Det offentlige danske sundhedsvæsen fortsætter sin deroute. De akutte problemer med ventelister, aflyste operationer, problemer inden for brystkræft, mave-tarmkræft, urologisk kræft og lungekræft, unødvendigt amputerede lemmer, personalemangel og opråb fra sygehuspersonale om stærkt kritisable forhold fylder mediebilledet hver uge. Sundhedsvæsenet kan ganske enkelt ikke levere varen til borgerne, og når problemerne afdækkes, bliver det mødt af halve og hele usandheder fra regionerne. Offentligheden vildledes, og man forsøger at dække over og tilsløre problemer.
Manglende sammenhæng i behandlingen
Sundhedsvæsenets strukturelle opbygning med tre adskilte systemer – sygehusene, kommunerne og de praktiserende læger – resulterer i en silo-tænkning, hvor man har svært ved at prioritere sammenhæng, samarbejde og opmærksomhed om samtlige dele af behandlingen. Patienter udsættes alt for ofte for unødige undersøgelser og udsigtsløse behandlinger, fordi der ikke er læger, der har et samlet overblik over behandlingen. Patienterne ender derfor som svingdørspatienter og kastebolde, som ingen griber, fordi der mangler sammenhæng i indsatsen. 11 pct. af de patienter, der hvert år udskrives efter behandling på danske sygehuse, oplever at blive genindlagt inden for 30 dage, fordi regioner, kommuner og praktiserende læger er uenige om, hvornår patienterne er færdigbehandlede og kan udskrives.
Dårlig organisering og ledelse
I sundhedssystemet spildes der millioner af timer på bureaukrati. Behandlingsforløbene er brudt op i faglige og organisatoriske domæner, der forsvares af de respektive ”kongeriger” med store tab i vidensdeling og omkostningseffektivitet til følge. Én af de helt store tidsrøvere i sundhedsvæsenet er de tusinder af vejledninger og instrukser, som medarbejdere på landets sygehuse skal navigere rundt i, og som i detaljer fastsætter, hvem der skal gøre hvad i forbindelse med de undersøgelser, behandlinger og andre arbejdsopgaver, der udføres. De mange tjek og kontroller, der udføres på sygehuse, bruges ikke mindst til at snyde systemet, så de enkelte afdelinger kan dokumentere, at de har nået deres produktivitetsmål. Og mens mængden af dokumentation, kontrol og algoritmestyrede målinger vokser, bliver der mindre tid og plads til omsorg og faglighed.
Sygehusafdelingerne er i den grad overadministrerede. Det sundhedsfaglige personale ser i dag stort set ikke patienter, men er beskæftiget med at deltage i møder, gennemføre lederuddannelser (op til 6 års varighed) og seminarer uden den ringeste betydning for patientbehandlingen. Flere og flere læger har ”administrative” dage, hvor tiden går med planlægning af ”inspektormøder” til pseudomonitorering af uddannelsesmiljøer, uddannelsessamtaler om ”de syv lægeroller” med dertil hørende logbog, afsnitsledelse, it-optimeringsdage inkl. fortvivlede forsøg på at redde Sundhedsplatformen samt deltagelse i luftige projekter og diverse administrative arbejdsgrupper. Den andel af arbejdstiden, som overlæger bruger på patientrelateret arbejde, er faldet fra 64 pct. i 2011 til 55 pct. i 2020.
