Ulovlig migration er et klasseproblem, hævder redaktør Tom Slater i Spiked efter mordet på Wayne Broadhurst i en forstad til London i mandags. Den 49-årige var ude at gå tur med sin hund, da han blev fanget i et knivoverfald og dræbt af en 22-årig afghaner, der var kommet ulovligt ind i Storbritannien.
Afghaneren jagede en 45-årig mand og en 14-årig dreng, da Broadhurst forsøgte at gribe ind. Han mistede livet på grund af sin instinktive modige handling. Den 45-årige mand har fået skader, der vil ændre hans liv.
Nationen er i oprør, skriver Slater, der påpeger, at det er arbejderklassen i Storbritannien, der betaler den højeste pris for voldelige forbrydelser begået af indvandrere. Den er blevet set ned på for sin skepsis over for ulovlig masseindvandring af eliten, der selv sjældent er berørt af konsekvenserne.
Det blodige mord på Wayne Broadhurst mandag aften […] har fået hans naboer og millioner af hans landsmænd til at spekulere på “hvad nu hvis?”. Hvad hvis de havde drejet om hjørnet som Broadhurst, kun for at blive angrebet af en knivbevæbnet mand, der stak dem gentagne gange? Mordet i Uxbridge, en forstad i den vestlige del af Greater London, vidner om en frygt, der er både udbredt og dyb.
Slater bemærker, at der er et mønster i volden:
Grusomheden i Uxbridge følger en lang række mord, terrorangreb og voldtægter begået af mennesker, der i ethvert fornuftigt land aldrig ville have været her.
Der er Lawangeen Abdulrahimzai, der stak den ambitiøse marinesoldat Thomas Roberts i hjertet uden for en Subway-restaurant i Bournemouth den 12. marts 2022. Abdulrahimzai kom også hertil ulovligt, også fra Afghanistan, på flugt fra mordanklager i Serbien. Det er Ahmed Alid, den marokkanske asylansøger i Hartlepool, der blev så inspireret af Hamas’ bedrifter den 7. oktober 2023, at han stak sin iranske værelseskammerat ned, inden han dræbte en 70-årig britisk mand på gaden. Det er Abdul Ezedi, en anden afghaner, der fik asyl ved sin tredje ansøgning, på trods af at han havde begået to seksuelle overgreb her.
Et seksuelt overgreb i Epping udløste protester blandt almindelige mennesker:
Den etiopiske statsborger Hadush Kebatu havde kun været i landet i otte dage, da han begik seksuelle overgreb på en kvinde og en 14-årig pige i byen Epping i Essex i sommer. Kebatus forbrydelser udløste protester uden for Bell Hotel, hvor han og hundredvis af andre migranter boede. Det førte også til måneder med uro uden for landets migrant-hoteller.
Men denne berettigede protest fik også “antiracister” til at mobilisere sig. Det var nemlig mødrene i Epping, der var “racister” – en næsten utrolig påstand, når migration er blevet et udbredt sikkerhedsproblem.
Det, vi ser her, er klasseforagt, som er særlig stærk i Storbritannien. Eliten, der sjældent selv betaler prisen for indvandringen, men snarere profiterer af den, ser ned på arbejderklassen, der lider og dør under den:
Fattige og arbejderklasseområder har båret den største byrde af krisen med de små både, simpelthen fordi hoteller og lejeboliger er billigere der. En analyse viste, at en fjerdedel af alle asylansøgere, der blev huset af indenrigsministeriet, blev placeret i blot 10 lokale myndigheder, hvoraf ni er blandt de fattigste i landet.
Faktum er, at den britiske elite betragter den hvide indfødte underklasse som menneskeligt affald. Derfor kan en urokkelig aktivist som Tommy Robinson samle omkring en million mennesker i London, der er trætte af både ødelæggelsen af deres egne samfund og elitenes ydmygende nedladenhed.
Folket havde ret om ulovlig indvandring, og eliten tog fejl, konkluderer Slater.
Denne krise minder os om massernes visdom – og nødvendigheden af demokrati. Arbejderklassen er ikke kun lige så dygtig til at bestemme nationens skæbne som det etablerede system, den er også uendeligt bedre til det. Dette var et punkt, som chartisterne ofte fremhævede, da de kæmpede for almindelig valgret for mænd i 1830’erne. Almindelige mennesker lever faktisk i det samfund, som deres “overordnede” styrer ovenfra. De må bære konsekvenserne af store planer og mislykkede ortodokse løsninger. Ulovlig indvandring er blot det seneste eksempel. Folket havde ret, eliten tog fejl. Igen.
Nu er det tid for politikerne at lytte, konkluderer Slater. Robinson ville håne den konklusion. Efter hans opfattelse har politikerne været drivkraften bag asylmigrationen. Resultaterne taler for sig selv.
Desværre gælder Slaters analyse også for andre vesteuropæiske lande, herunder vores eget. Det er de rigeste, der profiterer af indvandringen, og de fattigste, der betaler prisen for den økonomisk, socialt, sikkerhedsmæssigt – på alle måder. De fratages et land, de har brug for, mens eliten ødelægger et land, de ikke har brug for.