Danmark er totalt afhængig af USA's techgiganter

Danmark er totalt afhængig af USA’s techgiganter


Digital suverænitet i Europa er en illusion, når Europas og Danmarks infrastruktur kontrolleres af amerikanske techgiganter, skriver Berlingske.

”Næsten tre af fire børsnoterede selskaber i Europa er totalt afhængige af de amerikanske teknologigiganter som Microsoft, Apple, Google og Amazon for at kunne få den daglige forretning til at køre. Det viser en omfattende undersøgelse, som den schweiziske udbyder af blandt andet sikre e-mailtjenester Proton har foretaget blandt flere end 9.600 børsnoterede virksomheder i Europa.

Der er store forskelle fra land til land, men de nordiske lande indtager markante topplaceringer i analysen, hvor Proton har undersøgt, hvilke e-mailplatforme virksomhederne bruger. Island, Norge, Irland, Finland, Sverige og Danmark indtager de seks første pladser i denne rækkefølge. I de fem første er flere end 90 af virksomhederne afhængige af de amerikanske teknologigiganter og deres tjenester, mens det i Danmark er 89 procent, hvorved de ifølge rapporten udsætter deres følsomme forretningsdata, budgetter, kundelister og interne skrivelser for at blive en del af oplæring af kunstig intelligens, udenlandsk pression og overvågning.

Fem amerikanske giganter sidder på afgørende vigtige og ekstremt markante dele af den danske og europæiske digitale infrastruktur, selv om der findes europæiske alternativer. Amazon Web Services, Microsoft, Google, IBM og Oracle sad ifølge analysehuset IDC i 2019 på 81 procent af al infrastruktur til “cloud computing” – altså servere, lagerplads og netværksressourcer, som virksomheder, myndigheder og enkeltpersoner lejede sig ind på. I første halvår af 2024 var andelen vokset til 87 procent. For hele Europa voksede de fems markedsandel fra 74 procent i 2019 til 80 procent i første halvår af 2024”.





Source link