Aia Fog, formand for Trykkefrihedsselskabet, mener, at entrismen – den strategiske, islamiske infiltration af vores institutioner – har slået fuldt igennem i Storbritannien, er blevet dokumenteret i Sverige og er ved at få fodfæste i Danmark. Det samme kan siges om Norge. Fog skriver:
“Der tales meget om islamisering, men langt sjældnere om det fænomen, der i virkeligheden udgør den mest effektive form for islamisering: entrismen. Ordet stammer fra politologien og betyder den strategiske infiltration af et samfunds institutioner – indefra og nedefra – med det formål at ændre dem i en bestemt ideologisk retning. Hvor terroristen forsøger at knække systemet med vold, søger entrismen at opløse det stille og roligt – gennem loyalitetserklæringer, ansættelser, komitéposter og politiske alliancer. Den kræver ikke bomber, kun tålmodighed, positioner og det rigtige sprog om “inklusion” og “diversitet”. Entrismen er derfor den langsomme, men langt farligere, form for jihad”.
Hvis man vil forstå konsekvenserne af entrisme, behøver man blot at se på Storbritannien. I årtier har en kombination af berøringsangst og moralsk forvirring gjort landet til et godt eksempel på, hvordan islamisk magt og normer kan bevæge sig ind i statens og samfundets kerneinstitutioner.
De muslimske grooming-bander, der har voldtaget og misbrugt et stort antal unge piger i byer som Rotherham, Telford og Rochdale, blev i årevis beskyttet af myndighedernes tavshed. Politiet, de sociale myndigheder og medierne frygtede anklagen om racisme mere end uretfærdigheden over for ofrene. Dette er entrisme i aktion: et system, der er lammet af sin egen tolerance.
Muslimske borgmestre i britiske byer, herunder Sadiq Khan i London, prioriterer konsekvent identitetspolitik og »inklusion« frem for sammenhold og ytringsfrihed. Samtidig eksploderer knivkriminaliteten, og tilliden til politiet falder. Resultatet er en kulturel og institutionel kapitulation, et universitetssystem, hvor islamkritik marginaliseres, og en offentlig sfære, hvor ytringsfrihed ikke længere er et princip, men en forhandlingschip. Som Aia Fog påpeger:
I Danmark er vi endnu ikke dér – men vi er på vej. Og hvis politikerne fortsætter med at lukke øjnene, vil entrismen også her forvandle vores institutioner. Offentlige myndigheder vil blive mere optaget af at undgå “krænkelse” end af at forsvare ytringsfriheden. Politiet vil miste befolkningens tillid. Forskningen vil blive renset for stemmer, der udfordrer islam. Entrismen er ikke en teori. Den er virkelighed – dokumenteret i Sverige, åbenlys i England og snigende i Danmark. Derfor må vi stille de ubehagelige spørgsmål nu: Hvordan forhindrer vi, at politisk islam får fodfæste i vores institutioner? Og tør vi – som samfund – sige, at demokratiet ikke er forpligtet til at begå selvmord i tolerancens navn?
Trykkefrihedsselskabet havde inviteret Naser Khader, Sameh Egyptson og Marianne Stidsen til at diskutere den snigende entrisme den 10. november i Cepos’ lokaler i København. Marianne Stidsen, litteraturhistoriker, dr.phil. og forfatter til flere bøger, er kritisk over for #metoo-bevægelsen og aktivistisk forskning på universiteterne. Naser Khader er en fremtrædende syrisk-dansk debattør, forfatter og tidligere medlem af Folketinget i flere perioder.
Sameh Egyptson er en egyptisk-svensk forsker og forfatter, som kommer fra en koptisk-kristen familie i Egypten og har arabisk som modersmål, men taler godt svensk og engelsk. Han dokumenterer, hvordan Det Muslimske Broderskab, som oprindeligt blev grundlagt i Egypten i 1928 af Hassan al-Banna, har infiltreret Sverige.
I Lund blev han anklaget for videnskabelig uredelighed og islamofobi for sin doktorafhandling, som analyserer, hvordan politisk islam manifesterer sig i Sverige og påvirker sociale strukturer og ytringsfrihed. I oktober 2025 blev Egyptson endelig renset for alle anklager om videnskabelig uredelighed efter en kamp, der varede flere år.
Den nu afdøde irakisk-norske forfatter Walid al-Kubaisi har også dokumenteret Det Muslimske Broderskabs mål om at islamisere de vestlige lande. Ironisk nok har de mere frihed til at fremme deres dagsorden om at indføre sharialovgivning i vestlige lande end i Mellemøsten. I mange arabiske lande er der mistillid til og modstand mod Broderskabet, og det er endog forbudt.
I nordiske lande med generøse velfærdsstater kan det ligefrem være muligt for islamiske institutioner og organisationer at modtage millioner af kroner i offentlige midler til at fremme deres dagsorden.
Marianne Stidsen påpegede, hvordan især venstreorienterede akademiske kredse udgør en frugtbar jordbund for islamisk infiltration. Det er islams nyttige idioter, eller hvad Naser Khader har kaldt »halalhippier«.
I sit arbejde dokumenterer Sameh Egyptson, hvordan folk med tilknytning til Det Muslimske Broderskab har haft stor succes med at trænge ind i mange institutioner og partier i Sverige og langsomt bruge dem til at fremme deres egne mål. Som i andre europæiske lande er de særligt gode til at påvirke Socialdemokraterne og andre socialistiske partier, men selv Moderaterna er ikke immune.
Hvis Egyptson sagde noget diskutabelt under debatten i København, så var det, at han stadig forsøger at skelne mellem det, han kalder islamisme eller politisk islam, og almindelig islam.
Efter selv at have studeret islam i næsten tre årtier bruger jeg næsten ikke længere udtryk som islamisme eller moderat islam. Jeg har stadig ikke set noget overbevisende bevis på, hvad der præcist adskiller islamisme fra almindelig islam. I bedste fald er der en glidende skala, men ingen klar distinktion.