Merete Skar har i “Olsok – Norges kristne arv lever” skrevet om Olav den Hellige og kristningen af Norge. Skars kommentar har inspireret mig til at gøre mig nogle overvejelser – først om situationen i vores eget land og derefter om situationen i den vestlige civilisation som helhed. Dette er den første af tre dele.
Flugten fra Gud
En realistisk forståelse af situationen kræver, at vi indser det meningsløse i at tale om Norge som et “kristent land”. Norge blev kristnet, og Norge blev afkristnet – det opsummerer situationen. At kalde det moderne Vesten for en “kristen civilisation” er lige så meningsløst. Man må være enig med den colombianske forfatter Gómez Dávila, som så, at den civiliserede verden var ved at blive “halvt bordel, halvt fangehul og halvt cirkus”.
Den civilisation, vi lever i nu, er dekadent og døende – ja, det er tvivlsomt, om vi overhovedet kan kalde det en civilisation, eller om den overhovedet er værd at “redde”.
“Kristendommen er den vestlige civilisations styresystem.” Disse ord blev sagt af Ayyan Hirsi Ali. Og hun har ret. Den vestlige civilisation opstod som en kristen civilisation. Vi skal huske en af de vigtigste læresætninger i evangelierne: “Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet følge.” (Matthæus 6:33) Vores civilisation blomstrede, fordi vi først søgte Guds rige og satte det åndelige aspekt af mennesket først. Alt andet fulgte af det. Flugten fra Gud er derimod et metafysisk selvmord, som fører til civilisatorisk undergang.
Fra barbari til civilisation
“I en tid præget af rodløshed og moralsk forvirring kan en påmindelse om kampen for Guds rige være på sin plads.” Sådan begynder Skars kommentar.
Rodløshed og moralsk forvirring er en kronisk tilstand for det moderne menneske. De bånd, der forbinder os med vores forfædre, er blevet skrøbelige. Vi har mistet vores historiske bevidsthed og er blevet fremmedgjorte over for os selv. I særdeleshed har vi mistet vores forståelse af at være en kristen nation. Vi befinder os i en postkristen æra, der repræsenterer et radikalt brud med alt, hvad der er gået forud for os. Men hvis vi skal have en fremtid, må vi først have en fortid. Hvis vi skal have noget håb om at fortsætte “kampen for Guds rige”, må vi først og fremmest genoplive vores historiebevidsthed.
Skar fortsætter: “Kristendommen blev gradvist forankret i samfundet, om end ofte mere i ydre skikke end i indre tro.”
Norge har været en kristen nation, fordi kristne værdier har været nedfældet i love og institutioner, men i hvor høj grad kan vi sige, at nordmændene har været et kristent folk? Den kristne tro som en levende, aktiv tro har altid været forbeholdt et mindretal, mens flertallet har accepteret religionens værdier og moralske praksis – for det meste uden at kritisere troens sandhed, men også uden megen kapacitet til dybere spiritualitet eller religiøs refleksion.
Skar skriver videre, at “kristendommen slog dybe rødder, og Norge tog form som en samlet, kristen nation.”
.
Som Skar skriver, opstod Norge som en forenet nation gennem kristningsarbejdet, især gennem dyrkelsen af Olav som helgen. Men hvor dybe var rødderne? Kan kristendommen i Norge have været et overfladefænomen?
Hvad nu, hvis kristendommen var en tusindårig anomali, og svækkelsen af den kristne tro betyder, at vi nu vender tilbage til, hvad der er et barbarisk folks naturlige samfundsform?
Kristendommen havde en civiliserende effekt på befolkningerne i Nordeuropa. Det kristne menneskesyn, den kompromisløse holdning til menneskelig værdighed, var en revolution i forhold til den primitive brutalitet, der herskede i vikingesamfundet. Det var ganske vist et retssamfund, men når det kom til stykket, var det den stærkestes ret, der gjaldt. Nationsopbygningen var i høj grad kirkens værk. Kristendommen skabte fred og en stabil samfundsorden, og den bragte vores land i kontakt med den europæiske højkultur, ikke mindst den intellektuelle og politiske kultur. Alle samfundsområder og alt socialt liv var underordnet et højere ideal. Selv kongerne var underlagt en højere myndighed, som begrænsede deres magtudøvelse – om end ikke altid i praksis. Men hvilken “højere myndighed” skal nu sætte grænser for vores politiske lederes magtbegær?
Nordeuropæerne blev aldrig civiliserede på samme måde som sydeuropæerne; hos os var civilisationen altid en tynd fernis. Kristendommen formåede alligevel at holde barbarernes urkraft i skak og skabte en samfundsudvikling, som ellers ville have været umulig. Den moderne nation Norge er et produkt af århundreders civiliserende effekt af kristendommen. Men nu, hvor kristendommen har mistet så meget af sit greb om menneskeheden, oplever vi så ikke en tilbagevenden til vildskaben og det primitive?
