En tydeligt nedtrykt Mette Frederiksen udtalte efter gårsdagens valg, at nu ville hun tænke over, hvad der var gået galt for Socialdemokratiet, som var tæt på at blive udslettet i København, der nærmer sig nordkoreanske eller mellemøstlige tilstande.
Jeg skal gerne hjælpe hende med et par betragtninger.
Det store, gamle og statsbærende parti kan ikke overleve i en situation, hvor det accepterer, at Danmarks overlevelse som nation er udliciteret til en flok bureaukrater i EU. Det kan heller for alvor regere landet, når det uden at kny finder sig i at blive hæmmet af internationale konventioner, som danskerne aldrig har stemt på.
Socialdemokratiets slaphed, ideløshed og opportunisme er hovedansvarlige for, at der blandt danskerne har bredt sig en fornemmelse af, at udviklingen er gledet dem af hænde. De kan stemme til valgene, men når det gælder de afgørende spørgsmål, er beslutningerne taget, længe før de begiver sig til stemmeboksene. Derfor er det ikke mærkeligt, at store dele af befolkningen kaster deres kærlighed på Enhedslisten, som lover paradis på jord – i en uskøn alliance med muhamedanske mænd fra 600-tallet.
Hvis Socialdemokratiet ikke anskaffer sig en rygrad og i praksis demonstrerer, at det er parat til at forsvare Danmark, det danske folk og den danske kultur mod fremmedovertagelse – hvad enten den kommer udefra eller indefra – er det svært at få øje på partiets berettigelse. Det samme kan man naturligvis sige om alle de andre, men historisk set hviler der et særligt ansvar på Mette Frederiksens parti som det bredt favnende og folkelige arbejderparti. Den rolle er nu ved at blive udspillet.
Endelig vil Socialdemokratiet ikke kunne dæmme op for venstreekstremismen og islamiseringen, når de fleste medier – herunder de statsdrevne – gør hvad de kan, for at bane vej for de røde og Allahs mænd. Partiet må regne med at få medierne og dermed store dele af den offentlige mening på nakken, hvis ledelsen påtænker at tage effektive skridt til at standse Danmarks udskridning og islamisering. Tænk bare på Lars Løkkes koranlov, som i realiteten genindførte blasfemiparagraffen, og som ikke affødte så meget som et bekymret kvæk fra den socialdemokratiske ledelse. Mette Frederiksen burde selvfølgelig have svaret på truslen om muhamedanske uroligheder ved at styrke politiet og om nødvendigt indsætte Hjemmeværnet og de andre væbnede styrker. Men hun gjorde det modsatte og bøjede sig for gadens muhamedanske parlament. Og når vi nu skal konfronteres med et voksende Israel- og jødehad, burde hun umisforståeligt gøre det klart, at vi ikke vil find os i antisemitisme i Danmark, og at alle statens magtmidler vil blive mobiliseret for at komme dette uvæsen til livs.
Så kan medierne hyle og skrige nok så meget.
Mette Frederiksen skal i hvert fald ikke komme og sige, at hun intet kan gøre, for hvis det er, hvad hun mener, bør hun øjeblikkeligt træde tilbage.