Fredag en 14. november blev en 17-årig svensk pige udleveret til Danmark sigtet for et drabsforsøg i juni 2024.
I juni sidste år rejste den dengang 15-årige pige ifølge politiet til Lind nær Herning for sammen med en 14-årig svensk pige at dræbe en mand på hans hjemmeadresse
Pigerne havde ingen relation til manden, men var ifølge politiet bestilt til at begå drabet.
Heldigvis for manden var han ikke hjemme, hvorfor det ikke lykkedes pigerne at dræbe ham.
Retssagen mod den 17-årige er endnu ikke berammet, men hun er kun en ud af et uhyggeligt stort antal svenske unge, som mod betaling tager til Danmark for at begå kriminalitet.
Og vel at mærke kriminalitet i den hårde ende såsom drab og bombesprængninger.
Antallet er eksploderet
I august skrev vi her i avisen med Justitsministeriet som kilde, at myndighederne i perioden april 2024 – maj 2025 havde registreret næsten 30 svenske unge, der er kommet til Danmark for at begå bestilte drab og bombeattentater.
Der er tale om unge mennesker, der ellers ikke er en del af det organiserede kriminelle miljø, påtager sig opgaver om at udføre alvorlige forbrydelser for penge.
Drab på folk fra rocker- og bandemiljøet eller deres familiemedlemmer. Skyderier og sprængninger med bomber eller granater.
Nu viser det sig, at det antal er langt højere.
Siden årsskiftet 2024 har dansk politi mistænkt
over 120 personer i sager om kriminalitet på bestilling – også kaldet crime as a service.
I alt har 47 af dem været børn og unge, som ifølge politiet var hyret til at udføre de alvorlige forbrydelser.
Det viser en kortlægning, som DR har foretaget af fænomenet.
Vi tager det her meget alvorligt
Ud over de nævnte antal mistænkte, anholdte og dømte er der i mange af sagerne ukendte gerningsmænd på fri fod, som politiet ikke har fået fat i.
”Det er da alt for mange sager, men vi tager det her meget alvorligt i dansk politi. Vi samarbejder på kryds og tværs af landegrænser for at imødegå den voldsomme udvikling, vi har set, i unge mennesker, der er kommet til Danmark for at begå kriminalitet,” siger politiinspektør hos National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), Torben Svarer, til DR og fortsætter:
”I rigtigt mange sager er vi i politiet lykkedes med at stoppe noget i opløbet, inden der er sket noget. Og i de sager, hvor der er sket noget, har vi fået stillet folk til ansvar.”
Agenten, der blev en øjenåbner
I august skrev vi her i avisen om en 22-årig svensk statsborger med bopæl i Danmark, som den 6. juni år blevet tiltalt for at have rekrutteret fem svenske statsborgere til at udføre drab i Danmark.
Ifølge anklagemyndigheden har den 22-årige ageret som en form for bagmand eller agent, hvor han har sørget for at rekruttere unge mænd eller drenge til at udføre drab i Danmark.
Der er tale om fem forskellige drabsforsøg i foråret og sommeren 2024 mod blandt andet rockere og konkurrenter til de bander, der havde bestilt drabene hos agenten.
Ud over rekrutteringen af lejemorderne er agenten også tiltalt for at have sørget for indkvartering og fremskaffelse af våben, ligesom han også selv har deltaget i planlægningen af nogle af drabene.
Og denne centralisering var en øjenåbner.
Vil nu gå efter bagmændene
Hidtil har politiets efterforskning i sagerne omkring lejemorderne fra Sverige primært været koncentreret omkring aktiviteterne på gadeplan.
Men nu vil politiet efter afsløringen af den 22-årige agent koncentrere sig om at tage endnu et skridt under opklaringen af sagerne.
Det oplyste anklager Alexander Scheel fra Københavns Politi i august i en pressemeddelelse.
”Vi har naturligvis også et ønske om at få stillet personer længere oppe i hierarkiet til ansvar,” siger Alexander Scheel og fortsætter:
”Og den 22-årige har efter politiets og anklagemyndighedens opfattelse siddet et led højere oppe i systemet og har arrangeret de her kriminelle handlinger på bestilling.”
Fire led er involveret i kriminalitet på bestilling
Dansk politi arbejder nu sammen med Sverige og Norge ud fra, at fire led er involveret i sager, hvor typisk helt unge mennesker sendes på drabelige missioner, skriver DR.
Der er bestiller, rekruttør, facilitator og udfører, som udgør en slags “kriminel firmastruktur”, der får tingene til at ske, fortæller ledende politiinspektør Poul Kjeldsen.
Firmastrukturen er ofte svenskledet.
Hvis man synes, man har behov for at få udført et mord på en bestemt person, så er man jo ligeglad med, hvor udføreren kommer fra. Og hvis man hører, at der sidder nogen i Sverige, som er dygtige til at få det til at ske, så rækker man jo bare ud til den, fortæller han.
De fire led i kæden
Det er særligt svenske netværk, som benyttes lige nu i sager om “crime as a service”:
- ”Bestiller”: Den person – eller de personer – som bestiller og finansierer den kriminelle virksomhed. Bestilleren sidder ofte et andet sted i verden, end der hvor opgaven udføres. Bestilleren kan ofte også tit være fra et kriminelt netværk, som ønsker at ramme en modpart.
- ”Rekruttør”: De personer, som formidler kontakt og information mellem bestiller og udfører – enten gennem personlige kontakter eller på krypterede platforme, hvor rekruttøren ofte ”ejer” eller ”modererer” de grupper/chatsamtaler, hvor ’jobbet’ uddybes og villige kan påtage sig det.
- ”Facilitator”: De personer, som hjælper med mindre opgaver mod betaling.
- Det kan være våbenleverancer eller logistikopgaver – for eksempel at stille en lejlighed til rådighed, skaffe nyt tøj, kontanter eller lignende.
- ”Udførerne”: De personer, der trykker på aftrækkeren, kaster granaterne eller får bomben til at sprænge. Manden på gaden. Kender ofte hverken rekrutten eller de personer, der er målet for forbrydelsen.
Omkring 17.5000 aktive bandekriminelle i Sverige
En ny rapport fra svensk politi viser, at Sverige har 17.500 aktive bandekriminelle og 50.000 personer med forbindelse til bander.
I Danmark har politiet registreret omkring 1350 bandemedlemmer.
I Danmark er langt de fleste “udførere” unge svenskere, men politiet har også set eksempler på “udførere” fra Danmark, Norge og Tyskland.
De bliver ofte groomet og rekrutteret via gaming, sociale medier og i chatfora på krypterede tjenester, skriver DR.
Retssagen mod den 22-årige svenske statsborger starter ved Københavns Byret til januar næste år.
Primærkilder til denne artikel:

