Halvdelen af politiets efterforskere føler sig ikke rustet til at bekæmpe økonomisk kriminalitet, skriver Berlingske.
”Kriminalitetsbilledet bliver til stadighed mere komplekst. Tusindvis af sager om økonomisk kriminalitet bliver aldrig nogensinde efterforsket til bunds. Og nu viser resultatet af en medlemsundersøgelse , som Politiforbundet har foretaget, at stribevis af efterforskere ikke føler sig godt nok rustet til kampen mod økonomisk kriminalitet.
Politiforbundets medlemsundersøgelse viser også, at kun en fjerdedel af efterforskerne mener, at de har gode værktøjer til at efterforske sager om økonomisk og it-relateret kriminalitet – eksempelvis bruger politiet et sagsstyringssystem fra 1993.
Adam Diderichsen har selv en fortid i politiet og arbejder i dag som politiforsker på Forsvarsakademiet, og han mener, at tallene er bekymrende. ’Det er da et kæmpe problem, og det gælder især, når det kommer til økonomisk og it-relateret kriminalitet. Der mangler massivt efter- og videreuddannelse. Der har ikke været det kompetenceløft i politiet, som der ville være brug for, hvis man skulle gøre det godt på det her område. Det er sådan, virkeligheden er’, siger han”.