En Jyllandsrejse – Snaphanen.dk

Kim og Lone, nygifte foran Ebeltoft Rådhus, fotos © Snaphanen, klik for helstørrelse

På grund af sygdom, er det nogle år siden, jeg kunne rejse. Bare rejse i Danmark, endsige køre bil. Mit højre ben virkede på grund af en skade i ryggen ikke, så ikke engang et automatgear, kunne jeg betjene. Men for en uge siden kom anledningen, da vi var inviteret til Kim Møllers bryllup på Ebeltoft Rådhus en gnistrende sensommerdag.

Man kan nå rigtig meget på syv dage, når man dels ved lidt om, hvad man kører efter, og dels hele tiden er åben for improvisationer. Jeg skriver også dette, for at fortælle om mine hovedindtryk af landet, efter ikke at have set det i nogen tid. Jeg elsker min fødeby, men jeg må væk af og til. Ud hvor himlen er høj, ikke husene.

Vi var to mennesker udstyret med en bil, en smarttelefon med Airbnb og Bed&breakfast.dk. Hunden måtte blive hjemme, da den er højdrægtig. Det er første gang jeg rejser med en telefon som hjælp, og udover GPS’en gør den rejser meget nemmere og bedre.

Hver dag midt på dagen, satte vi lidt tid af til, hvilken bed & breakfast vi ville bo på den dag. Bestille, betale, overstået og billigt. Jeg vil anbefale Bed&Breakfast.dk. Man kan bruge Airbnb, som har en app, men det er lidt dyrere og man er med til at financiere tre milliardærer i Californien. Lad pengene blive i Danmark, hvorfor skal de tjene på, at jeg lejer et værelse i Horsens?

Første dag ville jeg gense Mols, bjergene, Sletterhage og landsbyerne. Fuglsø Kro, hvor jeg sad nogle somre i 70’erne og kendte de lokale. Om aftenen et storslået bryllup med 40 venner, heraf nogle gamle.

Vi havde fundet et værelse på en bondegård nær Rosenholm og Hornslet. Jeg kunne ikke genkende Hornslet, hvor jeg var en sommer i 1957 hos min tante og onkel og mine fætre. Måske ikke så mærkeligt efter 67 år. Det er ikke min hukommelse, der fejler noget, det var en anden by end den, jeg havde i hovedet.

Så gik vejen over Silkeborg og Skanderborg til Kolding, hvor vi havde fundet overnatning. Derfra ville vi have kurs mod Ribe over alle de steder, vi nu kunne besøge på vejen. Og det var over Lunderskov til Vejen, hvor vi dvælede længe ved det smukke kunstmuseum, og vi var så heldige at falde i snak med direktør Teresa Nielsen om fælles interesser og bekendte.

Jeg havde ikke været der siden en Jyllands rejse i 1982 med billedhuggeren Svend Wiig Hansen, og der var tilbygget siden dengang. Lige ved siden af, var vi inde om Askov Højskole, hvor jeg også var med Svend dengang, og hvor forstanderen hed Helge Skov, der senere blev biskop i Ribe. Vi skulle også se Skibelund Krat, der fra 1864 til 1920 udgjorde Danmarks sydgrænse, inden vi kørte videre. I 1982 kunne jeg lige nå at se litteraturkritikeren og Kierkegaard forskeren Jørgen Bukdahl gå rundt på Askov. Denne gang lå han på Askov kirkegård. Vejret var stadig fantastisk.

Kursen gik mod Ribe, men først ville jeg indenom Seem Kirke på vejen, og se Søren Krarups grav. Den ligger smukt ved indgangen og med udsigt over Ribe Ådal de 5-6 kilometer, der er til Ribe. Domkirkens 60 meter høje tårn dominerer landskabet. Jeg kendte Søren Krarups bøger inden jeg lærte ham at kende for 25 år siden. Han var et af mit livs oplevelser, der kunne fortjene en kronik for sig selv. Jeg tænker tit på ham med stor taknemmelighed. Han var en helt anden, end den Søren, jeg havde set på TV. Varm og morsom. Han var ligesom J.O. Krag ikke venner med TV-mediet, så det ydede ham ikke retfærdighed.