Uligheden gennemsyrer sundhedsvæsenet
Uligheden gennemsyrer det danske sundhedsvæsen fra vugge til grav. I Danmark findes der fem selvstændige hospitalsvæsener – ét i hver region. Og derudover i virkeligheden også 98 forskellige kommunale sundhedsvæsener. 1,8 mio. danskere, svarende til 30 pct. af Danmarks befolkning, bor i områder, hvor der er problemer med at sikre praktiserende speciallæger til alle borgere. I 2024 manglede der 2.000 speciallæger på sygehuse, i almen praksis og speciallægepraksis, især inden for gigtsygdomme, demens, psykiatri og kræftbehandling. Det skaber længere ventelister, der rammer skævt og skaber ulighed i sundhed. Sygeplejedækningen er tyndest i områder, hvor der bor mange ældre, og hvor der er en høj andel af mennesker med psykosociale udfordringer. Patienter får, alt afhængigt af hvad de fejler og hvor de bor, forskellig behandling og opmærksomhed i det danske sundhedssystem. Hertil kommer, at når adgang til behandling kræver, at man logger på med MitID og svarer på beskeder i e-Boks, skabes der en ny form for ulighed i sundhed – en digital underklasse, der ikke kan deltage.
Kriterierne for omfordelingen af sundhedsressourcerne mellem regionerne er også skæve. Region Hovedstaden, hvor borgerne generelt er de sundeste, de yngste og de rigeste sammenlignet med borgerne i andre regioner af landet, er den region, som trænger mindst, men som får mest. Det er regioner med den ældste og mest syge befolkning samt det mest skrøbelige sundhedsvæsen, der bliver forfordelt i udligningsordningen. Det er en omvendt Robin Hood, hvor man snupper ressourcer fra de fattige og giver dem til de rige.
Personalemangel presser sygehuse
Selv om der er ca. 225.000 ansatte i det offentlige sundhedsvæsen, klages over personalemangel. En af årsagerne er de planøkonomiske overenskomster, der betyder, at de danske offentligt ansatte hospitalslæger har en arbejdsuge på 37 timer, mens man i de øvrige EU-lande arbejder op til 48 timer. Lægerne er jævnligt nødt til at aflyse planlagte operationer, behandlinger og konsultationer, fordi der mangler personale. De elendige forhold i sygehusvæsenet betyder, at sygeplejersker i tusindvis forlader faget og dropper job på sygehusene, der tvinges til at lukke senge ned og parkere stadig flere patienter på ventelister. Mens der er en udpræget mangel på såkaldte ”varme hænder”, vokser antallet af ”kolde hænder” – administrative akademikere og chefer i sundhedsvæsenet – år for år.
Sygehusene er nedsparede og nedslidte
Hver gang sygehusdriften ses efter i sømmene, åbenbares der et grimt billede af inkompetent driftsledelse, hvor kapitalapparat slet ikke udnyttes optimalt. Kostbart udstyr som scannerne, strålekanoner og andet avanceret apparatur, som ikke mindst er indkøbt til at styrke kræftbehandlingen, står ubrugte hen på sygehusene i store dele af døgnet – selv om der er patienter, der står i kø og har behov for at blive undersøgt og behandlet. Patienter på danske hospitaler behandles i bygninger, der nærmest er ved at falde fra hinanden. Utætte vinduer, nedslidte ventilationsanlæg, udtjent sanitet, stoppede afløb, dryppende haner, ødelagte radiatorer, skimmelsvamp og fire mand på samme stue med toilet på gangen i stedet for flotte enestuer er normen.
På Rigshospitalet og Herlev Hospital er bygninger og anlæg så nedslidte, at der jævnligt opstår nedbrud og driftsstop. Forskellen på de nye supersygehuse og de 80 pct. landets gamle, udtjente hospitaler er til at få øje på. En stor del af dem er over 50 år gamle, har ikke været holdt ved lige og forfalder. Politisk prioriterer man nemlig ikke renovering af de ældre bygninger. I det politiske system er der større fokus på at bygge nyt, hvor man kan stå og smile til fotografen, mens der er lidt mindre fokus på den daglige vedligeholdelse.
