En 41-årig mand er tirsdag ved Retten i Glostrup idømt en straksdom på et års fængsel for omfattende ældrebedrageri begået sammen med flere medgerningsmænd.
Manden erkendte at han havde være med til at svindle 19 borgere for omkring en million kroner.
Bedragerierne fandt sted i Københavns-området, hvor gerningsmændene under påskud af at være fra politiet lykkedes at franarre borgere deres betalingskort og pinkoder.
Formildende omstændigheder
”Dommeren lagde i formildende retning vægt på, at den 41-årige havde tilstået alle forhold, og han fik derfor en klækkelig straf-rabat” siger anklagerfuldmægtig Trine Tesch.
For at imødegå denne type svindel opfordrer Københavns Vestegns Politi borgerne til følgende:
- Udlever aldrig betalingskort, pinkode eller MitID til andre
- Husk at hverken banker eller politi vil bede om at få kort eller koder udleveret
- Afbryd samtalen eller luk døren, hvis nogen vil have dine kort eller koder
- Kontakt din egen bank eller et betroet familiemedlem, hvis du er i tvivl
- Mistænker du svindel, så kontakt politiet på 114
”Vi opfordrer til, at man især taler med sine ældre familiemedlemmer om disse råd, da vi ofte ser, at svindlerne går målrettet efter ældre borgere,” siger politikommissær Carsten Knudsen.
Da der fortsat er medgerningsmænd på fri fod, blev retsmødet afholdt bag lukkede døre.
Efterforskningen i sagen fortsætter, og den dømte har taget betænkningstid i forhold til en eventuel anke til landsretten.