[Lone Nørgaard: Følgende PC-oversatte artikel af David A. Hughes fortjener et selvstændigt opslag.
To af mine hovedkilder igennem flere år, David A. Hughes & James Corbett, er uenige i deres analyser af Tucker Carlsons indsats i forhold til at afsløre 9/11 som en false flag operation.
Jeg finder uenigheden interessant og har haft svært ved at finde mine egne ben i en afklaring af, hvem der har fat i den længste ende. Den endelige dom er faldet ud til fordel for Hughes’ position.
Men som altid: Læs, lyt og døm selv]
***
NEJ, MEN
Dissekering af Tucker Carlson/James Corbett/International Centre for 9/11 Justice “Ja, og” vildledning
(…)
Indførelsen
Den seneste runde af “9/11”-perceptionsstyringsoperationer blev lanceret med Tucker Carlsons serie i fem dele, der skulle markere en slags “skelsættende” øjeblik i søgen efter “9/11-sandheden”.
Ideen er, i store træk, at Carlson har gjort en stor tjeneste ved at flytte Overton-vinduet på en sådan måde, at det gør det mere socialt acceptabelt at sætte spørgsmålstegn ved den officielle “9/11”-fortælling.
I mine termer hjælper han (angiveligt) med at bryde igennem til Camp 1, dvs. dem, der blindt sluger mainstream-fortællinger, og “vi” er beregnet til at være taknemmelige for det og bygge videre på hans indsats, hvis “vi” nogensinde skal nå ud til de sovende masser.
James Corbett karakteriserer dette som “Ja, og”-taktikken. I stedet for at nedgøre Carlson for hans åbenlyse rolle som Camp 2-leder (dvs. væk fra de sandheder, der betyder mest), foreslår Corbett, at det er mere produktivt at bruge Carlson som et springbræt for samtale – ja, Carlson rejser nogle gyldige pointer, og vi bør tilføje til dem. Det er angiveligt sådan, vi “vækker” “normierne”.
Piers Robinson og Ted Walter fra “International Centre for 9/11 Justice” tager udgangspunkt i denne taktik og tager fat på Carlsons serie i fem dele og forsøger tilsyneladende at forbedre den. Ja, Carlson har ret i at sætte spørgsmålstegn ved den officielle “9/11”-fortælling, og der er ting, han kunne have gjort bedre. For eksempel giver Carlson for meget tiltro til ideen om “inkompetence” fra den amerikanske regerings side; han burde være mere åben over for muligheden for “intentionalitet”.
Hvilken slags gaslighting er dette?
24 år er gået. Vi er langt ud over de tankespil, der er beskrevet ovenfor. Behøver vi virkelig at bøje os for Tucker Carlson af alle mennesker? Skal vi være ham taknemmelige for den åbenlyse påvirkningsoperation, han udfører? Sidder vi virkelig stadig fast to årtier senere i debatten om “inkompetence” vs. “intentionalitet” fra den amerikanske regerings side?
Robinson og Walter har mistanke om, at “Carlson faktisk hælder til at tro, at 9/11 var et insiderjob”, og at han ønsker en “ny undersøgelse.”
Den impotente opfordring til en “ny undersøgelse” er alt, hvad Camp 2 nogensinde tilbyder; det skaber en illusion om, at “sandhedsbevægelsen” har tænder. En sådan undersøgelse bliver aldrig til noget. Selv hvis det gjorde, hvorfor skulle den amerikanske regering, der angiveligt er ansvarlig for “inside job”, nogensinde tillade det?
Resten af artiklen kan læses her.