I denne uge havde jeg en samtale med politologen Frederik Christensen om et af vor tids vigtigste, men også mest ubehagelige spørgsmål: Hvordan skal vi forstå Ukrainekrigen – og hvad kan den lære os om international politik?
I den vestlige opinion er Ukraine blevet til frihedens frontlinje, Putin til ondskaben selv, og krigen til en episk kamp mellem demokrati og autokrati. Men under denne moralske retorik ligger der et dybere spørgsmål: Kunne denne krig have været undgået? For selvom Ruslands invasion var ulovlig og brutal, var den ikke uforudsigelig. I årevis havde realister advaret om, at NATO-udvidelsen mod øst ville fremprovokere en russisk reaktion.
Situationen er håbløs. Intet tyder på, at nogen af parterne kan opnå sine oprindelige mål. Ukraine kan ikke smide russerne helt ud, og Rusland kan ikke dominere hele Ukraine. Alligevel gentager politikere som statsminister Mette Frederiksen mantraet om, at “krigen først er slut, når Ukraine vinder.” Men som senest topdiplomaten Friis Arne Petersen har påpeget, er dette ønsketænkning snarere end ekspertanalyse. De skeptiske realister havde ret fra begyndelsen.
Christensen og jeg diskuterede den tragiske realisme som alternativ tilgang. Det er en anskuelse, der anerkender, at statsledere ofte står over for svære dilemmaer uden gode løsninger, kun valg mellem større og mindre onder. Som forfatteren Robert Kaplan formulerer det: “Man må tænke tragisk for at undgå det tragiske.”
Kernen i tragisk realisme er sikkerhedsdilemmaet. NATO-udvidelsen illustrerer sikkerhedsdilemmaet. Det, der for Vesten var legitime sikkerhedsforanstaltninger, blev af Rusland opfattet som eksistentielle trusler. Både Kennan, Mearsheimer og Kissinger forudså denne udvikling, men deres advarsler blev ignoreret. Nu betaler Ukraine prisen for denne tragiske fejlkalkulation.
Vi talte om kollisionen mellem forskellige goder: Ukraines ret til territorial integritet versus behovet for fred og stabilitet. Kampen for retfærdighed risikerer at smadre landet og eskalere til atomkrig, mens en fredsaftale med landafståelse ville være dybt uretfærdig – men måske det mindre onde.
Forskellen mellem koldkrigsgenerationen og nutidens ledere var også et tema i samtalen. Henry Kissingers tragiske realisme var formet af flugten fra nazismen, mens Condoleezza Rices optimisme stammede fra liberalismens tilsyneladende triumf. Manglen på formative, tragiske erfaringer gør nutidens diplomater dårligere til at navigere komplekse stormagtsdilemmaer.
Som Frederik Christensen konkluderede: At acceptere det tragiske er ikke at opgive vigtige værdier, men at erkende de fundamentale begrænsninger i menneskelig kontrol over historien. I en tid præget af moralske absolutter er der akut brug for den besindighed, som den tragiske realisme repræsenterer.
Af Kasper Støvring