Innovation bremses af sundhedspersonalet
Danske politikere fremkommer med en masse fantasifulde visioner om, at telemedicin, kunstig intelligens, personlig medicin og brug af big data snart vil være hverdagen. I det virkelige liv går det imidlertid meget langsomt med at få implementeret innovative sundhedsløsninger, fordi offentlige institutioner ikke tør implementere nye teknologier uden langsommelige beslutningsprocesser samt omfattende dokumentation og pilotprojekter. Fra det første succesfulde pilotprojekt om Tele-KOL i 2005 og til national udbredelse i 2022 gik der f.eks. 17 år.
I regionerne er der større prestige i at udvikle egne løsninger frem for at implementere eksisterende løsninger fra andre regioner. Udviklingen af digitale løsninger bremses – ikke af patienterne, men af sundhedspersonalet. Bremsen ligger i forhold til, hvem der har juridisk ansvar for patienter, der er i hjemmet, og frygten for at miste kontrollen. Juridiske barrierer skaber desuden tvivl om, hvilke data, der må deles. Innovationen hæmmes også af manglen på digitale kompetencer blandt de ansatte. Mange ledere og medarbejdere har hverken evner eller villighed til at tage digitale og teknologiske virkemidler i brug. Hertil kommer, at talrige og halvdårlige IT-systemer i sundhedsvæsenet ikke taler sammen og lægerne har ikke lært, hvordan de skal bruge big data og kunstig intelligens. Der mangler kort sagt incitamenter i systemet, der gør det fordelagtigt både at udvikle og udbrede nye løsninger, der forbedrer arbejdsgange og behandling.
Problemer i psykiatrien koster milliarder
Problemerne i psykiatrien er mange og velkendte: Behandlingsudbuddet kan ikke følge med efterspørgslen, der mangler sengepladser, syge patienter bliver udskrevet og genindlagt, og indsatserne hænger ikke sammen. Halvdelen af arbejdstiden på landets psykiatriske akutmodtagelser bliver brugt på patienter med misbrugsproblemer. Selv om psykiske sygdomme og misbrug bør behandles samtidigt, bliver den patient, der udskrives, kastebold mellem to systemer: misbrugsbehandling i kommunen og psykiatrisk behandling i regionen. Man har i årevis forsøgt at få de to systemer til at spille sammen, men uden resultat.
Psykiske lidelser tegner sig for 25 pct. af den samlede sygdomsbyrde i Danmark og koster hvert år det danske samfund 110 mia. kr. Heraf går cirka 25 mia. kr. til egentlig behandling. Langt den største del, nemlig 85 mia. kr., er omkostninger på arbejdsmarkedet og til sociale ydelser i tabt produktion, langvarigt sygefravær, nedsat arbejdsevne, førtidspensionering osv.
Uværdig overbelægning på sygehusene
Uværdig overbelægning på danske sygehuse fortsætter med at plage patienter og personale trods klare politiske løfter. Ældre, skrøbelige patienter samt syge børn og kvinder er i store tal henvist til at ligge på gangene, på propfyldte stuer eller i skyllerum, hvor de behandles og passes af fortravlede medarbejdere, som har svært ved at nå alle deres opgaver. Ældre, der er færdige med deres behandling, parkeres i en sygehusseng. Det er ikke alene et problem for de patienter, som ligger og venter på at komme hjem eller få anvist plejehjemsplads, men også for sygehusene, der har brug for sengene på de medicinske afdelinger. Flere steder fifler myndighederne med belægningstal ved at ændre på definitionen på overbelægning, så problemerne kan fremstå mindre alvorlige.
Rådden kultur i sygehusvæsenet
Det danske sygehusvæsen er et råddent system med en rådden kultur, menneskelig forråelse og respektløs opførsel. En stor del af sygeplejeuddannelsen foregår i praktik, hvor de studerende opflaskes med den rådne kultur. Det skaber grobund for, at kulturen både opretholdes og videregives. ”Den forråelse, jeg møder blandt de ansatte, kan ikke kureres med penge”, skrev en tidligere sygeplejestuderende i Berlingske med henvisning til en episode på Sjællands Universitetshospital. ”En lægesekretær står i døråbningen, og en sygeplejerske sidder ved en computer, da en anden kommer ind på kontoret og udbryder: ’Hold kæft, ham Mogens på stue 52 er godt nok klam. Nu er det tredje gang, han skider i bukserne. Da der var stuegang, og jeg gik forbi sammen med lægen, lå han og pressede mere lort ud’. Hun laver en grimasse, der får hendes kolleger til at grine højt”.
