Zohran Mamdani, en demokratisk socialist og muslim, er nu borgmester i New York City. Demokraterne vandt guvernørvalg i både Virginia og New Jersey. Og i Californien stemte vælgerne for at omtegne valgkredse på en måde, der kan sikre demokraterne fem ekstra kongressæder ved midtvejsvalget i 2026.
For konservative er det et meget klart politisk nederlag. Men hvis man zoomer ud og ser det store billede, kan disse sejre vise sig at være en gave til den konservative bevægelse.
Hvis altså konservative spiller kortene rigtigt, regeringen får styr på økonomien, og Trump får rettet op på de negative meningsmålinger.
Når medierne glemmer deres principper
Lad os starte med Californien. TV2 News rapporterede onsdag morgen, at delstatens vælgere har godkendt guvernør Gavin Newsoms forslag om gerrymandering, hvor man tegner valgkredse, så modstanderens stemmer koncentreres i få områder, mens man selv vinder snævre sejre i mange distrikter.
Men hvor var den sædvanlige kritik af gerrymandering? Den kritik, medierne ellers altid fremfører, når det er republikanere, der omtegner grænser? Den var, som Asger Garde påpeger, fraværende. Ingen kommentarer om “demokratiets underminering” eller “udemokratiske metoder”. Kun en neutral konstatering af, at demokraterne nu kunne sikre sig flere pladser.
Det, TV2 News også undlod at fortælle, var den allerede eksisterende skævhed i Californien. Ved præsidentvalget i 2024 var stemmefordelingen mellem demokrater og republikanere cirka 60-40. Men fordelingen af Californiens pladser i Repræsentanternes Hus? 43 demokrater mod blot 9 republikanere. Det er en markant overrepræsentation, som nu gøres endnu større.
Når et parti må ty til så åbenlyse manipulationer af det demokratiske system, afslører det en fundamental usikkerhed om at kunne vinde på fair vilkår.
New Yorks dyre drøm
Tilbage til Zohran Mamdani. Hans sejr i New York blev båret af en bølge af unge vælgere, der jublede over hans løfter: Gratis busser. Gratis børnepasning. Fastfrysning af huslejer. Offentlige supermarkeder med lave priser.
Det lyder fantastisk. Lige indtil man stiller spørgsmålet: Hvordan skal det finansieres?
Mamdanis svar er simpelt: Højere skatter for de velhavende. To procentpoint ekstra for årlige indkomster over en million dollars. En selskabsskat på 11,5 procent, som det fremgår af Hanne Tolgs artikel. Her begynder den konservative mulighed at træde frem.
For hvad sker der, når man øger skatterne markant i en by, hvor de rigeste allerede betaler omkring halvdelen af alle indkomstskatteindtægter?
En meningsmåling fra JL Partners for Daily Mail, som Tolg refererer, viser, at 9 procent af New Yorks indbyggere “helt sikkert” vil forlade byen under Mamdani, mens yderligere 25 procent “vil overveje” det.
Det betyder potentielt 2,8 millioner mennesker. Og 7 procent af dem, der tjener over 250.000 dollar om året, siger, at de vil flytte.
London har i årevis haft en muslimsk, socialistisk borgmester, Sadiq Khan, med lignende politikker. Resultatet? Dyre leveomkostninger og skyhøj kriminalitet. Og dertil hørende udvandring af velhavende familier og virksomheder.
New York og Californien hører allerede til de stater, amerikanere flygter mest fra. Det er dokumenteret af Nate Silver. Mamdanis politik vil accelerere denne tendens.
Lad eksperimentet køre
Her er den konservative strategi:
Lad dem gøre det. Lad Mamdani gennemføre sine løfter. Lad demokraternes byer og stater blive levende eksperimenter på, hvad progressiv politik fører til. Lad Mamadanis radikaliserede Gaza-sympatier komme frem. Lad det blive åbenlyst, at Mamdani og hans venstrefløjsbevægelse er så radikal, at selv mange demokrater afviser ham.
For virkeligheden er den bedste konservative kampagne.
Når New Yorks erhvervsliv begynder at forlade byen, når skatteindtægterne falder på trods af højere satser, når de lovede gratis services viser sig umulige at finansiere, så taler tallene for sig selv.
Ingen konservativ kommentator kan argumentere så effektivt som tomme butikslokaler på Manhattan og stigende kriminalitet i en by med reducerede politibudgetter.
1970’ernes New York er et relevant historisk eksempel. Da byen næsten gik konkurs under progressiv ledelse, var det ikke konservativ retorik, der ændrede holdninger. Det var den virkeligheden: forfald og kaos.
Erkend nederlaget, fokuser på fremtiden
Konservative skal være ærlige: De aktuelle valg er markante nederlag. At benægte det er at leve i fantasiland.
Men politisk strategi handler om langsigtede tendenser. Og her peger pilene i konservativ retning, netop fordi demokraterne vinder på kortsigtede populistiske løfter, som de næppe kan indfri.
Demografien taler sit eget sprog. Folk flytter fra Californien og New York til Texas og Florida. Det er familier og virksomheder, der stemmer med fødderne for lavere skatter, mere tryghed og større frihed.
Mamdanis løfte om at arrestere Israels premierminister vil ydermere fremmedgøre jødiske vælgere og erhvervsfolk med forbindelser til Israel.
Tålmodighed som politisk våben
Det konservative vibe shift, som mange talte om efter 2024-valget, er ikke aflyst. Men det kræver tålmodighed og strategisk tænkning.
Når Mamdani om to år står og forklarer, hvorfor de lovede gratis busser alligevel ikke blev gratis, hvorfor huslejerne steg på trods af fastfrysningen, og hvorfor kriminaliteten steg – så vil vælgerne huske løfterne. Og når de sammenligner New York med Florida eller Texas, vil valget være tydeligt.
Konservatismens styrke ligger i at afsløre venstrefløjens ekstremisme. Det var nøjagtig det, der var med til at bringe Trump til sejren i 2024. Folk er lede af ”defund the police”-programmer og svækkelsen af orden. Lede af woke. Lede af politisk korrekthed. Lede af illegal indvandring. Lede af socialisme.
Men styrken for konservative ligger også i at have politikker, der faktisk virker, når de implementeres.
Af Kasper Støvring, forfatter