Det skorter på nationaltsindede ideologer og tænkere i Danmark. Søren Krarup og hans fætter Jesper Langballe ligger nu 7 alen under. Da de gik bort, faldt to store egetræer i skoven.
Jeg vil ikke tøve med at kalde Riis- Knudsen et af de sidste egetræer, man pludselig støder på i vrimlen af krat, ugræs og tankemæssigt ukrudt i tankevirksomhedens underskov i Danmark i 2025. En underskov præget af giftige planter som f.eks. forfatteren Carsten Jensen.
Vestens fundament er bygget på tænkning, filosofi, ideologier, kristendom, tilgivelse, humanisme og reformation. Men, det Vesten, der var, og som bestod af faste forankringer, er i dag transformeret om til underholdningsindustri og læring sker gennem folkeskolelærere med tatoveringer, lilla hår og ring i næsen. En sand propagandamaskine sendt for at nedbryde borgerlighed og kristne værdi- og afsæt fra Karl Marx’ rædselskabinet. Alt sammen styring for at kontrollere og nedbryde den nationale tanke og samhørighed.
To anderledestænkende på den nationale højrefløj, der taler Roma midt imod, er Morten Uhrskov og Riis-Knudsen. Det er derfor befriende at læse Riis Knudsens Upopulære Betragtninger, udgivet på forlaget Ordsmeden, her i 2025. Et værk på 313 sider over emner som Ukraine og Gaza-krigen, over dagens politik, boganmeldelser og meget mere.
Det er sjældent, at der udgives bøger af filosofisk art med samme dybde og målrettethed. Jeg er selv kritisk efter snart 55 års læsning af allehånde bøger fra barndommens James Fenimore Cooper til nutidens alternative udgivelser fjernt fra mainstreams fortællinger om, hvad man skal mene for at kunne begå sig i det Orwellske samfund, vi befinder os i.
Søger man efter det, der kan danne citater til ens daglige brug eller på Facebookvæggen, er Riis Knudsens bog en brønd, man kan øse af såsom: “Når man kun kan vælge mellem idioter, er retningen mod undergangen givet på forhånd” eller “Hvis Mette Frederiksen og Lars Løkke udgør det bedste lederskab Danmark kan opvise, så fortjener vi ikke at have en eksistensberettigelse”.
Jeg troede, at de gode citatmuligheder skulle hentes tilbage i Nietzsches “Således talte Zarathustra” i 1900-tallet, men her tog jeg heldigvis fejl.
Mange vil på forhånd afskrive Riis Knudsen på grund af hans fortid som Rigsleder i Den Nationalsocialistiske Bevægelse, men han forlod den (ufrivilligt) for 35 år siden, og meget er sket siden hen. Det er en moden og velovervejet forfatter, der skriver. Han er nærmest FOR velfunderet udi sprog, litteratur og historie til vor tid, hvor overflade og nihilistisk incontinens er hovedsportsgrenene i politik og debatvirksomhed.
Havde han ikke en bagage som søn af en højtstående dansk SS’er, og en rod og fortid i et nationalsocialistisk miljø, ville han være en værdsat bidragsyder til udformning af tankevirksomhed på den danske patriotiske højrefront. Mit ønske er, at opinionen måtte forbarme sig og bedømme manden på hans nuværende sindelag og ikke det fra en fjern fortid.
Lad mig for fuldstændighedens skyld tilføje, at Riis anerkender, at Holocaust fandt sted, han anerkender, at det var en forbrydelse, han afskyr krig, og han er blevet kasseret af de sekteriske miljøer i de revisionistiske Hitler-kredse, da han anser personen Adolf Hitler som skyldig i ikke kun Tysklands, men også Ruslands og mange andre landes ulykke.
Det er mao en ældre (årgang 1949) velovervejet og velfunderet herre, hvis keyboard har lagt ord og tanker til bogen Upopulære Betragtninger.
Bogens helt store opgør mellem Riis og Morten Uhrskov er Riis’ causeren over Uhrskovs bog Nationalkonservativ renæssance fra 2023, udgivet på Peter la Cours forlag.
Riis er af den opfattelse, at konservatisme ikke er egnet til at danne rammen om en national overlevelse, da konservatisme alene konserverer fortiden, og langsommeliggør den ødelæggelse, som marxismens fortrædeligheder byder på i form af globalisme, etnisk og kulturel mangfoldighed (læs: destruktion af national identitet og folkesjæl)
Alene det skisma skiller de to tænkere væsentligt fra hinanden. Man kunne ønske en radio eller en tv-duel mellem de to.
