Weekendavisens jødisk-fødte chefredaktør Martin Krasnik blev forleden passet op på gaden af to Gaza-aktivister, som ville konfrontere ham, idet de var utilfredse med avisens dækning af krigen i Gaza. Hvad de ikke vidste, er, at Krasnik, der er en venstreorienteret jøde, er ekstrem kritisk over for Israel. I maj har han i en artikel i Weekendavisen således skrevet, at ”svaret på, om omverdenen skal reagere kraftigere over for Israel, burde være åbenlyst”. Han skrev desuden, at ”regeringen i Israel både er korrupt, inkompetent og kontrolleret af religiøse fundamentalister”, tog afstand fra bosættelser i Gaza, kritiserede Israels angivelige tilbageholdelse af nødhjælp til gazanerne og opfordrede til at igangsætte forhandlinger om en tostatsløsning.
Hvis Krasnik var amerikansk jøde, ville han sikkert være aktiv i J Street, som er den venstreorienterede jødiske interesseorganisation, der støtter Demokraterne og antisemitiske kræfter, der går ind for Israels udslettelse, og som hader den israelske højrefløj med Bibi Netanyahu i spidsen. USA’s tidligere ambassadør i Israel, David Friedman, kaldte ganske rammende jødiske antisemitter for at være ”værre end kapoerne” (kapoer var jødiske fanger, som hjalp nazisterne i koncentrationslejrene).
Krasnik er dog ikke et enkeltstående tilfælde. Danmarks jødiske samfunds politik har nemlig i årtier været den bizarre, at man med den ene hånd har udskammet højreorienterede politikere, som åbent støtter staten Israel og det jødiske folk, mens man med den anden hånd har omfavnet venstreorienterede politikere og partier, der aldrig har lagt skjul på deres Israel- og jødehad.
I 2009 gik Det Jødiske Samfund med Bent Melchior i spidsen f.eks. sammen med Muslimernes Fællesråd om kampagnen ”Antisemitisme og islamofobi – ikke i vores by!” Bortset fra, at det var himmelråbende naivt og stupidt, var det en våd klud i ansigtet på de få pro-israelske danskere, der var parat til at stille op for jøderne. Det Jødiske Samfund har også flere gange inviteret Enhedslistens Pelle Dragsted med som gæst i synagogen.
Mens Hamas’ terrorangreb den 7. okt. 2023 var et wakeupcall for jøder over hele verden, lever Det Jødiske Samfund og de danske jøder fortsat i den vildfarelse, at bare de føjer den propalæstinensiske godhedslobby, muslimerne, imamerne samt antisemitiske politikere og medier, så vil disse lade dem i fred. De håber, at den muslimske ekstremisme og antisemitisme, der vokser for hver dag og bliver ved med at vokse, forsvinder af sig selv.
Jøderne i Danmark forfølger derfor den traditionelle strategi om at ”dukke nakken” og leve i skjul. De tilpasser sig, skruer ned for det jødiske, tager kalotten af i bestemte situationer, skjuler deres davidsstjerner mv. Forklaringen er, at danske jøder, der har levet i Danmark gennem generationer, er mere danske end israelske. Derfor søger de konsensus, gør indrømmelser, undgår konflikter og møder muslimsk antisemitisme med dialogkaffe, bekymringssamtaler og udstrakt hånd. Overrabbiner Jair Melchior har f.eks. opfordret til at have sympati med de såkaldte “almindelige” palæstinensere velvidende om, at 75 pct. af palæstinenserne i Gaza støtter Hamas og deres massakre den 7. oktober.
Danske jøder bilder sig ind, at sympati for de såkaldte ”almindelige” palæstinensere, forståelse, eftergivenhed, kritik af Israel og Netanyahu samt strategien om at vende det andet kind mod både danske og muslimske antisemitter er vejen til idyllisk fred. Historien viser imidlertid, at det at dukke sig og håbe, at det bare gå over, er en perspektivløs strategi. De værste katastrofer ramte jøderne i Spanien og Tyskland – de to lande, hvor jøderne var bedst integrerede og assimilerede. Det er netop i disse to lande, at jøderne blev udsat for de værste forfølgelser og Holocaust.
Den barske virkelighed er, at danske jøder aldrig vil være i sikkerhed i Danmark, uanset hvor meget de måtte dukke sig, uanset hvor meget de måtte samarbejde med imamerne og muslimske organisationer og uanset hvor mange handleplaner mod antisemitisme de skiftende danske regeringer måtte diske op med.
Danske jøder behøver dog ikke at dukke sig, se sig over skulderen og leve i utryghed i Danmark. I modsætning til tidligere har de nemlig et jødisk hjemland, som er en militær og teknologisk supermagt, og hvor de er velkomne og kan bo i fred. Det vil de aldrig kunne i Danmark, hvor deres situation kun bliver værre. Israel er derfor det eneste sikre land og jødernes eneste garanti – ”den ultimative sikre havn”.
André Rossmann