Anders Widén er en svensk pensionist, der bor i en andelslejlighed i Østersund nord for Stockholm.
I et opslag på Facebook fortæller han, hvordan tilværelsen har ændret sig, fordi kommunen har placeret et større antal migranter i området.
Han beskriver, hvor forfærdeligt det er blevet at bo i et fredeligt svensk boligområde, der er blevet invaderet af migranter, der ikke kan sproget og ikke kender den svenske adfærd og kultur.
Den svenske pensionist Anders Widén skriver på Facebook:
Jeg bor i en andelsboligforening sammen med mennesker, der har arbejdet hele livet for at kunne købe en bolig i et roligt område, hvor de kan blive gamle uden uro eller konflikter.
Efter de seneste års stigende tyverier af for eksempler cykler og bildele er flere begyndt at sige: “Vi burde sætte hegn op og gøre området mere aflukket.”
En anden nabo svarede: “Det hjælper nok ikke. Kommunen køber allerede boliger her og placerer folk midt iblandt os — mennesker, der måske ikke selv har ønsket at bo her.”
En af de personer, som kommunen har placeret i vores forening, har jeg forsøgt at hjælpe i seks år — med sortering af affald, hvordan cykler skal stilles, og andre småting. Jeg har prøvet at være venlig og hjælpsom, men jeg kunne mærke, at hun oplevede det som overvågning eller kritik, selv om jeg bare ville støtte.
Sprogbarrieren var stor, og vi forstod ikke hinanden. På seks år lærte hun næsten ingen svensk, og der var ofte højlydte konflikter i lejligheden. Flere af os beboere forsøgte at kontakte kommunen, fordi vi var bekymrede, men vi fik besked om, at det ikke var vores sag. Efter lang tid flyttede manden ud, men de fortsatte med at have kontakt og fik flere børn.
Der var ofte en kraftig lugt af brændt madolie fra lejligheden. Jeg prøvede at anmelde det som et muligt brandproblem, men kommunen henviste til boligforeningen og mente, at jeg ikke var part i sagen. Hverken HSB eller kommunen tog initiativ, selv om vi påpegede, at mange boligbrande starter netop på den måde.
Til sidst opstod der faktisk brand i lejligheden. Kommunen, som har ansvar for boligen, reagerede først bagefter. Nu står der en kølecontainer på gården, hvor en af de beskadigede lejligheder bliver saneret, og en anden bolig er blevet behandlet for væggelus.
Mine tre børn arbejder og prøver at skabe sig et liv, men de har ikke haft mulighed for at finde bolig i vores kommune. De to ældste er flyttet til andre byer, mens den yngste stadig bor hjemme for at spare op.
De fleste af mine naboer siger ikke så meget, men mange føler, at det er svært at få adgang til bolig og service, fordi kommunen prioriterer at tage imod flere mennesker udefra. Ventetiden i sundhedsvæsenet og tandplejen bliver længere, og nogle oplever, at der er mere uro i lokalområdet.
Kommunen fortsætter dog med at have som mål at vokse i befolkningstal ved at tage imod flygtninge. Mange af os beboere, som bor tæt på de nye tilflyttere, ser dog også deres udfordringer — sproglige, kulturelle og psykiske — og forstår, at integration kan være vanskelig.
Køerne til behandling på de nærmeste sundhedscentre bliver længere. Det samme gælder den offentlige tandlæge. Personalet i fritidscentret i min bymidte bliver truet af skurke klædt i Adidas. Jeg undgår selv at handle i den nærmeste butik i denne bymidte. Jeg føler mig ofte truet der, sandsynligvis af den samme bande fremmede, der truede personalet i fritidscentret.
