Når vi taler om åbenlyse diktaturer, er vi ikke i tvivl: Der er en grund til, at diktatorer vil herske, nemlig at de er diktatorer. Diktatorerne er optaget af at bevare magten for enhver pris. Hvad de skal gøre for at sikre dette mål kan skifte efter omstændighederne. Normalt er det nok med rå undertrykkelse, men virker det ikke, finder de på noget andet. Skoleeksemplet er Mao Zedongs kampagne ”Lad hundrede blomster blomstre og hundrede tankeskoler kappes”, der blev lanceret i 1956. Den kommunistisk tyran opmuntrede nu borgerne til at komme med forslag til landets forbedring. Det skulle de ikke have gjort, for året efter slog Mao ned på dem, der havde afsløret sig som samfundshjælpere. Det skete i forbindelse med en ny kampagne rettet mod ”højrekræfterne”.
Men da den menneskelige natur er den samme, uanset hvor vi kigger i verden, er der ingen grund til at antage, at vore lokale magthavere har andre prioriteter end Maduro i Venezuela, Xi i Kina, Putin i Rusland eller de islamiske galninge overalt. Nogle af dem mener måske, at de repræsenterer den eneste rigtige vej til lykkelandet (ikke at forveksle med Løkkelandet) – eller i det mindste til penge i egen lomme – men de har én ting til fælles: De vil for alt i verden beholde magten, og alt hvad de foretager sig, er dybest set midler til at nå deres mål.
Når de danske medier alle mener det samme om alle afgørende spørgsmål, er det ikke, fordi deres redaktører har tænkt dybt over tingene eller ligger inde med nogen særlig viden, men fordi de vil beholde deres tvangsudskrevne skattestøtte, ikke lægge sig ud med EU og gerne vil inviteres til de samme cocktail-parties som deres kolleger. Enhver redaktør, der vover at bryde med konsensus, kommer ud i kulden. Det ved alle, og alle ved, på hvilken side smørret kommer på brødet.
I disse tider kan vi konstatere, at næsten alle førende gammelmedier i Danmark og globalt hælder til venstre eller det yderste venstre. De har nemlig fornemmet, at venstrefløjen af klimatosser, antisemitter, Muhamed-tilbedere, woke-entusiaster og Trump-hadere svinger taktstokken, og at der skal et overmenneskeligt mod til at bande i enhedskirken. Det samme gælder politikerne, der hver morgen står op for at høre, om DR har noget ufordelagtigt at sige om dem, eller om Politiken skriver noget, der giver dem tynd mave.
I Danmark har vi ingen Mao, men vi har EU-agtige medier, hvis hovedbestræbelse er at udhænge enhver, der antaster deres ideologiske hegemoni.
En sjælden gang kommer der en politiker, som har gennemskuet magtstrukturen og er besluttet på at gøre op med den, fordi han har tanker om et bedre samfund – ligesom dem fra Maos ”hundrede blomster”. Sådan en er Donald Trump, som derfor har fået alt, hvad magthaverne kan mobilisere, på nakken. Det må undre, at de ikke for længst har taget livet af ham.