Danmark skal huse våbenfabrikker til Ukraine, og onsdag meddelte statsminister Mette Frederiksen så, at Danmark vil anskaffe langtrækkende missiler. Reaktionen kom prompte fra den russiske ambassadør Vladimir Barbin, der anser den danske beslutning som vejen til en farlig eskalationsspiral i Østersøen. Det er det velkendte sikkerhedsdilemma, der også har udløst krigen i Ukraine. Det, der for os er en måde at sikre os, udgør for de andre en trussel. Og omvendt.
Danmark er et af de europæiske lande, der går forrest i konflikten med Rusland, men er et af de svageste led i kæden. Det er rigtig dårlig småstatspolitik under en stormagtsrivalisering, når man ikke har de andre NATO-lande 100 procent bag sig. Den, der lever skjult, lever bedst. Nu fokuserer Rusland i stedet skarpt på lille Danmark.
Hvor er den offentlige debat om risikoen ved denne kurs? Hvor er diskussionen om, hvorvidt Danmark har den nødvendige rygdækning fra sine allierede til at indtage en så eksponeret frontløberrolle?
Som i de foregående års debat om Ukrainekrigen stilles de afgørende spørgsmål sjældent og stort set ikke af de bærende medier, deres journalister og de eksperter, de henter ind.
Den store tavshed
Flemming Rose har i Ræson leveret en knusende kritik af den danske mediedækning af Ukraine-krigen. Hans hovedpointe er enkel: Der har slet ikke været nogen reel debat.
Medierne har totalt svigtet deres grundlæggende opgave som samfundets kritiske vagthund. De er forvandledes til logrende hunde for regeringen.
Det er naturligvis forståeligt, at danskerne ønsker Ukraine det bedste. Men pressens rolle er ikke at fungere som regeringens megafon. Medierne skal stille de ubehagelige spørgsmål, udfordre de officielle forklaringer og kontrollere, hvordan skatteborgernes penge bruges. I stedet har dansk journalistik været præget af ukritisk medløberholdning.
Rose sammenligner situationen med Den Kolde Krig, hvor truslen mod Danmark var langt større end i dag. Men debatten var friere. I dag er faren mindre, men tavsheden total. Dengang eksisterede der en aktiv opposition i form af venstrefløjen og fredsbevægelsen, som konstant pressede regeringen til at forklare og begrunde sin politik. Denne kritiske modvægt har været fuldkommen fraværende under Ukraine-krisen.
Konsekvensen er åbenbar: Politikere og eksperter har kunnet komme af sted med at påstå hvad som helst, så længe det passede ind i den accepterede fortælling. Så længe man bare råbte ‘Slava Ukraini!’ højt nok, kunne man tilsyneladende sige hvad som helst uden at blive udfordret.
Kritiske røster er blevet stemplet som putinister eller anklaget for at underminere Ukraines kamp. Det har skabt en situation, hvor man nærmest bliver betragtet som landsforræder for at stille spørgsmål til den officielle linje. Skulle Putin en dag påstå, at 2+2=4, ville det øjeblikkeligt blive brandmærket som et farligt russisk narrativ.
Rose peger på, at denne ensretning har gjort det umuligt at forklare den nuværende situation. Statsminister Mette Frederiksen har gentagne gange proklameret, at der ikke findes noget alternativ til ukrainsk sejr uden nogensinde at blive udfordret på denne kategoriske påstand.
Nu viser virkeligheden sig mere kompliceret end den officielle fortælling, og medierne står hjælpeløse tilbage.
Realismens ubehagelige sandheder
Særligt har man ekskluderet og hånet realisterne. Men deres forudsigelser om krigens udvikling har desværre holdt stik:
Rusland er ikke smidt ud af Ukraine, tværtimod har Rusland overhånden.
Rusland har ikke mistet evnen til at true andre lande, tværtimod er Rusland nu en større trussel end før krigen.
Den liberale verdensorden er ikke revitaliseret, tværtimod er Vesten mere svækket og alene, og ikke-vestlige stater har fundet sammen i alliancer.
Sanktionerne har ikke hindret Rusland i at føre krig, tværtimod er flere europæiske lande i energikrise, selv om de køber mere gas fra Rusland, end de donerer støtte til Ukraine.
Vesten har ikke styrket sin mulighed for at projicere magt globalt, tværtimod er traditionelle alliancebånd svækket, fx til Indien.
Og så videre…
Disse udviklinger var ikke uforudsigelige for dem, der så nøgternt på konflikten fra begyndelsen. Men deres advarsler blev fejet af banen som “russiske narrativer.”
Villemoes og dobbeltmoralen
Der kunne nævnes rigtig mange eksempler. Lad mig bare nævne journalisten Søren Villemoes fra Weekendavisen som repræsentant for det problematiske i dansk krigsjournalistik.
Han har været meget vedholden i sin kritik af realisterne. Samtidig skrev Villemoes selv optimistiske artikler om Ukraines muligheder i krigen inspireret af analytikere som Lawrence Freedman, der tog grundigt fejl i sine vurderinger.
Da det begyndte at gå skidt for Ukraine, blev Villemoes bemærkelsesværdigt tavs. Han skrev ikke kritisk om dem, der havde ment, at Rusland kunne smides ud af Ukraine. Han forholdt sig ikke til dem, der troede på de ukrainske sommeroffensivers succes, eller dem der fulgte Lloyd Austin i troen på, at krigen ville fratage Rusland evnen til at true andre lande. Men det er selvfølgelig meget lettere at kritisere dem, der så sort på fremtiden, end at forholde sig til dem, der malede den lyserød.
Mønsteret er klart: Villemoes angriber “realisterne” – dem han og de fleste ikke kan lide – men skåner sine ligesindede venner. Det er ikke god journalistik. Hans selektive objektivitet og partiske neutralitet er symptomatisk for mediernes grundlæggende problem.
I stedet må det overlades til andre end velbetalte journalister at skrive om de reelle forhold i Ukrainekrigen, som blandt andre Uffe Kaels Auring..
Gruppetænkning i frontlinjen
Danmarks rolle i Ukrainekrigen kræver en åben debat. Vi har placeret os så langt fremme i konfrontationen med Rusland, at vi risikerer at stå alene ved en eskalering. Det var ikke ligefrem en klog strategi at udfordre en stormagt – der har avancerede våben (herunder 6.000 atomvåben) og evne til at føre ødelæggende hybridkrig – uden at sikre sig en bred, allieret opbakning først.
Gruppetænkning i krisetider kombineret med en frontløberrolle bliver potentielt katastrofalt. Nu står vi voldsomt eksponeret for russiske modangreb, mens debattens fravær gør det langt sværere at manøvrere klogt i den farlige situation, vi selv har været med til at skabe.