Af Lars Vestergaard (DF), Kandidat til kommunalvalget i København 2025, nr. 3 på listen, Medlem af Trykkefrihedsselskabet af 2004
Det er måske ikke helt alment kendt, at der i retspraksis i Danmark er dobbelte standarder. Nogen går fri, eller næsten fri, og andre straffes ekstra hårdt. Der er reduktion, hvis du tilhører en bestemt gruppe i samfundet, endda med klækkelige rabatter og ekstra tilbud. Samtidig oplever andre borgere, at der føres en form for “lawfare” – altså juridiske sager brugt som politiske eller ideologiske våben.
Vi kender bedst de dobbelte retsstandarder fra England, hvor det offentliges angreb på private deltagere i diskussioner på sociale medier kan resultere i, at de bliver hentet i deres hjem eller sagsøgt blot for tilstedeværelse i det offentlige rum. Oprindelige englændere fængsles for harmløse udtalelser på Facebook, hvis de da ikke allerede er blokerede.
Det er alene private mennesker og ikke organisationer, lande eller politiske partier. Blot private mennesker. Overvågningen er total, og du bliver korrigeret i forhold til, hvad der må tænkes, menes og ytres på sociale medier. Det er et samarbejde mellem det offentlige og de private sociale medier.
Den samme censur gælder for ytringer i Danmark. Der er dobbelte standarder. Der er klare forskelle på borgere og deres ytringer. Og det ses både på gaderne og på de sociale medier.
Den ene part må ytre helt åbent med klare opfordringer til vold og folkedrab. De demonstrerer jævnligt med horder af venstreorienterede, medløbende og voldsparate danske ekstremister.
Hvordan kan en retsstat som Danmark i grunden tillade, at der kan opfordres så åbenlyst til vold og folkedrab? Er det alene mængden af de vildledte horder på gaden, der gør, at ingen tør retsforfølge nogen?
Disse grupper kan ytre sig hadefuldt med opfordring til vold uden konsekvenser, mens andre oplever at blive udelukket eller censureret, selv for langt mindre kontroversielle udtalelser. Under alle omstændigheder rejser det spørgsmålet om, hvor grænsen går mellem lovlig ytring og ulovlig hadtale – og om den grænse håndhæves ens for alle.
Og det åbenlyse bevis på den livsfarlige venstreorienterede voldsforherligelse og censur er jo, at det er ganske bestemte borgere i Danmark, der skal beskyttes med politi og militær. Jøder og politikere fra de blå partier.
Der er tydeligt dobbelte standarder – der er forskel på folk og deres ytringer. Når andre ytrer sig på sociale medier om remigration og visse befolkningsgruppers adfærd, alene adfærd – ingen trusler. Så bliver de ytrende spærret ude af sociale medier, allertydeligst på facebook. Gad nok vide, hvem der betaler facebook så massivt for overvågning af ytringer?
Den ene gruppe tillades hadtale og folkedrabsytringer. Den anden gruppe må ikke tale om f.eks. hjemsendelser, selvom staten faktisk har en styrelse, der hedder Hjemrejsestyrelsen. Det store rød-violette segment af ’Gutmenschen’ B,Ø, F og Å farer i blækhuset og får masser af spalteplads til at lufte forargelser over ordet remigration. Men det er statens politik og statens regler, der blot tales om. Ret enkelt.
Der er flere måder at melde fra over for den hadefulde ekstremistiske hadtale og deres aggressioner.
Du kan deltage i demokratiet under den danske kommunalvalgkamp, og specielt for København ved at skrive under på Janne Egede Høyrups indsamling af underskrifter med opfordring til at anmelde De Frie Grønnes valgplakater for racisme og antisemitisme.
Plakaterne er hadtale mod et land og en ganske bestemt befolkningsgruppe. ’From the river to the sea’, ved vi godt, hvad betyder. Det er hadtale og skriv heller under i dag end i morgen. God valgkamp – og husk, en stemme på B, Ø, F og Å – Q er den direkte vej til kalifatet.