Hjernedød hyldest
Weekendavisens unge journalist Andreas Esbjørnsen har bedrevet en lang artikel tilhørende den hagiografiske genre. I det ordrige skrift har journalisten fået så mange rosende ord om Ishøj Kommune med hjem til citat, at man må undre sig over, at han og resten af det danske journalistkorps ikke for længst er flyttet til den kommune, der om få år vil have et flertal af ikke-danskere.
46 pct. har i dag ikke-dansk baggrund, mens hele 72 pct. af de nyfødte har en mor, der ikke er dansk. Velkommen til en ny by, hvor avisen træffer en beboerforeningsformand på 79 år med dansk baggrund, som i sin tid som formand gennem 14 år er ”blevet truet på livet og har fået kastet en sten gennem ruden, og for halvanden måned siden blev han slået ned af en somalisk mand.”
Formanden svarer hertil, at ”uanset hvad folk siger, er jeg hamrende stolt af området. Det er fantastisk, at vi kan være så mange og samtidig have så få problemer, som vi har.”
Hamrende stolt?
Smilende tørklædekvinder
Stockholmsyndromet findes vist ikke kun i Stockholm. Længere henne udtaler han, at ”jeg ved, at det kun er et fåtal, som kan finde på den slags.” Altså, blandt somaliere.
Ghettolisten er noget værre noget, får vi så at vide, men ikke af de grunde, man ville tro. Næ, skandalen er, at der overhovedet laves en så ondskabsfuld liste:
”Det er ekstremt skadeligt for området at komme på den ghettoliste, siger Wagn Bernhardt Jensen og vinker til to kvinder i tørklæder, som smiler og vinker tilbage. Sidste gang Vejleåparken kom på listen, var der fire danske familier, som sagde deres lejekontrakt op og flyttede. Udelukkende fordi de ikke ville have, at deres børn skulle vokse op i ghetto,” fortæller Wagn Bernhardt Jensen.
Ikke noget at være bange for
Ind i artiklen træder så en kurder, der istemmer, at vi herhjemme taler for meget om indvandrere og efterkommeres overkriminalitet, mens to udefrakommende danskere, der arbejder i kommunen, får sagt, at “der er ikke noget at være bange for.” Den ene hedder Maja la Cour Brandt, som udtaler med et skævt smil. “Det er stadig dansk, men selvfølgelig på en anden måde.”
Derpå serveres avisens læsere mere af samme skuffe: “Jo, der er flere forskellige indtryk og kulturer, men jeg synes bestemt, at jeg kan mærke danskheden. Jeg føler, at jeg går rundt på meget dansk grund,” siger Brian Larsen og henviser blandt andet til mængden af Brøndby- og landsholdstrøjer.
Den socialdemokratiske borgmester Merete Amdisen kan passende levere det sidste citat. På spørgsmålet om overrepræsentationen i kriminalitetsstatistikkerne svarer hun, at ”når man er lokalpolitiker og borgmester, er du jo helt derude, hvor borgerne lever deres liv. For mig er det jo ikke bare tal på et regneark.”
“Det er rigtige mennesker. Hvis man kender historien bag, hvorfor nogle mennesker kan blive trukket ind i kriminalitet, så er det lettere at forstå og handle på, end hvis man sidder 20 kilometer væk på Christiansborg og aldrig har mødt de mennesker, som statistikken taler om.”
Hvad skal vi efterhånden kalde den slags forvildelse?
Passivformens totale sejr
Mit ordforråd kommer til kort. Se nu bare alle de stakler, der kan ”blive trukket ind i kriminalitet”.
Passivformen har alle dage været brugt af fornægterne af virkeligheden.
Artiklen i Weekendavisen er absurd. Den mindre kyndige læser efterlades med indtrykket af, at det da er helt fint for en dansker at bo i en kommune, hvor samme dansker snart kommer i mindretal. Etnisk og kulturel fremmedgørelse, rystende overkriminalitet, især vedrørende grov vold og seksualforbrydelser, elendige skoleresultater på gruppe-niveau med alt, hvad deraf følger ignoreres næsten fuldstændigt.
Weekendavisen er i sandhed legeplads for de fleste bysmarte ignoranttyper på venstrefløjen.
Måske det er på tide helt at skifte navn?