Præsident Trumps fredsplan for Ukraine er en bitter pille at sluge for det ukrainske folk, der så tappert og med store omkostninger har forsvaret deres land i næsten fire år mod de russiske invasionsstyrker. Planen er tilmed en total ydmygelse af EU, som ikke er blevet konsulteret, men er blevet hægtet helt af processen. Hverken amerikanerne eller russerne gider tale med europæerne, som anses for en flok snadrende, skræmte ænder, der forvirrede løber rundt mellem hinanden. Trumps budskab til europæerne er klart og tydeligt: ”Det er jeres krig, i jeres baghave. I tre år har I holdt møder og konferencer med hinanden uden at gøre noget for at stoppe krigen. I har finansieret krigen for Rusland ved at købe mere energi fra Rusland, end I har ydet i hjælp til Ukraine. I har både vendt ryggen til Putin og Ukraine, som kun har fået lunken militær bistand fra jer. I har ikke spillet jer selv af banen, for I har aldrig været til stede på banen”.
Trumps fredsplan er reelt et kapitulationsdokument strøget med et lag glasur til den tabende part. Krim, Luhansk og Donetsk bliver en del af det russiske rige, men også Kherson og Zaporizjza bliver de facto russiske provinser. Ukrainske styrker trækkes tilbage fra Donetsk provinsen, som anerkendes som en del af Rusland. Den ukrainske hær reduceres til 600 000 mand. Ukraine opgiver sin kandidatur til NATO, som accepterer ikke at stationere tropper i Ukraine. Til gengæld garanterer Rusland og USA Ukraines suverænitet og Rusland afstår fra fremtidig militær aggression.
Ukraine kan optages i EU, og der etableres en udviklingsfond finansieret af Verdensbanken, indefrosne russiske penge og USA, der skal genopbygge infrastruktur og økonomi i Ukraine. Fonden, som ledes af USA, skal endvidere investere i vækstindustrier, naturgas og byfornyelse. Rusland genoptages i det globale økonomiske samfund og vil med USA etablere et samarbejde om udvikling af energi, naturressourcer, AI og udvinding af sjældne metaller og jordarter i Arktis og andre områder. Rusland genoptages i G8 og får atter rådighed over sine indefrosne midler i Europa. Endelig får de krigsførende parter fuld amnesti for alle handlinger begået under konflikten, hvilket i praksis betyder, at Rusland ikke kan drages til ansvar for de omfattende krigsforbrydelser, det har begået siden invasionen i 2022.
Denne fredsplan fra helvede stiller den ukrainske regering i et håbløst dilemma. Hvis man accepterer, har hundrede tusinder af unge mænd mistet livet forgæves i kamp for fædrelandet og Zelenskyj kan forvente et folkeligt oprør og tab af regeringsmagten. Hvis regeringen afslår, har den stadig folkets opbakning, men mister våbenleverancer og finansiel støtte fra USA samt ikke mindst de efterretninger og satellitdata, der har gjort det muligt for den ukrainske hær at ramme strategiske mål langt inde i Rusland. Et ægte pest-eller-kolera valg for en presset regering, der i forvejen er tynget af en styg korruptionssag, der omfatter flere ministre.
Det endelige ansvar for Ukraines sammenbrud fra suveræn stat til et russisk ’protektorat’ ligger imidlertid ikke i USA, men i Europa. Fra Ruslands ulovlige annektering af Krim og de østlige provinser i 2014, har EU intet foretaget sig for at skræmme russerne ud igen. I 2015 skrev både Tyskland og Frankrig under på en våbenhvileaftale med Rusland og Ukraine, der garanterede stop for yderligere militære konfrontationer mellem de stridende parter. Tidligere, ved CSCE-konferencen i 1994 garanterede Rusland og USA Ukraines suverænitet og selvstændighed som modydelse for, at Ukraine opgav sit arsenal af atomvåben, der blev overført til Rusland. Hvad var disse løfter og garantier værd i 2022, da Rusland invaderede? Lige så lidt som Trumps og Putins nye løfter om garanti for Ukraines nye grænser efter fredstraktaten. USA kommer aldrig til at gå i krig for Ukraines skyld. Det ved Putin, som uanset alle aftaler forbereder hele Ukraines indlemmelse i den russiske føderation.
Det siges jo, at for russerne er enhver indgået aftale kun begyndelsen til nye forhandlinger. Det kommer også til at ske denne gang. EU har nok hjulpet Ukraine med militært udstyr og penge, men i et beskedent omfang, der ikke ville provokere Russerne til at stoppe eksporten af gas, olie og kul til Europa. Fra krigens første dag har EU-lederne i kulisserne forsøgt at overtale Zelenskyj til at acceptere tabet af Ukraines østlige provinser mod til gengæld at få inderbanen ind i EU kombineret med et økonomisk bistandsprogram. De europæiske NATO-lande kunne have forsynet Ukraine med en moderne oprustning, der ville have afskrækket russerne fra at invadere i 2022. Vi kunne have forsynet Ukraine med Rafale og Griben kampfly, Leopard kampvogne, langtrækkende Storm Shadow og Taurus missiler i rigelige mængder. De fik kun lidt af det hele, og nu ser vi resultatet.
Præsident Trump er kendt for at provokere med umulige løsninger for at tvinge folk i den retning, han virkelig ønsker. Det så vi i Gaza, hvor hans forslag om at omdanne Gaza til et ferieparadis med Strandhoteller, golfklubber og forlystelsesparker. Forslaget vakte bestyrtelse og vrede i hele Mellemøsten. Det var også meningen med provokationen, for pludselig meldte de arabiske nationer ud, at de godt ville deltage i en koalition, der skulle lede det fremtidige Gaza. Netop, hvad Trump ønskede.
Der er også den mulighed, at Trumps kapitulationsplan for Ukraine er ment som den ultimative provokation for at ryge europæerne ud af deres bekvemmelighed og tage ansvar for Ukraine: ”Hvis ikke I kan lide min fredsplan, hvad vil I så sætte i stedet? Hvad blev der af jeres seneste strategi med ’Strategisk neutralitet’, som skulle lyn-opruste Ukraine, så russerne måtte opgive alle forhåbninger om en sejr? Den blev vist borte med blæsten. Ligesom alt det andet, I går og snakker om.”
Ingen ved, hvad de næste uger bringer, men hvis Ukraine må kapitulere efter planen, vil det for EU være så stort et nederlag, et ulivssår og en ydmygelse, der på længere sigt betyder EU’s undergang i sin nuværende form. Og det er i grunden ikke så galt.