Akutmodtagelser lukker dørene
Et bærende princip i det offentlige sygehusvæsen har altid været, at døren til akutmodtagelsen er åben døgnet rundt, men det er slut. Flere og flere akutmodtagelser tager timeouts og lukker dørene for visse patienter i en periode på grund af travlhed. Det sker ofte, at patienter med akut sygdom sendes i stedet til andre sygehuse op til 100 kilometer væk. De grumme historier fra akutmodtagelserne over hele landet står i kø. Akutlægerne kan ikke levere den behandling, som de mener, at deres patienter har ret til, og som de ønsker at tilbyde dem. Enkelte akutlæger har sagt op i protest. Politikernes løfter om at løse problemerne er ikke indfriet. Derfor ender selv hjertesyge patienter på ca. 90 år med at vente i akutmodtagelsen i 15 timer, før de får hjælp.
Patienter nægtes ny medicin
Danmark har et medicinsk prioriteringsråd, Medicinrådet, som nægter patienter ny medicin, der skønnes at være for dyrt i forhold til effekten. Formålet er at få dæmpet de hastigt voksende medicinudgifter, som presser økonomien i sundhedsvæsenet, og som har tvunget regionerne ud i flere sparerunder. I 2018 traf Patienterstatningen en afgørelse, der slår fast, at man kan sige nej til medicinsk behandling af dødstruede patienter, der lider af en sygdom, som er dyr at behandle. Nye lægemidler giver både bedre sygdomsbehandling og længere levetid, men som land bruger Danmark en faldende andel af sin indkomst på lægemidler. Det placerer Danmark på en 39.-plads og derved tredjesidste plads i OECD. Sundhedsvæsenet er jo i krise, og der skal spares.
Samtidig med, at danske patienter nægtes ny medicin, spildes der enorme mængder af eksisterende medicin for milliarder af kroner. Der er et massivt mørketal på dette område, idet man i Danmark mangler et samlet overblik over, hvad medicinspild koster, og hvad man i stedet kunne få for pengene.
Tusindvis af patienter dør af lægefejl
Tusindvis af danske patienter rammes af alvorlige lægefejl, som ender med at koste dem livet. Af de mellem 50.000 og 60.000 mennesker, der dør i Danmark om året, dør ca. 1.200-3.000 af skader under deres indlæggelse. Lægefejl indrapporteres som utilsigtede hændelser. I alt blev der rapporteret 326.416 såkaldt utilsigtede hændelser i 2021. Året før lød tallet på 293.113 hændelser. Cirka 60 pct. af hændelserne omhandler medicinfejl. Det kan f.eks. være, at en patient ikke får sin medicin, eller at doseringen er forkert.
Flere hundrede efterladte har de senere år fået tilkendt store erstatninger, fordi deres ægtefæller, forældre eller andre nære slægtninge er døde på grund af lægefejl. Flere efterladte kunne få en økonomisk kompensation på op til flere millioner kroner for deres tab, hvis de var klar over, at det er muligt at få erstatning. Fejlbehandlede patienter snydes imidlertid for den erstatning, som de ellers har krav på, fordi personalet ikke anmelder sagerne af frygt for sanktioner. Står det til SVM-regeringen, skal ansatte som læger og sygeplejersker ikke længere have pligt til at indberette de fejl, der bliver begået i arbejdet med patienter. I et lovforslag lægger Indenrigs- og Sundhedsministeriet nemlig op til, at sundhedspersonale ikke længere skal indberette lægefejl til Dansk Patientsikkerhedsdatabase.
