hvis Unionen havde været en virksomhed, ville den med Poul Schlüters ord være stendød. EU trækker endnu vejret med besvær, men er ved at blive forladt af Gud og mennesker. Undergangen vinker forude, hvis ikke stærke kræfter mobiliserer en proces, der enten fører til en Europæisk føderal stat eller også en afpolitiseret Union, der er begrænset til at servicere samarbejdet mellem Europas frie og suveræne nationer.
Hvem skal lede revitaliseringen af Europa? Det skal Tyskland, som har mest at tabe og mest at vinde. Hvis Tyskland ikke tør træde ud af skyggerne, er Unionen i det lange løb fortabt og russernes hedeste drøm en realitet.