Kristendom og magt
I Romerriget blev de kristne forfulgt i lang tid – ikke fordi de tilbad en anden gud, men fordi de nægtede at tilbede Cæsar som en gud. Derfor blev de betragtet som oprørere og forrædere og som en trussel mod statens autoritet. Ingen totalitær eller tyrannisk stat vil tolerere dem, der nægter at tilbede staten eller dens afguder. Og ingen transcendente, absolutte og universelle værdier, som kan bruges til at fælde moralsk dom over staten og dens håndlangere, vil blive tolereret – ikke engang i et demokrati. Hvis kristendommen tolereres i dag, er det kun, fordi den er “tæmmet” og ikke udgør nogen trussel mod magten. Men den situation vil ikke vare ved.
Det var blandt andet fra kirken, at der opstod en teoretisk politisk tradition i konstant konflikt med de verdslige myndigheder, som lagde vægt på at definere og begrænse magtens omfang og beskytte individer mod misbrug. Med svækkelsen af den kristne etik er dette genopstået som et problem i vores egen tid med truslen om en stat, der tilraner sig stadig mere indgribende magt – og ikke er bange for at bruge den mod sine egne borgere. Det er blevet mere og mere tydeligt i den seneste tid.
Demokrati i sig selv er ingen beskyttelse mod en udvikling i retning af en amoralsk totalitær stat. Demokrati som politisk styreform er blot en ramme, en proces, en procedure; det har ikke noget moralsk, positivt indhold i sig selv. Staten i sig selv er også moralsk neutral. Indtil for nylig har det kristne værdigrundlag udgjort den positive moralske substans i staten og demokratiet. Med kristningen af landet blev der skabt et pactum sociale, en “social kontrakt”, som indgås af ligesindede, der er bundet sammen af fælles værdier, tro og virkelighedsopfattelse, og som arbejder for det samme fælles bedste.
Kristendommen skabte den sociale virkelighed og de fælles overbevisninger, der gjorde demokratiet muligt i første omgang.
Men demokrati har en naturlig tendens til anarki. Det er en grundlæggende ustabil styreform, som har brug for eksterne værdier – centripetale, “indadvirkende” kræfter – for at skabe balance, så de centrifugale sociale kræfter ikke får overtaget. Når det liberale demokrati kunne fungere, var det, fordi der var et fælles sæt af værdier og moral, som vi havde arvet fra vores kristne fortid. Men når dette kristne fundament er helt væk, vil samfundspagten og det sekulære demokrati heller ikke holde; for hvis den transcendente “overbygning” er væk, svigter den moralske orden også, og i sidste ende vil kun diktatur kunne forhindre anarki.
En afkristnet nation?
Skar konkluderer: “Dette er ikke bare historie. Det er vores levende arv. I en tid, hvor kristne værdier presses ud af det offentlige rum, minder olsok os om, hvad vi engang var – og hvad vi stadig kan være. Et folk forenet i tro, med rygrad og vilje.”
Ja, det er vores nationale arv, identitet, sjæl og vores kollektive hukommelse – ikke noget abstrakt, men “levende”, som Skar skriver. Det er kunst, tradition, skikke, ritualer, tankesæt og alle de materielle kulturgenstande, som udtrykker generationers erfaringer gennem hundreder af år. Men hvor længe vil det vare som vores levende kulturarv? Vi er ved at synke ned i den historiske glemsels mørke. Vores historie bliver hurtigt revet ned – med overlæg og metodisk grundighed. Det er bydende nødvendigt, at vi generobrer vores historiske arvs territorium, for et folk uden historie er blot råmateriale for fremtidens tyranner.
Vi har mistet det åndelige fællesskab, som tidligere skabte samhørighed og social stabilitet. Den kristne tro er ikke længere til stede. Offentlige arenaer er systematisk blevet renset for kristne referencer, og det religiøse har stort set ingen eksistens i folks aktive bevidsthed.
I det omfang, der findes tanker om en højere mening med livet, eksisterer de kun som private tanker og kommer ikke til udtryk i tale, adfærd eller handling. Flertallets eksistensform er praktisk ateisme.
I dag kan vi sige, hvad den franske forfatter Charles Péguy sagde om sit hjemland tilbage i 1910, nemlig at folk ikke længere var kristne på nogen som helst måde. Åndeligt set havde de nået det allerlaveste niveau – ja, helt ned til det absolutte nulpunkt! For Péguy var det et mysterium, hvordan et land som Frankrig, “kristent i hjerte og sjæl”, kunne blive så fuldstændig afkristnet.
Hvis Péguy overdrev lidt dengang, ville hans ord være gyldige for Norge i dag. Når kors og andre kristne symboler fjernes for ikke at støde, når offentlige fora er hermetisk lukkede for kristne synspunkter, når staten ikke prioriterer vores egen tro, selv om den er bekræftet i grundloven, når satanister inviteres til at bruge kirkerummet, når vi har præster, der ikke tror på Gud, og en kirke, der ikke følger Bibelens ord og ignorerer forfølgelsen af kristne – så må vi konkludere, at landet er afkristnet.