Behandlingsgarantien uden garanti
Under behandlingsgarantien har alle ret til behandling inden for 30 dage. I praksis betyder det, at patienter med milde skavanker ofte prioriteres foran patienter med svære, betydende lidelser. Ikke fordi de har mere brug for det, men fordi de har ret til det. Og selv om alle patienter i Danmark har ret til hurtig behandling enten på et offentligt eller privat hospital, hvis ventetiden er for lang på et offentligt sygehus, fratager det offentlige patienter deres behandlingsret, idet det offentlige sygehusvæsen af ideologiske og økonomiske årsager ikke henviser patienterne til privathospitaler med henblik på rettidig behandling.
Rettidig behandling er vel at mærke ikke ensbetydende med helbredende behandling. Det danske sundhedsvæsen bruger nemlig formuer på medicin og behandlinger, der ikke virker eller ligefrem skader patienterne. Undersøgelser viser, at op mod 90 pct. af de behandlingstilbud, man har i sundhedsvæsenet, er uden klar dokumentation for gavn. Og det skønnes, at omkring 20 pct. af det, man gør, er overflødigt eller direkte skadeligt.
Regionsmafiaen holder sundhedsvæsenet i et jerngreb
Hospitalerne i Danmark styres af fem regioner med femdobbelt administration, femdobbelt politikerstyring og med i alt 135.000 ansatte. Selv om regionerne bruger skatteydernes penge, har de vigtigere hensyn at tage end hensynet til patienterne og skatteyderne. Da de selv er sygehusejer, har de en stærk egeninteresse i selv at levere sundhedsydelserne på trods af, at disse kunne fås bedre og billigere på privathospitaler og klinikker. Af ideologiske og pekuniære årsager forhindrer regionerne imidlertid en udvikling, hvor de kan få konkurrence.
Det eneste, som regionerne er villige til at acceptere, er små forbedringer af eksisterende ydelser inden for den eksisterende forretningsmodel, organisatoriske ramme og overordnede paradigme. Det som de ikke vil acceptere, er nye produktionsformer og organisatoriske rammer, som kan levere sundhedsydelser markant bedre og billigere. Regionernes kulturelle forståelse er nemlig, at innovation ikke handler om at gøre tingene billigere, men dyrere. Og derfor har regionerne meget lidt incitament til radikal innovation. Hvert år får sundhedssektoren tilført flere penge, men resultatet er hver gang, at danske sundhedsydelser bliver dyrere, men ikke bedre.
Planøkonomisk sundhedsvæsen kan ikke effektiviseres
Når sundhedsvæsenet er presset i bund på alle fronter, skyldes det sundhedsvæsenets politisk styrede indretning, manglende politiske prioriteringer, dårlig organisering og ledelse, et omfattende bureaukrati med mange ledelseslag og ineffektiv ressourceudnyttelse. Det danske sundhedsvæsen er i sin grundstruktur planøkonomisk og minder meget om sovjetisk planøkonomi, hvor man fastsætter nogle produktionsmål uden hensyn til, hvorvidt det, der produceres, også er det, forbrugerne vil have. Al fornyelse i sundhedsvæsenet er igennem de seneste år blevet anskuet som spareøvelser med fokus på, at personalet skal løbe stærkere, og at indkøb skal være billigere. Det er en målrettet fejlsatsning, som danskerne ikke får et bedre sundhedsvæsen af, men som i stedet bidrager til en negativ, selvforstærkende spiral.
Når ingen reformer kan effektivisere det danske sundhedsvæsen, skyldes det den overflødige og omkostningstunge ledelseslag af sygehusansatte, der har etableret sig tungt i hele systemet. For disse læger og sygeplejersker er en flot karriere og gode lønninger ikke knyttet til patientbehandling, men derimod til varetagelse af en lang række andre funktioner, som på ingen måde bidrager til arbejdet på stuegang eller i ambulatoriet. De sidder tungt på monopolet og afviser ethvert forsøg på at effektivisere og konkurrenceudsætte sundhedsvæsenet for at beholde deres privatøkonomiske fordele og velerhvervede privilegier.