I Ribe blev vi et par dage, for vi var så heldige at finde et værelse i et gammel hus på hovedgaden, med en have der vendte lige ud til Ribe Å. Smukkere kunne det ikke være. Om eftermiddagen kørte vi ud til Kammerslusen, hvor åen løber ud i Vadehavet, og derfra ned til Mandø, hvor vi tankeløst kørte over dæmningen, kun for at opdage at vi måtte vente fire timer på lavvande, for at kunne køre tilbage. Så var der ikke andet at gøre, end at køre Mandø rundt, og spise aftensmad på kroen. Ribe Bryghus laver formidabel øl.

Dæmningen på Mandø’s nordside, hvor man skimter Esbjerg til højre og Sønderho lige under solen

Der er flest får på Mandø

Fra dæmningen på Mandø’s nordside. Til højre skimtes Esbjerg, og under solen Sønderho på Fanø

I Ribe så vi selvfølgelig Domkirken med Carl Henning Pedersens mosaikker, der stadig ærgrer mig noget, og derefter den store ripenser, fotografen Jakob A Riis museum i hans barndomshjem. Hans liv er en bevægelse fra det dybeste mørke og armod til den største anerkendelse, et virkeligt eventyr. Jeg ville også have set Rued Langgards hjem i Gravsgade 21, men det blev desværre ikke til noget.

Med snuden hjem gik det over Christiansfeld og en honningkage i Brødremenighedens Bageri på hovedgaden til Fredericia, hvor vi gik i solen på volden og så så meget af den gamle jødiske kirkegård, som det nu var muligt gennem en låst gitterdør. Sidste nat sov vi i et gammelt byhus i det centrale Horsens.

Det er svært at finde noget at brokke sig over i Danmark midt i august i det fineste værd. Det hele står derude og ligner sig selv, og der er vidunderligt. Mange steder er stadig så tyndt befolkede, at man ikke kan se et hus horisonten rundt, kun de nyhøstede marker. Jeg noterede mig dog alt det forfærdelige nybyggeri, der er kommet i enhver støre provinsby. De samme firkantede betonkasser fra Århus til Kolding.

En anden ting, er befolkningsændringen, der nu er blevet umulig ikke at se. Jeg tænker ikke kun på indvandringen fra tredje verdenslande, men også på noget langt mindre diskuteret: Alle de udlændinge, der der kommet til Danmark via EU ordninger, spaniere, polakker, franskmænd, alle mulige, der arbejder her i stedet for i deres hjemlande.

Det kan være udmærket, men en danskers indtryk er, at meningen med det hele er, at ikke bare skal nationens grænser ikke bevogtes, befolkningen vil med tiden heller ikke være dansk. På gaden i København hører jeg sjældnere og sjældnere dansk, og det er langtfra kun turister, dem kan man altid kende. Jeg skal tit tale engelsk til mennesker af ukendt oprindelse, når jeg går på restaurant. Vi forsvinder som folk, og det gør mig både vred og forstemt. Det var så malurten i bægeret, hvis den skulle være der.

5.89 mio. flere invaliderede på et halv år – Snaphanen.dk

Det er også trist, at biler, som er frihed, bliver stadig dyrere og dyrere. Man kan ikke undlade at føle, dat den frihed de giver, skal være forbeholdt færre og færre. Vi kunne ikke lave denne rejse med tog og bus. Bilen giver mulighed for improvisation, ikke at vide, hvilke oplevelser dagen vil give.

Og nu jeg er ved bilkørsel. Hvilken ukristelig mængde rundkørsler, der er kommet i landet. Alene etableringen af dem har været et gigantarbejde, der efterhånden mest virker som beskæftigelsesterapi. Når de nu bliver umoderne om 30 år, skal andre beskæftiges med at rive dem ned. Ofte står der nogle metalstumper midt på dem, der vistnok skal være kunst.

For ikke at tale om vejbump og vejindsnævringer og alverdens pædagogiske foranstaltninger, der får kørslen til at minde om de biler for børn, der kører rundt på skinner i Tivoli. Nå, så er det heller ikke værre. Står det til World Economic Forum, skal vi alligevel ikke køre bil om 25 år. Millioner af motorvejskilometre i Europa, skal laves om til parker. Alt skal laves om, fordi, fordi, ja, det skal det bare.