Allerede indledningen til anmeldelsen meddeler læseren, at Uhrskovs betragtninger er letbenede og ligegyldige i forhold til den bagage, det kræver ideologisk for at sigte på at kunne nå det overordnede mål om at få danskheden til at kunne fungere som en levende enhed i fremtiden. Hvornår har nogen anden offentliggjort sådanne tanker? I hvert fald ikke de levebrødspolitikere, vi kan sætte kryds ved hver 4. år i et gardinklædt rum på et rådhus et eller andet sted i landet, hvor vi først skal fortælle, hvad vi hedder til cpr nummer.
Ifølge Riis drejer det sig ikke kun om at udvise uønskede fremmede, man skal grave dybere for at komme ned i mulden. Den danske vel at mærke. Det er ikke indvandringen, der er skyld i udfasningen af danskheden. Det er vælgernes, de valgte politikeres og mediernes skyld.
For stor en del af Uhrskovs bog vedrører det vi i forvejen godt ved ifølge Riis. Ondets rod ligger dernede, hvor beslutningstagere udklækkes og fødes. Remigration er blot speditørvirksomhed for de begavede af folkets politikere.
Uhrskov tror eksempelvis, at woke vil forsvinde af sig selv, hvilket Riis mener er endnu en overfladebetragtning. Riis er af opfattelsen, at selve roden til ondskaben skal graves fri og bekæmpes før den forsvinder. At et giftdepot ligger under overfladen, får det ikke til at forsvinde tanken med andre ord. Man kan være enig eller det modsatte, men hvis man hælder til Uhrskov, så skal man i det mindste kunne pege på, hvornår og hvordan ting forsvinder af sig selv.
Uhrskovs tanker om ungdommens læring i skolen er uden substans og kan ikke forklare, at Ritt Bjerregaards folkeskolereformering ødelagde grundlaget for almen dannelse, hvor det, sinkerne ikke forstod, ikke måtte tilgå de intelligente elevers unge hoveder. Ifølge Riis.
Vi befinder os ifølge samme ved afgrundens rand nationalt, og det nytter ikke blot at sinke det nationale fald ned i dybet, der skal en revolutionær omvæltning til frem for en lappeløsning, som det Uhrskov lægger op til. Folkeskolen skal ikke servere 200 forskellige nationalretter og hensyn, ifølge Riis. Den skal tage udgangspunkt i, at vi er danske, og begrebet som jeg må tilføje som en letbenet betragtningsmæssigt: skik følge eller land fly. Hvordan skal vi kunne beholde og udvikle en national egenart, hvis den forsvinder i tåger?
Kapitlet om markedskræfterne behandles tankemæssigt af Riis på den vis, at vi bør nedlægge Børsen og sikre ejerskab på danske frem for udenlandske hænder og lade staten få indtægter fra veldrevne virksomheder frem for brandbeskatning af befolkningen. Nytænkning, men realistisk? Det må læseren afgøre.
Strafferetsplejen skal være nådig og mild ifølge Uhrskov, mens den i følge Riis skal være afskrækkende, hvilket Riis vil få flest point for i nationale kredse.
Uhrskovs bud på at tackle udlændingepolitikken via repatriering, pengegaver ved udrejse, er lige så urealistisk og letbenede som mange af hans øvrige betragtninger ifølge Riis. Kun en grundlæggende statsomvæltning ved dræning af den sump, som holder danskerne ufrivilligt fanget i et spin af udygtig styring og forkerte idealer, vil være vejen frem.
Uhrskovs betragtninger løser ifølge Riis ikke Danmarks problemer fra bunden (hvilket udtryk Nye Borgerlige ofte anvendte for år tilbage som udtryk). Når man stadig har henlagt magt og målsætning hos udygtige, og for danskerne værdiløse mennesker som Frederiksen og Løkke Rasmussen, så fortjener man ikke nogen eksistensberettigelse, jævnfør det indledende citat.
Hvordan vi så når over broen til den anden side af statsomvæltningen, overlades det til læseren selv at fundere over. Det spørgsmål får stå, men befriende ærlig læsning fra en fritænker som Riis afsluttende med et smukt digt af Kaj Munk. Og man spørger sig selv: Hvorfor udkommer sådanne tanker ikke på et førende bogforlag i alle landets boglader. De venstreorienterede boganmeldere ville have rigtig godt af at blive skubbet ned i den tankemæssige afgrund, de burde ligge i. Lad det sidste stå for min egen regning.
Men, jeg kan varmt anbefale at erhverve sig Riis Knudsens bog, hvis man vil erhverve sig en dybere viden fra højrefløjen i Danmark. Upopulære betragtninger lever til fulde op til sin titel på hver en side på Bøger fra forlaget Ordsmeden