Deres allierede er fagforeningerne, der nidkært modarbejder alle forsøg på effektivisering. De vogter på faggrænser og rettigheder, så arbejdsfordeling og -tilrettelæggelse ikke kan ændres, når det måtte være hensigtsmæssigt. De modsætter sig automatisering og digitalisering – på det seneste bl.a. robotassistance og kunstig intelligens – der vil kunne erstatte medarbejdere eller afhjælpe manglen på medarbejdere. De offentlige overenskomstforhandlinger resulterer derfor altid i ekstremt detaljerede overenskomster, der lægger landets offentlige sygehuse i en spændetrøje både med løn og arbejdsopgaver, så lokale ledere er ude af stand til at lede og fordele arbejdet med udgangspunkt i den virkelighed, de står midt i. Offentligt ansatte får ca. samme løn uanset, hvor godt, eller skidt, de gør det, og borgerne bliver taberne, fordi overenskomsterne centraliserer beslutninger og fjerner lokalt ansvar. Da markedsmekanismerne i sundhedsvæsenet er sat fuldstændig ud af kraft, er der ikke nogen interesse for at gøre tingene til den bedste pris. Som erstatning har man så regler, regler og masser af regler.
Privathospitaler er velfærdssocialismens fjende
Problemet med det frie valg i Danmark er, at kommunerne og regionerne, der både bestiller behandlinger og driver sygehuse, har en dobbeltinteresse i at “købe ind” hos sig selv i stedet for at gøre brug af privathospitaler. Reelt holder de derfor private aktører ude af markedet, selv om de private aktører er bedre og billigere. På sundhedsområdet kan danske privathospitaler udføre standardiserede behandlinger til omtrent halvdelen af, hvad omkostningerne er i det offentlige. En analyse fra CEPOS viser, at mens udviklingen på de offentlige hospitaler er gået i stå, præsterer de private hospitaler fremragende resultater. På blot fire år har de private hospitaler øget aktiviteten med 30 pct., samtidig med at antallet af ansatte kun er steget med 20 pct. Bag succesen ligger en simpel, men effektiv opskrift: Regeringen har stillet krav om lavere priser som betingelse for flere ressourcer. De samme krav er ikke blevet stillet til de offentlige hospitaler.
Selvom antallet af henvisninger til privathospitaler er stigende, fylder privathospitalerne kun omkring 1,5 pct. af den samlede økonomi i sundhedssystemet i Danmark. De inddrages kun som et nødvendigt onde for at reducere kapacitetsproblemer og etablere en sikkerhedsventil for utilfredse patienter. Mens patienter må vente længere og længere på at modtage behandling, står flere privathospitaler med tomme operationsstuer og må opsige medarbejdere, mens patienter venter i uger og måneder. Privathospitaler får ganske vist mange patienter til udredning, men de ryger tilbage på ventelisterne til behandling i det offentlige, mens operationsstuer på de privathospitaler står tomme. Løsningerne er klar, men det offentlige sundhedsvæsen sætter systemet før patienten. En anden mulighed er behandling i udlandet, men hos danske læger er der ingen respekt for udenlandske kompetencer eller ydmyghed over for deres egen formåenhed. Man oplever lægernes afstandtagen som en beskyttelse af hospitalets ansvar. Lægerne anbefaler ikke behandling i udlandet, for så står hospitalet med regningen.
