I det nye børnesyn, som er ved at blive indfaset i det indeværende skoleår, er der en klar retning: Folkeskolen skal rumme flere børn med diagnoser, skriver Geeti Amiri Kjær i Berlingske
”Københavns Kommunes konsulenter har pakket det nye børnesyn ind i en masse floskler, som skal få kommunen til at fremstå omfavnende og visionær med sin praksis af børn og unge, der har udfordringer, som hæmmer dem i at deltage i fællesskaber på lige fod med jævnaldrende, der er såkaldt ’normale’. Men den nye strategi handler nok i sidste ende om at spare penge ved at henvise flere børn til folkeskolen i stedet for at have dem i specialtilbud.
Men jeg gad godt vide, hvad grænsen er for inklusion ifølge den tanke. Hvornår er en elev ikke i stand til at blive inkluderet i folkeskolen? Det mangfoldige børnesyn kræver en ensretning af lærerne fra børnehaveklasse til folkeskolens afgangsklasse, så børn, der normalt vil have behov for at være i skærmede klassemiljøer i specialtilbud, kan finde ud af at navigere i folkeskolens arena.
Fysisk indgriben over for et barn med flere diagnoser er langt fra at være løsningen på problemet med udadreagerende adfærd. Det er faktisk det, altså inklusionen af elever med udadreagerende adfærd, som ministeren forsøger at lappeløse med sin ambition om at give lærernes øgede magtbeføjelser. Først udsætter vi sårbare børn for et miljø, der ikke kan favne dem. Dernæst svigter vi dem til at reagere med symptombehandling på deres mistrivsel. Det varsler ikke godt for en folkeskole, der allerede befinder sig i fosterstilling”.