Der var debat i Deadline igen, og igen-igen hørte vi, at Putin ikke ville stoppe krigen, han vil endda gå videre end Ukraine og erobre andre dele af Europa. Det var Samuel Rachlin, der denne gang kolporterede den meget misvisende analyse.
Men når Rusland ikke ønsker fred på europæernes betingelser, skyldes det selvfølgelig, at Rusland har fremgang på slagmarken. Der er til gengæld ikke tegn på, at Rusland vil erobre hele Ukraine endsige Baltikum og andre NATO-stater. Det er da også dumt at hoppe ned i endnu mere kviksand.
Men hvad nu, hvis det er europæerne, der ikke ønsker fred? Forstå mig ret: Alle ønsker en tålelig fredsløsning for Ukraine, men hvad nu hvis europæerne ikke kan og derfor i grunden ikke vil forsvare denne fred?
EDS NOTE: GRAPHIC CONTENT – Burns on the face and hand of a Ukrainian soldier who was injured during fighting with Russian forces on the front line, at stabilization point of Da Vinci Wolves Battalion on Pokrovsk direction, Ukraine, on Monday, Aug. 11, 2025. (AP Photo/Evgeniy Maloletka)
Som Wolfgang Münchau skriver i UnHerd: “Europæiske ledere har ikke de tropper, der er nødvendige for at give ægte sikkerhedsgarantier til Kyiv.” Mens europæiske politikere og kommentatorer svælger i krigsretorik, mangler de den militære kapacitet til at bakke deres store ord op.
Trumps pragmatiske realisme
Trumps møde med Putin og efterfølgende møde med Zelensky og europæiske ledere afslørede en ubehagelig virkelighed. Trump forsøgte indledningsvis med en magtdemonstration overfor Putin, men endte med at erkende det åbenlyse: Han kan hverken tvinge Putin til våbenhvile eller presse Ukraine og EU til at acceptere russiske fredsvilkår.
Derfor har Trump nu sendt aben videre til europæerne. Det tyder på, at han kun vil facilitere fredsprocessen, hvis de andre parter beder om hjælp. Samtidig har han trukket løftet om sekundære sanktioner mod Rusland tilbage i en erkendelse af, at sådanne sanktioner ikke virker. Der er ikke flere effektive sanktioner, man kan iværksætte mod Rusland, derfor må USA sanktionere lande som Indien og Kina. Og det ville være umuligt eller kontraproduktivt.
Trumps tilgang er pragmatisk: Amerika trækker sig gradvist ud af konflikten og overlader ansvaret til europæerne. Problemet er bare, at europæerne ikke kan løfte den byrde.
Europæernes militære virkelighed
Det er her Münchaus analyse har sin rigtighed. At sikre den ukrainsk-russiske frontlinje, der strækker sig over 1200 kilometer, ville kræve mindst 150.000 europæiske soldater. Til sammenligning er den demilitariserede zone i Korea kun 250 kilometer lang.
Tyskland har allerede indrømmet, at landet ikke har kapacitet til at sende tropper til Ukraine. Storbritannien, der gerne udtaler sig bombastisk om sit engagement, kan ifølge tænketanken RUSI ikke engang udruste en fungerende panserdivision på tre brigader. Alene udsendelsen af en enkelt brigade ville opbruge 70-80 procent af den britiske hærs samlede kapacitet.
Europa har simpelthen ikke de militære muskler til at garantere en fredsaftale, uanset hvor højlydt politikerne råber om ukrainsk sejr.
Krigsretorik møder virkelighed
Her træder det europæiske hykleri i karakter. Der har været meget heppekor og megen regimeskifte-fanatisme hos europæiske politikere og medier. Retorikken kræver, at Rusland ikke må belønnes for sin aggression, men europæerne har ingen militær strategi for sejr.
“De bruger passiv form, når de taler eller skriver: noget skal gøres, forkynder de. Sjældent, om nogensinde, siger de: ‘vi vil gøre dette og er klar til at bringe ofre for at gøre det,’” skriver Münchau. Det er den europæiske krigsbegejstring i en nøddeskal: Store ord, små handlinger.
Europæerne har hverken viljen eller evnen til det nødvendige militære engagement. De foretrækker at overdrage ansvaret til amerikanerne og samtidig kritisere dem for ikke at gøre nok. Dumme Trump! Fascistiske Trump! Putins lakaj!
Realistisk fredsløsning
Realister har derimod længe peget på den centrale dynamik: Ukraine svækkes militært dag for dag. Landet mangler mandskab til at forsvare en 1200 kilometer lang front, og den russiske overlegenhed i artilleri, droner og præcisionsvåben presser ukrainske stillinger.
De russiske fredskrav har indtil nu været klare: Anerkendelse af annekteringen af fire ukrainske regioner plus Krim, ukrainsk neutralitet uden vestlige sikkerhedsgarantier og ukrainsk afmilitarisering. Disse krav er uacceptable for Ukraine og Vesten, men jo længere krigen fortsætter, jo flere territorier og liv risikerer Ukraine at miste.
Europæerne skal nu enten acceptere en fredsløsning på vilkår, de ikke kan lide, eller fortsætte en krig, de ikke kan vinde. Den tredje mulighed – at påtage sig det reelle militære ansvar for at sikre Ukraine – har de allerede afvist gennem deres manglende investeringer i forsvar.
Den europæiske fred
Måske er det derfor tid til at vende perspektivet. I stedet for at beskylde Putin for ikke at ville have fred, kunne vi spørge, om europæerne virkelig ønsker den. En fred, de selv skulle garantere med egne soldaters liv, virker pludselig mindre attraktiv end den patosfyldte retorik om ukrainsk sejr.
Som Münchau konkluderer: “Trods al hans arrogance har Trump i det mindste en strategi, det har europæerne ikke.” Europæisk mangel på strategi er ikke et tilfælde. Det er et valg. Et valg om at foretrække moralsk poseren frem for ansvarlig realpolitik.
Freden venter stadig. Men vil europæerne virkelig betale prisen for den?
Af Kasper Støvring