Med 30 nye initiativer vil regeringen mindske bureaukrati i foreningslivet og gøre det lettere at være frivillig. Det møder ros fra Landdistrikternes Fællesråd, som kalder det et vigtigt bidrag til at skabe mere liv og aktivitet i lokalsamfund og landsbyer, hvor der er størst behov for det.
Regeringen har i går præsenteret et nyt foreningsudspil Mindre bøvl – mere fællesskab, der skal løsne det bureaukratiske greb om frivillige foreninger. Det møder ros fra Landdistrikternes Fællesråd, som selv har kæmpet for at forbedre rammerne for foreningslivet og frivillige:
– Foreningsliv og frivillighed er et vigtigt fundament i landdistrikterne. Det er foreningslivet og de lokale frivillige, der binder livet sammen i lokalsamfund og landsbyer, og skaber liv og aktiviteter indenfor fx idræt, fællesskab og kultur. Det bliver nu lidt lettere med disse initiativer, siger formand Steffen Damsgaard og uddyber:
– Det er især godt, at man letter dokumentationsbyrden for foreningerne, så foreningslivet og det frivillige engagement ikke drukner i bureaukrati. Når man fjerner bureaukratisk bøvl, frigiver man energi hos de frivillige. Den energi vil igen blive brugt lokalt på det, der betyder noget: At skabe fællesskab, sammenhold og aktiviteter i lokalsamfundet.
– I landdistrikterne er det ofte foreningerne, der er rygraden i fællesskabet. Derfor har det stor betydning, at rammerne nu forbedres, så vi kan bruge mere tid på aktiviteterne og mennesker frem for papirarbejde og foreningsadministration.
Ud over meget foreningsadministration, så fremhæver formanden også muligheden for, at man vil gøre det lettere for foreninger at holde alt fra byfester, kræmmermarkeder til idrætsstævner, som en stor hjælp for foreningslivet.
– Selvom der fortsat er en stor del af befolkningen, der engagerer sig i det lokale civilsamfund, så er tendensen i mange landsbyer, at der er en mangel på frivillige hænder. Dén udvikling vil vi meget gerne vende, og derfor ser vi frem til, at de nye initiativer kan gavne i lokalsamfundene.
– Men udspillet er ikke ensbetydende med, at vi er i mål med at få lettet administrativt bøvl og gjort det nemmere at få tilladelser til aktiviteter og events. Så vi kommer til at fokusere på den endelige aftale, samt hvordan forenklingerne implementeres, så det giver den ønskede effekt, afslutter formanden.