Det er erfaringsmæssigt forbundet med rasende anklager at blande sig i diskussionen om krigen i Ukraine. Mange vestlige kommentatorer animeres af en moralsk berettiget afsky for Kremls onde og stærke mand, Vladimir Putin – en imperialist, der vil genoprette det tsaristiske og kommunistiske imperium og lader sine politiske modstandere myrde. Altså ikke noget at samle på, hvis man er et ordentligt menneske.
Det er derfor fuldt forståeligt, at alle rettænkende håber på en ukrainsk sejr i den krig, der nu har varet i over tre år og har efterladt hundredtusinder af døde på slagmarken og i det ukrainske bagland. Dertil kommer den berettigede europæiske frygt for, at Putin vil kaste sig over andre tidligere russisk-beherskede territorier som Finland, de baltiske lande og Polen, hvis han får held til at tvinge Ukraine i knæ. Han har jo flere gange henvist til, at Rusland har kernevåben, og at enhver, der sætter sig op mod ham, bare kan vente sig.
Men moral en én ting, en anden er virkeligheden, og vi ved fra alle tidligere krige, at udgangen – hvad enten, der bliver sluttet fred, indgået en permanent våbenhvile som i Korea, eller den ene part sejrer – uvægerligt kommer til at afspejle de militære realiteter. Den overvundne må acceptere de hårde kendsgerninger. Det har Danmark måttet sande ved flere lejligheder og har måttet afstå betydelige dele af riget, fordi det oversteg vore kræfter at forsvare dem. Det kaldes realisme og er som regel en bitter pille at sluge.
Ifølge en artikel i det seriøse engelske dagblad The Telegraph er Ukraines modstandsevne over for Rusland ved at slippe op, fordi der stort set ikke er mere mandskab at indkalde til fronttjeneste. En af avisens ukrainske kilder beretter, at så godt som alle de soldater, han kæmper sammen med, udelukkende gør det af tvang. Mandskabssituationen er nu så alvorlig, at regeringen er nødt til at udskrive 60-årige, bl.a. fordi millioner af unge ukrainere har skyndt sig at forlade landet. Man kunne forestille sig, at NATO-landene ville sende soldater, men det er der næppe nogen, der vil vove af frygt for voldsomme indre reaktioner.
Ukraine og USA forhandler i disse timer i Geneve om et fælles udspil, som de kan præsentere for Putin, og ifølge udtalelser af bl.a. den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, skrider samtalerne godt frem. Hvad det konkret indebærer, får vi se, men Ukraine kommer næppe ud af krigen uden smertelige indrømmelser.
Det er hårdt at være vidne til, at den russiske overfaldsmand får gevinst af sin ugerning. Der vil givetvis blive protesteret kraftigt blandt Ukraines vestlige venner, og Donald Trump ville atter blive beskyldt for at gå Putins ærinde. Men hvis de krigsivrige ønsker krigen fortsat, må de enten anvise en troværdig vej til en ukrainsk sejr eller selv træde ind med væbnede styrker – ellers er der tale om et udsigtsløst slagteri retfærdiggjort af moralske betragtninger.
I storpolitik er det sjældent, at den, der har ret, får ret.