Sundhedsreformen er et vælgerbedrag
Den opreklamerede sundhedsreform trådte i kraft den 1. juli 2025. Fem regioner er reduceret til fire, idet der er etableret en storregion Østdanmark. Herudover skal der etableres 17 sundhedsråd. Hele reformen bærer præg af en politisk studehandel, hvor der er taget allehånde usaglige politiske hensyn til valgkredse og uddelt en hel masse politiske ben. Facit er en uklar ansvarsstruktur og endnu mere administration, end der er i dag. Danmark har et indbyggerantal i størrelsesorden som stor-Hamburg, så det er uklart, hvorfor der er behov for fire regioner med tilhørende regionsråd og 17 sundhedsråd, som alle skal have administrativ betjening og naturligvis passende honorarer.
Forandringerne i sundhedsvæsenet vil i bedste fald tage mange år. Ambitionen er, at der skal være mindst 1.500 flere læger i Danmark – men først i 2035, altså om 11 år. Og de nye kronikerpakker med særlige patientrettigheder såsom en ret til hurtig behandling, kommer også først til at gælde om flere år. KOL-pakken skal gælde fra 2027, diabetes-pakken fra 2028 og pakken til hjertepatienter fra 2029. Men fra nu af vil regeringen, når der opstår problemer i sundhedsvæsenet, kunne henvise til det brede forlig og den store reform, som alle er enige om tager adskillige år at implementere. For en længere årrække er der med andre ord indgået en ”våbenhvile” på den vigtige politiske slagmark, som sundhedsvæsenet altid udgør.
Sundhedsmafiaen har intet at frygte
I det kommissorium, som regeringen har givet Strukturkommissionen, står der, at udviklingen ”kræver fundamentale forandringer” i sundhedsvæsnet. Flere eksperter, organisationer og politikere har imidlertid advaret mod at kaste sundhedsvæsenet ud i alt for store forandringer. ”Jo tættere vi kommer på deadline for regeringens udspil, desto mere hører vi fra flere og flere aktører, at det egentlig går godt nok i dag. At de nuværende sundhedsklynger egentlig fungerer godt nok alligevel. At arbejdsdelingen mellem regioner og kommuner egentlig er ok, som den er. Diskussionen bevæger sig i retning af, at det sundhedsvæsen og den struktur, vi har i dag, måske slet ikke er så skidt. De etablerede aktører i kommuner og regioner kæmper for at bevare deres opgaver”, sagde Strukturkommissionens formand, Jesper Fisker, til Jyllands-Posten.
I SVM-regeringen tænker politikerne kun på det kommende folketingsvalg og deres egne genvalgsmuligheder. De har derfor forståeligt nok absolut ingen appetit på et opgør med det regionale og kommunale bagland, hvis liv afhænger af, at de nuværende strukturer på sundhedsområdet ikke ændres alt for meget. Man skal derfor ikke forvente, at SVM-regeringen vil tage et opgør med den magtfulde sundhedsmafia i regionerne og effektivisere det fallerede sundhedsvæsen.
Miseren i sundhedssystemet vil fortsætte
Danmarks sundhedssystem er et misfoster, som har vokset sig større og større gennem årene. Hver gang systemet støder på et problem, bevilger den til enhver tid siddende regering systemet penge. Milliard efter milliard sendes hvert år til et sygt, samspilsramt sundhedssystem. I stedet for at gennemføre ægte reformer af systemet, vælger politikerne en behandling, som kun forstærker symptomerne. Eftersom sundhedssektorens problemer altid afhjælpes med flere midler, kan sundhedsmafiaen læne sig tilbage og undlade at effektivisere i håbet om fremadrettet at modtage endnu flere penge. Alt imens betaler skatteyderne mere og mere for sygehusvæsenet, uden at det giver bedre sundhedsydelser og flere behandlinger. På trods af en stigning på 9 pct. i antallet af ansatte på offentlige sygehuse, herunder 15 pct. flere læger, siden 2019, er antallet af behandlede patienter forblevet uændret, og indlæggelser og ambulante ophold ligger stadig væsentligt under 2019-niveau. Der er altså ikke tvivl om, at danskerne får mindre ud af sundhedsvæsenet pr. skattekrone.