Europa står over for den største sikkerhedspolitiske trussel siden Anden Verdenskrig. Derfor sker der nu et “paradigmeskifte” i dansk forsvarspolitik, skriver Børsen.
”Regeringen har truffet en såkaldt principbeslutning om, at Danmark for første gang nogensinde skal opbygge en militær kapacitet i form af langtrækkende præcisionsvåben. Det kan både være missiler og droner.
Med de våben vil Forsvaret kunne ramme mål på stor afstand og f.eks. også nedkæmpe fjendtlige missiltrusler. Det er en type våben, vi ikke har i Danmark. Andre Nato-allierede har det, eller er i gang med at anskaffe det. ‘Forsvarschefen har gjort det meget klart, at Danmark har det samme behov’, siger statsministeren. Hun henviste bl.a. til en trusselsvurdering, som Forsvarets Efterretningstjeneste udgav i februar. Her var vurderingen, at Rusland i løbet af omkring to år vil kunne udgøre en troværdig trussel mod Nato-lande og være klar til at føre en regional krig i Østersøområdet.
Beslutningen kommer blot få dage efter, at det blev offentliggjort, at Danmark også køber et jordbaseret luftforsvar for 58 mia. kr., hvilket var det største forsvarsindkøb nogensinde”.