I debatten om remigration er der mange vildledninger om indvandring. Det hævdes, at ikke-vestlig indvandring er en økonomisk fordel, og at kriminaliteten overdrives. Lars Løkke Rasmussen står for nogle af de værste vildledninger. Og det blokerer for en effektiv håndtering af de meget alvorlige problemer med indvandring.
Løkke hævder, at 3,5 procent af mænd fra tredjelande er dømt for kriminalitet. Det lyder jo ikke så slemt. Men virkeligheden er en helt anden. Blandt mandlige indvandrere fra MENAPT-landene (Afrika og Stormellemøsten) født i 1987 er ikke 3,5 procent, men 51 procent dømt ved 35-års-alderen.
Løkkes tal er altså ikke bare lidt forkerte – de er 14 gange lavere end virkeligheden. Det er en voldsom fordrejning, der dækker over Danmarks største integrationsfiasko. Det viser tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet så sent som fra oktober i år.
Problemet i debatten er følgende:
Når der tales om kriminalitet, ser man ofte, at alle ikke-vestlige udlændinge betragtes under ét. Men der er store interne forskelle. MENAPT-udlændinge er langt mere kriminelle end fx grupper fra Østasien.
Man ser også på kriminalitet under ét. Men her er der også store forskelle i forhold til, hvilken typer kriminalitet, der begås. MENAPT-gruppen er voldsomt overrepræsenteret inden for den værste kriminalitet, den grove vold. Op til 5-6 gange mere kriminelle end gennemsnittet, når man ikke korrigerer for socioøkonomiske faktorer (se også Danmarks Statistiks seneste årsrapport om indvandrere, side 120). Man korrigerer ofte, og får derfor et lavere tal på omkring 3 gange mere kriminelle. Men hvorfor skal man korrigere? Det viser jo bare at MENAPT-gruppen både er mere kriminelle OG en større økonomisk belastning.
Man siger også tit, at der er sket et fald i kriminalitet for de yngre årgange af udlændinge. Det er korrekt, men det gælder også for danskere. Så den markante overrepræsentation blandt MENAPT-gruppen består.
Angående økonomi fortælles det ofte, at indvandring er en berigelse. Men også her dækkes der over store forskelle blandt indvandrere. Vestlige indvandrere og visse ikke-vestlige grupper bidrager positivt, men MENAPT-udlændinge er en stor udgift. Det viser tal fra Finansministeriet
Kun den indvandrer, der er højtuddannet og ikke får familiesammenføring er generelt en fordel for vores land rent økonomisk, som DREAM-gruppen analyserede sig frem til for nogle år siden.
Det var hovedpointerne. Lad os se på tallene.
Kriminalitetens dystre virkelighed
Lad os se nærmere på tallene.
Blandt mænd med dansk oprindelse født i 1987 havde 18 procent fået en eller flere domme for overtrædelse af straffeloven, da de var fyldt 35 år. Blandt mandlige indvandrere fra MENAPT-landene var tallet 51 procent – altså mere end halvdelen. Blandt mandlige efterkommere fra MENAPT-landene var 41,5 procent dømt.
For den yngre generation, født i 1997, er billedet lige så dystert i relative begreber. Ved 25-års-alderen havde 9 procent af danske mænd fået en dom. Blandt mandlige MENAPT-indvandrere var tallet 31 procent – mere end tre gange så højt.
Ser man på de alderskorrigerede indeks for 2023, ligger mandlige efterkommere fra MENAPT-landene på indeks 309 for generel straffelovskriminalitet. Det betyder, at de er omkring tre gange så tilbøjelige til at begå kriminalitet som den mandlige befolkning under ét. For voldsforbrydelser er indekset endnu højere: 354. Altså tre en halv gange så kriminelle som gennemsnittet.
Men det bliver værre. Dykker man ned i de specifikke nationaliteter, viser tallene, at fx somaliske og libanesisk-palæstinensiske efterkommere i aldersgruppen 15-25 år har et kriminalitetsindeks på mellem 500 og 600. Det vil sige, at de er fem til seks gange mere kriminelle end danske mænd. Selv når man korrigerer for socioøkonomisk baggrund, ligger de væsentligt over dansk niveau.
Den økonomiske katastrofe
Kriminaliteten er kun den ene side af fiaskoen. Den anden er økonomien.
MENAPT-indvandrere koster det danske samfund 85.000 kroner årligt per person i gennemsnit. Til sammenligning koster øvrige ikke-vestlige indvandrere kun 4.000 kroner årligt, mens vestlige indvandrere bidrager positivt til samfundsøkonomien.
Af de samlede 31 milliarder kroner, som ikke-vestlige indvandrere koster Danmark årligt, udgør MENAPT-gruppen alene 24 milliarder.
Det er ikke tilfældigt. Beskæftigelsesfrekvensen for mandlige MENAPT-indvandrere ligger på 62 procent mod 82 procent for danskere. Selv blandt efterkommere – altså anden generation – ligger beskæftigelsen kun på 67-70 procent. Efter generationer i Danmark er forskellen stadig massiv.
Den såkaldte green card-ordning, der skulle tiltrække højtuddannede, fejlede totalt. Hvorfor? Fordi familiesammenføring forvandlede økonomisk gevinst til udgift. Højtuddannede uden familie er rentable. Men når de får lov til at hente deres familier til Danmark, kollapser regnskabet. Det er den simple sandhed, som ingen politikere tør sige højt.
Vildledningens pris
Hvorfor vildleder Lars Løkke? Hvorfor gør mange andre politikere, meningsdannere og journalister det samme?
Fordi det er politisk bekvemt. Fordi sandheden er ubehagelig.
Men hvad er prisen for denne grove vildledning?
Fortsat indvandring fra MENAPT-lande. Øget kriminalitet. Milliardudgifter. Og en befolkning, der enten tror på det, de hører, eller mister tilliden til, at politikerne overhovedet vil fortælle sandheden. Eller gør noget ved de massive problemer.
Danmark har brug for en radikalt ærlig politik. Og en ændring af den. Remigration er et af midlerne.
Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter

