Foran 73.000 tilskuere tilgav Erika Kirk sin mands morder ved mindehøjtideligheden for Charlie Kirk. Det var et vigtigt øjeblik. Her stod en kristen enke, der midt i sin sorg fandt styrke til at sige: “Jeg tilgiver ham, fordi det er, hvad Kristus gjorde.” Det er Kirk med rette blevet hyldet for. Til gengæld er Donald Trump blevet kritiseret for at indrømme, at han ikke kan elske sine fjender.
Men kritikken hviler på en falsk modsætning. Tilgivelse og retfærdighed er ikke hinandens modsætninger. De er to sider af samme mønt, der sammen skaber et civiliseret samfund.
Tilgivelsens væsen
Erika Kirks ord var ikke et udtryk for svaghed eller naivitet. Kristen tilgivelse handler ikke om at undskylde forbrydelsen eller opgive kravet om retfærdighed. Den handler om at befri sig selv fra hadet, der ellers ville sætte sig som rustpletter i sjælen og langsomt fortære den. Som Kirk selv udtrykte det: Hun ville ikke have sin mands morder på sin samvittighed (gerningsmanden risikerer dødsstraf).
Denne tilgivelse fratager ikke samfundet dets ansvar for at straffe forbrydelsen. Tværtimod.
Det kristne verdenssyn har altid skelnet mellem hjertets tilstand og statens opgave. Korset selv er beviset: tilgivelse og dom i balance. En nation, der kun tilgiver uden at straffe, bliver lovløs. En nation, der kun straffer uden at tilgive, bliver grusom.
Trumps tale i det politiske register
Hvad så med Trumps tale?
Trump talte hverken som præst, offer eller terapeut. Han talte som politisk leder med ansvar for millioner af amerikaneres sikkerhed. Hans tale var hverken rørende eller dyb som Kirks eller J.D. Vances. Hans indrømmelse af, at han hader sine fjender, er blevet heftigt kritiseret. Og med nogen ret. Men her overser man to vigtige ting.
Trump undskyldte selv for sin manglende evne til tilgivelse. Den undskyldning blev fulgt af erkendelsen af, at “måske kan Erika lære mig at gå en bedre vej.” Det viste en sjælden ærlighed i politik.
Trump erkendte sine begrænsninger som menneske, men – og her kommer det andet afgørende, mange har overset: Trump talte i et helt andet register end Kirk: Han fastholdt sit ansvar som leder.
For amerikanske borgere behøver ikke en præsident, der kan omfavne alle. De behøver en, der kan skærme dem mod dem, der vil dem ondt.
To registre, ét mål
Det opsigtsvækkende ved mindehøjtideligheden var, at den viste begge registre, den personlige og den politiske. Erika Kirk demonstrerede den personlige tilgivelse, der befrier hjertet fra had. Trump artikulerede den politiske beslutning om at bekæmpe de kræfter, der truer uskyldige liv.
Begge dele er nødvendige. Det personlige register sikrer, at vi ikke bliver fortæret af bitterhed. Det politiske register sikrer, at samfundet ikke bliver fortæret af kaos. Vi kan tilgive i hjertet og stadig kræve straf for loven. Kun når begge fungerer sammen, opstår den balance mellem nåde og retfærdighed, som et civiliseret samfund kræver.
Det står i skarp kontrast til venstrefløjens sammenblanding af registrene.
Da George Floyd døde, krævede de både personlig hævn og samfundsomvæltning. De blandede følelser og politik på en måde, der førte til månedlange optøjer, vold og ødelæggelse.
Den konservative styrke
Konservatismen bygger på den indsigt, at mennesket har både en åndelig og en borgerlig dimension. Den anerkender både menneskets behov for nåde og samfundets behov for retfærdighedens sværd. Sikkerhed og orden.
Denne balance er konservatismens store styrke.
Venstrefløjens hævnkultur og offerpolitik mangler denne nuance. Den kender kun til permanent fjendskab eller total kapitulation. Den forstår hverken tilgivelsens befriende kraft eller retfærdighedens beskyttende funktion.
På den måde var mindehøjtideligheden for Charlie Kirk fin og forbilledlig. Ingen brændte byer eller overfald på uskyldige. Her mødtes kristen tilgivelse og politisk realisme, og den mindede således om nationens – alle levedygtige nationers – grundlæggende etos:
Et frit samfund kræver borgere, der kan tilgive, og ledere, der tør fange, dømme og straffe forbrydere. Til højre og til venstre.
Af Kasper Støvring