Facebooks skraldespand

Facebooks skraldespand


Det er en sej og utaknemmelig opgave, hvis man prøver at sprede lidt sundt fornuft i den danske diskurs. Det fremgår tydeligt af diverse kommentarer på Facebook. Her vrimler det med vanvittige udsagn, så som at overfaldet på Israel den 7. oktober 2023 var aftalt mellem Hamas og Israel. Vi må altså forstå, at den israelske regering bevidst ofrede 1200 af Israels indbyggere, men hvis det var tilfældet, hvorfor forlanger Israel så de resterende gidsler udleveret?

Og hvad har Hamas fået ud af, at de fleste af terrororganisationens ledere og aktivister er blevet dræbt? Indgik det også i den påståede aftale?

Men det hele giver selvfølgelig mening, hvis man som Adolf Hitler antager, at de som ind i helvede lumske jøder kan udtænke de mest diabolske planer. Og det er netop i den retning, det meste af Europa bevæger sig. Hvis der ikke fandtes en velbevæbnet jødisk stat, kunne man godt genåbne Auschwitz.

En anden skriver, at Donald Trump er kontrolleret af Benjamin Netanyahu, som har kommandoen over USA’s væbnede styrker. Det er godt gjort af manden fra Jerusalem.

Og så er der den gamle traver, at Israel begår folkemord i Gaza – en vandreløgn, der har gjort stort indtryk på en række europæiske ledere, bl.a. Ursula von der Leyen og Englands uduelige premierminister Keir Starmer, som nu vil belønne Hamas ved at anerkende ”den palæstinensiske stat”.

Israel begår aldeles ikke folkemord. Landet er nødt til at føre krig mod en modstander, der stik imod krigens love bruger civile som skjolde og gemmer sig i hospitaler og moskeer, hvilket naturligvis medfører, at mange ikke-kombattanter bliver dræbt. Hvortil kommer, at terrororganisationen har indfanget og mishandlet talløse israelske gidsler. Hvordan forventede jødehaderne, at Israel ville reagere?

Men propagandaen har gjort sin virkning, og Israel har snart ikke andre venner end USA.

Som led i sine bestræbelser på at lefle for Englands muslimer agter Keir Starmer at anerkende de lokale shariadomstoles jurisdiktion. Der skal med andre ord indføres en delt retshåndhævelse – en for muslimer og en anden for de andre. Et interessant spørgsmål bliver, hvem der skal effektuere shariadomstolenes afgørelser. Skal det være det britiske politi, eller skal imamerne også have deres eget politi, deres egne fængsler og ret til at gennemføre fysiske afstraffelser og henrettelser af homoseksuelle og gudsbespottere, som shariaen dekreterer?

Man kan snart forvente hvad som helst, mens England og det meste af Europa hurtigt glider ned af dumhedens sliske.

Og mens vi er i gang med Facebooks besynderlige kommentarer, må vi ikke glemme det altfortærende had til Donald Trump. Han fængsler folk uden dom, er der nogen, som påstår. Han vil indføre censur, skriver en anden. Hvor mon de har disse historier fra? Er det fra de danske medier, der beskriver Trump som den inkarnerede djævel?

Eller er det snarere sådan, at et årtis unisone danske mediehad til Trump har overbevist de dummeste danskere om, at man frit kan udslynge de mest afsindige påstande?

Vi får nok aldrig en ædruelig debat, før vi fjerner enhver mediestøtte og lader de såkaldte journalister selv afsætte deres produkter til et betalingsvilligt publikum.



Source link