Efter at have læst Kent Andersens artikel “Fra fællesskab og forståelse til fraktionering og borgerkrig”, var der et øjeblikkeligt behov for at tage hans kloge overvejelser og observationer fra makro- til mikroniveau – altså gulvniveauet, hvor du og jeg bevæger os hver eneste dag.
Der er ikke meget, man skal sige eller udtale i en bestemt politisk retning, før man er i fare for at blive åbenlyst skældt ud eller få et par på skrinet.
Mig – en “højreekstremist”
Forleden dag, på den lokale fodboldpub, stort set under en fodboldkamp, bragte min sidemand amerikansk politik og NRK’s dækning af mindehøjtideligheden for mordet på Charles Kirk op, som han syntes var alt for omfattende.
– Hmm, svarede jeg. – Ja, den var ret omfattende, og i hvert fald med hensyn til at nedgøre Trump og, ja, endda mord offeret Kirk. Så du ikke studierapporterne?
– Ja, svarede min sidemand. Alt for bred dækning.
Jeg var falskt enig og tilføjede med en smule sting: – Alt for meget skidt mod hele mindesamværet, den myrdede mand, og Trump og hans folk, efter min smag.
Så gik det op for ham: – Så du er enig med Trump, du støtter ham? Er du Trump-tilhænger??
Jeg kiggede på min sidemand, noget overrasket – for han var tydeligvis opspilet – og bekræftede med forbehold: – Ikke ligefrem en tilhænger, men jeg tror, han har mange gode ting at byde på.
Min fjernt bekendte sidemand fnøs hånligt, tog sin cola og satte sig et andet sted. Et par andre, jeg ikke kendte, flyttede sig også – som jeg forstod det – så de ikke behøvede at sidde ved siden af en næsten fascist, i hvert fald én fra den “ekstreme højrefløj”.
Stempling er “in”
Fordi det i stigende grad er sådan, de fleste AP, SV, MDG og mange, mange flere mennesker ser på en person, der vover at sige, at de støtter Trump og hans politik i større eller mindre grad. Generelt må det fremover betragtes som en risiko, at sige noget positivt om folk som Trump og den afdøde Kirk.
Nu er det ikke kun forbeholdt ND-folk og Konservative at udtrykke støtte til, i det mindste dele af, Trumps politik, ikke mindst inden for udenrigspolitik, men de er de eneste, der vover at gøre det højt. Mange langt ind i socialdemokratiet gør det samme i deres stilhed (og fortæller kun folk, de stoler fuldt og fast på). Men konsekvensen af at sige sådanne ting højt, er at blive stemplet som højreradikal eller ekstrem højrefløj.
Personligt synes jeg, det er mærkeligt at blive kaldt det, jeg, der aldrig har stemt konservativt, men for det meste har afgivet mine stemmer i midten. Et sted, hvor jeg også opfatter, at store dele af de Konservatives og ND’s politik ligger – og bestemt ikke til højre for de Konservative.
Men hvis man bliver stemplet, så må man bære det.
Israel = paria
Stampning, udstødelse og at sætte folk “udenfor”, og de hårde fronter, som Kent Andersen beskæftiger sig med i et mere globalt perspektiv, er ikke nyt. Men i dag skal der ikke meget til, før man bliver et mål og aktivt udsat for disse stærke front-skabende mekanismer.
Bare hør: Over et bord på en kendt café i Oslo for et stykke tid siden, fik jeg chancen for at sige, at jeg udmærket forstod, at Israel tilsyneladende rykkede hårdt frem i Gaza, hvor krigere og civile ikke kan skelnes fra hinanden.
Manden, der har stemt på SV hele sit liv og indtil i dag havde betragtet mig som en ven og allieret, sagde: – Er du på Israels side i denne kamp?
Jeg svarede, voksende vred: – Ja, selvfølgelig. Enhver med en smule historiekendskab ville gøre det.
Manden, der er professor i socialantropologi, svarede: – Ja, og jeg hører dig skrive i Document. Jeg nikkede og gjorde mig klar til at gå, da “min ven” tilføjede: – Vi taler ikke mere. Jeg vil ikke have noget med dig at gøre længere.
Jeg behøver næppe at tilføje, at jeg svarede “tak i lige mål”. Og sandheden er, at jeg ikke har hørt et pip fra den SV-er fra Blindern i det år, der er gået siden “sammenstødet”, som skulle være en hyggelig middag blandt venner.
Kun “tossede” støtter Trump
En anden tidligere kollega spurgte mig noget begejstret i telefonen forleden, om jeg kunne være så tosset, at jeg støttede Trumps angreb på ytringsfriheden. Jeg svarede, at nej, jeg var der nok ikke, primært fordi jeg ser Trump som en forsvarer af ytringsfrihed (læs Charlie Kirk), og at demokrater og globalister tydeligst stod for dette, som jeg så det.
Så svarede han: – Kan du ikke se, at Trump vil mundbinde alle, der udtaler sig kritisk om ham?
– Nej, det ser jeg ikke, i hvert fald ikke endnu, svarede jeg og tilføjede et spørgsmål om, hvor han fik sin viden fra.
– Nå … det var det, mumlede han sarkastisk, og da jeg antydede, at det måske var fra NRK /DR og lignende medier, bandede han og fik en hadefuld tone under stemmen. Så sagde jeg, at det var nok, og jeg lagde på – midt i tiraden.
Ja, ja, sådan går dagen nu engang, som man siger her jeg bor. Jeg kunne blive ved, det er nemt at skrive længe, men jeg vil forsøge at holde mig til pointen endnu engang. Så er det måske rigtigt at fremhæve en kommentarartikel, som Hans Rustad skrev mandag, med titlen “Gud er tilbage”. I sandhed en meget god titel, som vores hårdtslående og samtidig følsomme redaktør faktisk forbedrede i konklusionen, lidt længere nede i teksten. For der stod: “Europa valgte Hamas – USA valgte Gud”. Det kan nok ikke siges mere præcist, uanset om man mener det ene eller det andet.
Men denne mulige titel blev for stærk, da jeg nævnte den på den samme fodboldpub mandag eftermiddag. Jeg fik den kolde skulder. Nu er det snart kun redaktøren for Bibelselskabet, der vil sidde ved siden af mig og se fodbold og diskutere politik og problemstillinger i aviserne. Udstødt på egen grund og hvad man i det mindste kan kalde en meget neutral arena, politisk set. Men åbenbart ikke længere. Vi er i en anden tid, den intolerante tidsalder, tiden med mental borgerkrig.
BEMÆRK … Jeg glemte: Der er faktisk en anden person, der er enig med mig. Det er min faste bartender gennem mange år i fodboldklubben, han hedder Sahid, og han kom fra Pakistan – via Marokko og Spanien til Norge – i midten af 1970’erne og har haft utallige klubber rundt om i byen siden den tid.
Nu, i en alder af 74 år, har han kun den lokale fodboldpub tilbage. Han havde hørt noget af snakken og tøvede: – Jeg er enig med dig, sagde han, loyal i blik og stemme, og tilføjede: – Du ved, jeg stemte på Fremskrittspartiet!
– Ha, ha, det gjorde jeg ikke. – Jeg stemte på Krf, svarede jeg, og vi grinede begge to.
Kjøp «Et konservativt manifest» av Jordan Peterson her!