Af Michael Pihl, Folketingskandidat på Sjælland for Dansk Folkeparti
I Danmark er vi stolte af vores frihed – frihed til at vælge, ytre sig, tænke og forsamles. Men når det kommer til medielicensen, eller den såkaldte “DR-skat”, bliver den frihed taget fra os.
Tvangslicensen er et levn fra en tid, hvor der kun fandtes én kanal og én sandhed. I dag burde medielandskabet være frit, digitalt og
mangfoldigt – men vi bliver stadig tvunget til at betale for statsbetalte medier, uanset om vi bruger dem eller ej. DR får mere end 3,5 mia. skattekroner om året.
Desværre gør DR ofte mere skade end gavn med manipulerende, misvisende og politiserende dokumentarer og tv-indslag. F.eks. i
DR-dokumentaren om ”Grønlands Hvide Guld”, hvor DR påstod at Danmark havde snydt Grønland for et trecifret milliardbeløb, indtil
det viste sig at være en falsk nyhed.
Eller senest, hvor over 30 DR-journalister skrev under på en underskriftindsamling, der kalder krigen i Gaza for et ”folkemord”. I England har statsbetalte BBC lavet flere falske og manipulerede nyhedsudsendelser, f.eks. blev for nylig i et falsk BBC-nyhedsindslag afsløret, hvor BBC havde manipuleret og fordrejet en tale af præsident Trump, for at få det til at se ud som om han opfodrede til voldelig storm på Kongressen den 6. januar 2021. Spørgsmålet er, hvor mange af BBCs løgne, som statsbetalte medier har viderebragt igennem tiden?
TV 2 modtog i 2022 57,5 millioner kroner fra Public Service Puljen og modtager en masse indirekte støtteordninger. Det samme gælder
dagbladene Politiken, Berlingske, Jyllandsposten, Information, Weekendavisen og en lang række andre medier.
Når vi frit kan vælge mellem Netflix, HBO, YouTube, og hundredvis af internationale medier, hvorfor skal staten så stadig bestemme, at nogle medier skal finansieres gennem en særskat? Det svarer til, at vi alle skulle tvinges til abonnement på dagbladet Politiken eller på JP?
Statsbetalte medier underminerer den frie presse på to måder. For det første tvinges borgerne til at betale for indhold, de ikke nødvendigvis ønsker eller bruger. For det andet konkurrerer disse medier på ulige vilkår med private aktører, der må leve af deres seere, læsere og annoncører. Det er svært at tale om lige konkurrence, når nogle redaktioner får millioner i statsstøtte, mens andre må fyre journalister for at overleve.
Tilhængerne hævder, at statsmedierne sikrer kvalitet og oplysning. Men i virkeligheden skaber de ensretning. Når staten definerer, hvad
“offentlig oplysning” betyder, og hvem der får midlerne, så får vi et mediebillede, hvor nogle synspunkter favoriseres, mens andre marginaliseres. Det er ikke pluralisme – det er blød propaganda. Og det er ofte dokumenteret at op imod omkring 80% af danske journalister stemmer på R, S, SF og Ø.
Et moderne demokrati har ikke brug for statsmedier, men for frie medier. Hvis et medie laver indhold, som danskerne virkelig værdsætter, så vil de også betale for det frivilligt. Det er den eneste ærlige og demokratiske måde at drive presse på i det 21. århundrede.
Tvangslicensen er en anakronisme. Vi lever i 2025, ikke 1985. Det er på tide, at danskerne får lov at vælge selv – også når det gælder, hvilke medier de vil støtte.