Kommunen fortsætter med stædigt at stræbe efter at øge antallet af beboere ved at invitere flygtninge og bruge vores skattepenge til at konkurrere med vores børn på boligmarkedet for at give plads til folk, der ikke vil, eller ifølge de mærkelige regler omkring retten til at gå på SFI, ikke må lære hverken svensk eller sortere affald. Eller hvordan man ikke laver højenergibrandbomber ved at lave mad med enorme mængder olie på komfuret. De ser heller ikke ud til at blive lært, at man ikke må fjerne andre menneskers ekstra lys, katalysatorer eller stjæle cykler.
Vi beboere, der ender tættest på disse flygtninge, som i de fleste tilfælde selvfølgelig er venlige, ser deres ofte dybe psykiske lidelse.
De kender ikke vores sprog, og en hel del af dem vil aldrig lære det. Den eneste sikkerhed, de har, er at rulle afsted med deres klapvogne for at hilse på deres landsmænd i den nærmeste landsby i Somaliland eller Afghanistan. Eritreerne er på vej til deres nybyggede kirke i byen og skaber et nyt lille Eritrea med de samme konflikter indbygget her som hjemme på Afrikas Horn.
Det er det, de svenske socialdemokrater ønsker at fremskynde med nye politiske forslag. Ved at blande befolkningen endnu mere. I min kommune er Centerpartiet dybt forankret i socialisternes vanvid.
Hvordan ser det ud i din kommune?
Branden
Vi var heldige denne gang. Huset står stadig, alle, der var i deres lejligheder, overlevede.
I min HSB-log ser jeg otte bekymringsrapporter om denne lejlighed alene i 2024. Det er hverken min, ejerforeningens bestyrelses eller boligselskabet HSBs opgave at håndtere problemfamilier, som kommunen placerer i sin lejlighedsmasse.
Hver gang jeg har sendt rapporter til HSB, har jeg først, forgæves vedholdenhed, forsøgt at rapportere bekymringer, anmelde skader eller på anden måde advare om fare for liv. Men ingen instans i kommunen vil tillade mig at fremlægge min sag. Jeg betragtes som en privatperson uden ejendomsret – jeg er nødt til at tage det op med bestyrelsen eller HSB.
I aftes deltog jeg telefonisk i boligforeningens bestyrelsesmøde efter branden.
Det er bare tilfældigheder og held, at huset stadig står. En HSB-leder var tilfældigvis i foreningen på besøg med hovednøglen. Han så store flammer i køkkenet i en lejlighed, løb til vaskerummet, hentede brandslukkeren og gik, på trods af den kraftige røg, ind for at tømme brandslukkeren på ilden. En person, der var sammen med ham, ringede samtidig til brandvæsenet, som var på stedet inden for ti minutter.
De blev tvunget til at køle og slukke branden med så meget vand, at den var en centimeter høj i lejligheden. Bare sekunder, højst et minut, senere havde ilden opslugt hele huset.
Nu siger formanden, at foreningen ikke længere kan håndtere besværet med kommunen. Han er tvunget til at tage en kamp op, som ikke burde behøve at blive kæmpet. Foreningen vil købe kommunens lejligheder tilbage, når selv bestyrelsen ikke får nogen form for gennemsigtighed fra kommunen.
Kommunen er ikke engang klar over, at de har ansvar for problemet; de sender problemfamilier til os, men uden at give os værktøjer. Ikke engang den mindste indsigt, så vi kunne hjælpe.
Tanken om integration, eller endda tanken om at hjælpe familier i nød – uanset sprog – mangler fuldstændigt i kommunen.
Kommunen går ind på boligmarkedet, opkøber boliger i boligforeninger og tager derefter intet ansvar for de skrøbelige familier, de sender direkte ud i total elendighed.
Jeg har fulgt min boligforenings kamp i seks år nu. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Min kommune er fuldstændig uansvarlig. Den behandler sine beboere og skatteydere med nul respekt, hvilket også gælder de familier, de køber bolig til af en eller anden uforklarlig grund, men så lades i stikken. Kvinder og børn, der er i en dårlig situation år ud og år ind, og kommunen nægter at lytte til råbet om hjælp fra en hel forening på vegne af disse kvinder.