Når man følger den offentlige debat, slår det én: Her siges sjældent noget virkelig overraskende. Bekymringer luftes, nuancer tilføjes, balance søges. Alt er civiliseret, meget er velovervejet, men det meste også temmelig ligegyldigt.
Jeg ved ikke, om det skyldes et særligt pres i form af censur, frygt for at sige sin mening, algoritmernes skyggecensur eller mediernes mangel på pluralisme. I hvert fald er vi på vej til at få en debat uden dramatik, uden intensitet, uden virkelig konfrontation.
Spørgsmålet er: Hvor er den intellektuelle, vi har brug for?
Intensitet og mod som kendetegn
Vi kender ikke mange i en dansk og nordisk tradition. Heller ikke fra den engelsktalende verden. Men i Tyskland er det en velkendt type. Karl Heinz Bohrer og Enzensberger kunne nævnes. Men også nulevende som Botho Strauß, Sloterdijk og Safranski. I Frankrig kunne Michel Houellebecq og Alain Finkielkraut nævnes.
Denne type insisterer på intellektuel autonomi så stædigt, at de ofte bliver isoleret. De nægter at lade sig indordne under politisk korrekte fællesskaber. “Störenfried” – forstyrreren – kaldte Bohrer sig selv.
Disse intellektuelle dyrker intensitet som erkendelsesform. Ikke det pragmatiske kompromis, men den eksistentielle konfrontation. For dem må sand tænkning være ladet med energi, med æstetisk kraft, med vitalitet, passion.
Den dovne, harmonisøgende, konsensusorienterede debat ser de som udtryk for åndeligt forfald.
Provokationen er ikke et mål i sig selv – meget ofte er disse intellektuelle fritænkende konservative – men et nødvendigt middel. At provokere betyder at tvinge både læseren og samfundet til at stille spørgsmål ved egne værdier. Provokationen skal skabe sprækker i den normale forståelse. Åbne nye erkendelseshorisonter.
Sand indsigt opstår nemlig ofte, hvor det almindeligt vedtagne falder bort, hvor borgeren konfronteres med eksistentielle brud og paradokser.
Konfrontation er centralt. At turde insistere på ubehagelige spørgsmål. At bryde med konsensus. At stå ved sin radikalitet, også når det fører til isolation og skandalisering.
Aktuelle temaer
En ting er at give et signalement af denne type intellektuel, vi har brug for. Hvordan kommer dette intellektuelle engagement til udtryk i aktuelle temaer? Lad os se på en håndfuld.
Indvandring: Den konsensussøgende taler om “integrationsudfordringer”, imens den konfronterende intellektuelle, som en Houellebecq, maler et helt andet billede – underkastelse under islam – og taler rent ud: Integrationen er fejlet. Af denne erkendelse vokser tidens vigtigste stridsord: remigration.
Trump: Den konforme er “bekymret for demokratiet”. Den skandaliserede ser Trump som demokratiets svar på eliternes foragt for folket. Trump er ikke årsagen, men symptomet – på magthaverklassens fiasko. En amerikansk intellektuel som Chris Rufo er et eksempel på en modig tænker på dette område.
Ukraine-krigen: Fritænkeren går også her sine egne veje, og det er – også her – ofte lige ind i shitstormen. ”Putinist”, kaldes han, eller hun, for danske Marie Krarup er et godt eksempel. Her luftes et andet syn end det konforme: på NATO-ekspansion, på tabet af den liberale verdensorden, på advarslerne imod sikkerhedsdilemmaets eskalering. John Mearsheimer er prototypen på området. Den konsensussøgende ser derimod på krigen med et idealistisk blik.
Woke: Hvor den konsensusorienterede søger “balance mellem ytringsfrihed og hensyn”, kalder den fredsforstyrrende intellektuelle woke ved navn: En totalitær bevægelse. Vestligt selvhad. Moralismens tyranni. Alain Finkielkraut har skrevet om det fænomen, som Roger Scruton – en anden beundringsværdig intellektuel – kaldte ”forkastelsens kultur”.
Det nationale: Her forsvarer den frie og modige intellektuelle nationen og konfronterer den kosmopolitiske elitisme. Bohrer skrev engang om det, han kaldte ”europrovinsialisme”. Andre frie ånder varsler borgerkrigens komme. Det ultimative tabu. Ikke “vi må undgå polarisering” – men en konfrontation med det, ingen vil se. Enzensbergers bog ”Med udsigt til borgerkrigen” er et betydningsfuldt værk i denne intellektuelle tradition.
Det er intensitet. Den skandaliserede intellektuelle sætter noget på spil – karriere, popularitet, accept. Sandheden er ubehagelig. De tekster, der skrives af den type intellektuelle, har potentialet til at transformere, ikke bare informere. Nogle huskes endda årtier efter. Som Botho Strauß’ essay ”Tiltagende bukkesang”.
Hvorfor vi har brug for intellektuelle
Vi har brug for intellektuelle, der har den eksistentielle nerve, der driver en kultur fremad i stedet for blot at forvalte dens nedgang. Der skaber erkendelse frem for bekræftelse.
Dansk og nordisk kultur er en konsensuskultur. Det kan der siges meget godt om. Men ikke, når vi ønsker fred og harmoni i debatten. For kulturelt set dør vi af det. Demokratiet trives ikke på enighed, men på konfrontation. Sandheden fødes ikke i dialogens hyggelige stuer. Intensiteten er ikke et problem. Den er forudsætningen for kulturelt overskud.
Vi lever i shitstormens tidsalder. Moralismen er gået amok. Den skandaliserede intellektuelle straffes, og beskyldningerne hagler ned: Racist, fascist, konspirationsteoretiker. Så man vælger det sikre. Det pragmatiske. Det moderate. Det døde.
Sapere aude
Den kritiske offentlighed har brug for en Bohrer og en Strauß. Vi har Brinkmann i overflod – pålidelige, lærde, men også ofte ufarlige. Hvor er de intellektuelle, der tør sætte noget på spil? Der insisterer på intensitet frem for harmoni? Som konfronterer det etablerede i stedet for at forvalte det?
Sapere aude. Hav mod til at bruge din forstand. Ikke bare som skåltale, men som personlig investering.
Af Kasper Støvring, forfatter