Torsdag ved 17-tiden blev en motorcyklist målt til at køre 128 kilometer timen på Tune Landevej i Greve, hvor man må køre 80 kilometer i timen.
Føreren, en 22-årig kvinde fra lokalområdet, havde ikke kørekort til stor motorcykel, så hun blev sigtet for kørsel uden førerret til denne kategori og for at køre for stærkt.
Motorcyklisten var på vej til havnetræffet i Roskilde, men blev gjort bekendt med, at turen stoppede her.
Alene hastighedssagen koster en bøde på 3.600 kroner og et klip. Dertil kommer bøde for kørsel på den for store motorcykel.
Ung mand på nippet til at miste kværnen
Et par timer senere målte en færdselsbetjent på Tjærebyvej mellem Tjæreby og Tune ved 19-tiden en motorcyklist, som kom blæsende med alt for høj fra i en 60 kilometerzone.
Målingen lød på 120 kilometer i timen, og motorcyklen blev stoppet.
Føreren, en 21-årig mand fra lokalområdet blev sigtet for at køre for stærkt, men han var heldig. Fra farten trækkes et tolerancefradrag på tre procent, så derfor endte det ikke med at blive en sag om vanvidskørsel.
I stedet fik han en bøde på 6.600 kroner og en betinget frakendelse af førerretten.
Udover bøder på tilsammen 10.200 kroner skal begge motorcyklister desuden betale 500 kroner i bidrag til Offerfonden.