I sidste uge var der en yngre mand, som på Christianshavns Torv, skreg efter mig, at jeg skulle rejse hjem til hvor jeg kom fra.
Jeg er født på Rigshospitalet her i København, men jeg forstod godt mandens råberi: Vi har ikke brug for jøder her.
Skrigeriet på Torvet er helt på linje med det parti, De frie Grønne, som nu stiller op til Borgerrepræsentationen i København. De går til valg på en total opløsning af den jødiske stat Israel, uanset hvor meget fred, som Trump-fredsplanen i disse dage medfører.
I Berlin 1938, der skulle zionistiske jøder nægtes at bo ikke alene i Berlin, men i hele det nazistiske Tyskland.
I København 2025, har et dansk opstillet parti, i sit program, at man ønsker, at alle zionister skal ud af København.
Jeg har boet i København hele mit liv, bortset fra næsten to år under 2. Verdenskrig, hvor jeg på grund af nazisternes jødeforfølgelser, sammen med min far og mor samt storesøster, måtte flygte i en fiskekutter fra Dragør, for at komme i sikkerhed i Sverige. Jeg har brugt en stor del af mit liv til at bekæmpe alle racistiske og nazistiske tendenser. Ja, jeg har også engang været formand for Folkebevægelsen mod Nazisme.
Alligevel kunne jeg for kort tid siden, på en folkevalgt politikers Facebook, læse beskyldninger om, at jeg havde en nazistisk tankegang.
Statsministeren har på det seneste sagt, at borgere ofte generer, truer og chikanerer politikerne. Og det er selvfølgelig helt uholdbart. Men, måske er tidspunktet også kommet til, at vi får set på trusler og beskyldninger fra folkevalgte politikere mod andre folkevalgte. Og hvordan pokker, kan det mon være, at der slet ikke er nogen som har reageret mod beskyldninger mod mig om at være nazistisk?
Hvordan kan det mon være, at alt for få tør sige fra, overfor den stigende racisme og antisemitisme?
En af mine gode jødiske bekendte, forlod for tre uger siden Danmark. Hun oplevede, at jødehadet i Danmark var blevet uudholdeligt. Og som zionist, der ønskede at jøder skulle have ret til et eget hjemland, flyttede hun derfor til Israel.
Hun er ikke den eneste, som på grund af antisemitisme, i de senere år, er blevet presset ud af Danmark. Desværre.
Og I Malmø er mere end halvdelen af byens jøder flygtet, fordi et overvældende flertal af muslimerne i Malmø, har fremprovokeret, at man ikke vil eller ønsker, at leve sammen med jøder.
Jeg vil gerne bringe en advarsel: Vi er snart på vej mod den samme situation i København og hvis ikke der i visse dele af f.eks. den københavnske befolkning, sker en markant holdningsændring, hvor der vil være respekt og plads til alle religiøse minoriteter, så må man se i øjnene, at 400 års periode med jøder i Danmark, lakker mod enden.
Det havde jeg også mulighed for at understrege i en god samtale med H.M. Kong Frederik. Man må jo ikke referere fra personlige samtaler med Kongen, men så meget kan jeg da sige, at Kong Frederik i den grad lever op til de traditioner, som Kongehuset har i relation til sin omsorg for det jødiske mindretal.
Og der er i øvrigt mange gode eksempler på Kongehusets indsats. F.eks. fra 2. Verdenskrig.
Og hvad ligner det, at danske jøder, statsborgere i Danmark, bliver gjort ansvarlig for en krig i Mellemøsten. Det er lige så absurd, som at ville gøre danske muslimer ansvarlige for tidligere tiders myrderier i Algier.
Da terrororganisationen Hamas, som Enhedslisten og Mogens Lykketoft har støttet, angreb Israel den 7. oktober 2023, havde jeg besøg af mit barnebarn fra Israel. Hun havde lige afsluttet den obligatoriske militærtjeneste i Israel i I.D.F. og skulle på to måneders ferie og sprogkursus her. Det blev nogle sørgelige to måneder. Hun var virkelig chokeret over at se den store opbakning til Hamas og blev også ked af det, da hun hørte demonstrerende grupper på Nørrebro i København, ønske død over ikke alene I.D.F. som hun jo selv var en del af, men også dødstrusler mod danske jøder. Men, de palæstinensiske trusler blev belønnet. Man fik en Palæstinas Plads midt på Nørrebro.
I dag to senere har jeg besøg af et andet barnebarn fra Israel. Jeg håber, at det bliver signalet til en forhåbentlig fredfyldt tid i Mellemøsten. Men, for at etablere en varig fred, så nytter det jo ikke at have som målsætning, at den jødiske stat skal udslettes. Stridens parter må lære at respektere hinanden og leve side om side.
For de som ikke ved det, så er navngivningen af pladsen her, til Israels Plads, sket, fordi den israelske befolkning, ønskede at sende en tak til det danske folk, for deres fantastiske indsats med at redde 7000 danske jøder fra at ende i Hitlers KZ-lejre.
Dette historiske minde er gang på gang forsøgt torpederet.
Seneste politikerønske er, at Israels Plads ikke længere skal hedde Israels Plads. Hvad pladsen så fremover skal hedde, er uvist. Debatten fortsætter – også i det nye år. Og hvis sammensætningen af Borgerrepræsentationen fortsat er såvel anti-jødisk som anti-israelsk, så er intet sikkert længere. Jeg kan ikke udelukke, at det historiske minde om Israels Plads fjernes – og vi måske næste gang – står samme sted, og måske på en Gaza-Plads.
At det går i den retning, kan man med god grund frygte. For to dage siden, besluttede Københavns Borgerrepræsentation med stemmerne 40 mod 14, at man nu vil gå videre med forslaget om, at der på Palæstinas Plads på Nørrebro, skal opsættes et monument, som ikke alene kommer til at fortælle om den palæstinensiske historie, men som også vil sætte Israel og jøderne i et uforsonligt lys.
I stedet for at arbejde for, at de religiøse minoriteter, som bor i København og Danmark, kommer til at bo sammen i større fordragelighed, så puster man til den racistiske og antisemitiske ild.
Og de 40 politikere vil for øvrigt gøre Palæstinas Plads mere mellemøstlig. Nu vil man også plante oliventræer på Palæstinas Plads.
Det er mange af de samme politikere, som den 8. oktober 2023, nægtede, at lade Københavns Rådhus flage med det israelske flag, til minde om de mere end 1200 bestialsk myrdede israelere og andre.
Og det er nogle af de samme politikere, som i sidste uge, foreslog, at Borgerrepræsentationen skulle holde et minuts stilhed for dræbte civile i den nu forhåbentlig afsluttede krig.
Men, Det Radikale Venstre, sagde, at de kun ville mindes de palæstinensiske civile ofre. Ikke de israelske ofre.
Det blev dog for meget for et politisk flertal, så det endte med, at et minut stilhed naturligvis skulle omfatte minde om alle omkomne – uanset deres oprindelse.
Mit ønske i dag er, at vi alle kommer til at se en bedre fremtid i møde. Men, også
danske ledende jødiske talsmænd, må indse, at ganske vist er det altid frugtbart med en god dialog.
Men, det er altså ikke ligegyldigt med hvem af politikere eller muslimer danske jøder holder dialog med.
Det er meningsløst at foregøgle, at der kan komme noget godt ud af at samarbejde med personer, som er toneangivende i kampen for Israels udslettelse.
Det er tåbeligt at tale om bekæmpelse af antisemitisme med personer, som selv deltager i jødefjendtlige demonstrationer og