Jobforskellen mellem danskere og ikkevestlige indvandrere er rekordlav, jubler medierne. I dag er det næsten 62 pct. af de ikkevestlige indvandrere mellem 15 og 64 år, der er i arbejde. Det samme tal for danskerne er på 76 pct.
Ja, man må næsten knibe en lille tåre af begejstring.
Det er cheføkonom Sofie Holme Andersen fra det røde Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der står bag tallene, og hun er ”overrasket over, hvor stærkt det er gået”. Jacob Nielsen Arendt, der er forskningsprofessor og chef for forskning i arbejdsmarked og integration hos Rockwool Fonden, er ikke overraskende enig. ”Beskæftigelsen er gået frem på en meget bred kam. Også for flygtninge. Deres beskæftigelse er på et historisk højt niveau. Den langvarige højkonjunktur har bidraget til at få langt flere med på vognen”, siger han.
Samtidig viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at 153.508 indvandrere og efterkommere i dag modtager en social ydelse. Det er alt fra barselsdagpenge over kontanthjælp til ydelser ved fleksjob og førtidspension. Af dem er 112.131 fra ikkevestlige lande – og 47 pct. af dem er danske statsborgere.
Det skal her tydeliggøres, at i de danske mediers Newspeak betyder ”ikkevestlige” overvejende ”med muslimsk baggrund”. Dette for at kamuflere, hvor stor en byrde muslimerne udgør for det danske samfund. Begrebet ”ikkevestlige indvandrere” er upræcist, fordi det ikke er alle ikkevestlige indvandrere, der er arbejdssky. Blandt de ikkevestlige er f.eks. højt specialiserede og flittige indere, kinesere, vietnamesere, filippinere, ukrainere og andre. Det er dog med vilje, at medierne sætter de flittige og produktive indvandrere fra Asien og Latinamerika, der leverer et positivt bidrag til det danske samfund, i samme bås med de arbejdssky og ofte dybt kriminelle muslimer fra Mellemøsten og Afrika. Det handler nemlig om at skjule for danskerne, hvor slemt det står til, når det gælder muslimernes beskæftigelsesfrekvens.
For mens de flittige ikkevestlige indvandrerkvinder fra Nepal, Thailand, Vietnam eller Ukraine ”stryger ind” på arbejdsmarkedet, er beskæftigelsesfrekvensen blandt de syriske og libanesiske kvinder på hhv. 36,8 pct. og 35,8 pct. Hvor mange af de 122.767 ledige indvandrerkvinder i Danmark er muslimer fra MENAPT-landene, er medierne naturligvis tavse om, men uden tvivl de fleste.
Politikerne, brancheorganisationer, integrationsindustrien mv. smider modsatrettede tal for muslimernes beskæftigelsesfrekvens i hovedet på danskerne for at forplumre billedet af den faktiske situation på integrationsområdet. Der manipuleres ikke alene med tal, men også med beregningsgrundlag og den statistiske metode.
I 2023 skrev Dansk Industri (DI) f.eks., at “ved udgangen af 2022 havde 64 pct. af de 20-64-årige indvandrere i Danmark lønmodtagerbeskæftigelse i et eller andet omfang. For ti år siden – i december 2012 – gjaldt det kun for omkring halvdelen”. På Dagbladet Børsen var opfattelsen en anden. “Sandheden er imidlertid, at de seneste 12-15 år er andelen af muslimer i arbejde stået bomstille“, skrev avisen i 2021. Alting afhænger som bekendt af øjnene, der ser.
DI oplyste samtidig, at de ”64 pct. af de 20-64-årige indvandrere var ved udgangen af 2022 i beskæftigelse i et eller andet omfang”. 24NYT har bedt DI om at forklare, hvordan ”i et eller andet omfang” skal forstås. Ifølge DI’s forklaring ”er alle, som har haft en lønudbetaling fra en arbejdsgiver i måneden, medregnet som beskæftigede, og det spiller her ikke nogen rolle, hvor mange timers beskæftigelse, der er tale om. En person, der arbejder 1 timer om måneden regnes her lige så meget som beskæftiget som en, der arbejder 160 timer. Hovedsagen er, at man har en tilknytning til et job”. DI har med andre ord valgt at ”dokumentere” den i Danmark gængse fortælling om den succesfulde integration af muslimske indvandrere ved at bruge en smart statistisk metode, hvor en indvandrer, der kun arbejder 1 time om måneden, regnes for beskæftiget.
Virkeligheden er, at antallet af muslimer i arbejde svinger op og ned i takt med konjunkturerne. Så snart Danmark får økonomisk afmatning og der skal fyres, er det erfaringsmæssigt muslimske indvandrere, der ryger først. I Danmark bruges indvandrerne nemlig til at udjævne konjunkturudsving. En stor del af de muslimske indvandrere, der angiveligt ”stormer frem” på arbejdsmarkedet, vil derfor blive sociale klienter igen med det resultat, at udgiften til integrationen vil stige. Den midlertidige stigning i muslimernes erhvervsfrekvens, som medierne jubler over, betyder med andre ord ikke, at muslimerne vil få en fast tilknytning til arbejdsmarkedet.
Hvorom alting er: Det billede af den ”succesfulde” integration af muslimerne fra MENAPT-landene, som politikerne, interesseorganisationerne, medierne, kommentariatet mv. tegner, er enten politisk farvet spin eller decideret fakta- og talmanipulation, der skal mudre billedet af den faktiske situation.
Finansministeriets regnedrenge har i modsætning til politikernes og mediernes spin ingen illusioner om tingenes tilstand. Ifølge Finansministeriets fremskrivning fra 2018 vil muslimske indvandrere og efterkommere, der er på støtten, frem til år 2100 medføre en varig bruttoudgift for den offentlige pengekasse på cirka 90 mia. kr. om året. Altså 6.750 mia. kr. brutto i løbet af 75 år.
Tænk bare på, hvad Danmark og danskerne kunne have fået for de mange penge. For at sætte beløbet i relief, så kunne Danmark næsten have bygget 3-4 Femern-forbindelser eller to komplette metrosystemer i København – om året – for pengene. Man kunne indføre mange flere ekstra helligdage eller sætte skatten for alle danskere – bundskatten – ned med 6-7 pct. Hver gang Danmark bruger en milliard på de ledige muslimer, kunne den bruges på noget andet. Uanset hvordan man vender og drejer det, udgør muslimerne derfor fortsat en kæmpe dødvægt i dansk økonomi.
André Rossmann