Danmarks bidrag til klimaet er symbolsk
Danmarks bidrag til den globale klimaindsats er særdeles symbolsk som følge af landets begrænsede størrelse. Danmark udleder i dag 0,1 pct. af verdens CO2, hvilket på det nærmeste ikke er måleligt. Denne ikke-målelige udledning ønsker danske politikere at reducere med 70 pct. Hvis Danmark med sine enorme milliardinvesteringer i den grønne industri en dag bliver et land helt uden CO2-udslip, vil det højst forsinke den globale klimaændring et par dage. Det er derfor fløjtende ligegyldigt, om og hvordan Danmark bidrager til den grønne omstilling, både i EU og på globalt plan.
Dansk klimapolitik er planøkonomisk rodebutik
Der er to veje til at nå klimamålet, nemlig en planøkonomisk og en markedsøkonomisk. Den sidstnævnte indebærer en ensartet klimaafgift, som følger princippet om, at ”forureneren betaler”, og som helt klart er den samfundsmæssigt mest effektive og billigste løsning. Den markedsøkonomiske vej har danske politikere imidlertid fravalgt, da den ville betyde et regulært blodbad i flere brancher med store sociale og økonomiske konsekvenser til følge. I stedet har politikerne valgt at løse klimaudfordringerne ved hjælp af religiøst hysteri, klimaalarmisme og falleret planøkonomi. Der er i Folketinget gået politisk prestige i at være først og reducere CO2-udledning mest, og derfor ser man bort fra sund fornuft og omkostningerne.
Den planøkonomiske løsning, som Danmark har valgt på klimaområdet, er et enormt puslespil af forbud, påbud, afgifter, tilskud, subsidier, puljer, symbolske tiltag og en omfattende regulering, som koster samfundet 10-20 mia. kr. for meget i forhold til en mere hensigtsmæssigt tilrettelagt energipolitik. I stedet for at give incitamenter til at udvikle nye løsninger og teknologier, udvælger politikerne eksisterende løsninger og teknologier, som subsidieres for skatteydernes regning. Virksomhederne agerer naturligvis rationelt og bliver ved med at satse på stærkt subsidierede vindmøller, solpaneler samt biomasse i stedet for at skabe grøn innovation og udvikle nye, reelle alternativer til fossile brændsler.
Klimakamp er en kamp om erhvervssubsidier
Mens energipolitik bør handle om at etablere politiske rammer for en billig, sikker og stabil energiforsyning til borgere og virksomheder, er energipolitikken i Danmark blevet en politisk kampplads, hvor ideologi, følelser og benhårde industriinteresser spiller hovedroller. En uskøn cocktail af grønne organisationer og virksomheder forfølger snævre egeninteresser, som fremføres under et falsk banner med ædle energi- og klimapolitiske målsætninger. For dem er grøn omstilling og klimakampen ikke andet end et dække for en fordelingskamp om subsidier til den grønne branche og politiske prestigeprojekter. Andelen af erhvervsstøtten, der går til grøn omstilling, var 31 pct. i 2019. I 2021 var den 37 pct. Det er altså skatteydernes tilskud til grøn omstilling, der driver erhvervsstøtten op.
Natur og naboer tromles ned
Mens den magtfulde klima- og energilobby lover et kæmpe milliardoverskud til Danmark, frygter naboer i områder over hele landet, at både de og natur bliver tabere, fordi prestigeprojekter som f.eks. brintfabrikker skal ligge i enorme energiparker, der skal opføres i det åbne danske landskab. Naboer, der bliver ramt af tvivlsomme ”grønne” projekter, har en fornemmelse af at stå over for en næsten uovervindelig modstander. På Facebook flyder det over med nødråb fra mennesker, der er dybt ulykkelige over at have fået ændret deres livsvilkår, hjemsted og økonomiske fundament af solceller og vindmøller. Folk, der har bosat sig på landet, tror ikke på, at politisk skabt efterspørgsel efter ustabil grøn strøm vil føre til bedre klima og billigere energi. Og de vil hellere være naboer til en mark, hvor der vokser organiske planter, end til solceller, vindmøller og brintfabrikker.
Ingen grøn omstilling i det offentlige
Det offentlige køber hvert år ind for knap 380 mia. kr., hvilket i 2019 medførte 12 mio. ton udledte CO2-ækvivalenter, eller hvad der ca. svarer til udledningen fra samtlige danske husholdninger. Det gigantiske beløb giver offentlige indkøb potentialet til at rykke massivt i det danske klimaregnskab, men virkeligheden er, at bæredygtige indkøb er nedprioriteret i offentlige udbud. En analyse foretaget af Dansk Erhverv i 2023 viser, at kun hver femte af de adspurgte virksomheder oplever, at klima og miljø spiller en stor eller altafgørende rolle i offentlige udbud. Trods de smukke intentioner om at gøre udbud og indkøb i det offentlige grønnere, oplever virksomhederne stadig, at prisen er den eneste faktor, når det offentlige køber ind.
Illusoriske gevinster ved umodne teknologier
Ifølge The International Energy Agency, IEA, er der ”en kraftig afkobling af højprofilerede klimaløfter og den aktuelle tilstand af ren energiteknologi”. Reduktion af den globale CO2-udledning vil kræve udvikling af en bred vifte af nye teknologier, der endnu ikke er i brug. Ikke alle løsninger er rentable i dag, og ikke alle teknologier er modne, lyder det i rapporten. Men i Danmark hævder den grønne lobby, at den danske teknologiudvikling er enestående og vil være nøglen til nye triumfer og erhvervseventyr. Og derfor præsenteres danskerne igen og igen for, at de forskellige projekter om CCS, PtX, pyrolyse, biogas osv. er enestående og vil bringe Danmark i front internationalt i den grønne omstilling. Der er bare det lille problem, at projekterne er baseret på luftige og tvivlsomme antagelser om økonomien i energiøer, potentialet i en række umodne teknologier og biomasses CO2-neutralitet. Men selv om kritikken af den klima- og energipolitik, der føres i Danmark, er baseret på et solidt faktuelt og videnskabeligt fundament, affærdiger politikerne den rutinemæssigt, fordi den ikke passer ind i den fantasifortælling, som er så udbredt i både Danmark og EU.
Kun få vælger grøn transport
Trods en stor medie-hype udgør elbiler fortsat en meget lille del af bilsalget og den samlede bilpark i Danmark. Der var ved årsskiftet 2023/2024 indregistreret 200.000 elbiler, svarende til 7 pct. af den danske bilbestand. Mange køber klimaskadelige elbiler, fordi disse holdes kunstigt billige i forhold til benzin- og dieselbiler gennem en afgiftsfritagelse. Elbiler i Danmark får generelt 60 pct. rabat på registreringsafgiften i forhold til en fossilbil. Ifølge tal fra EU-kommissionen løber den danske rabat på afgifterne for elbiler op i 11.000 euro pr. bil i gennemsnit (82.000 kr.). Selv om afgiftsfritagelsen står til at skulle udfases i 2026, arbejder SVM-regeringen på at stoppe de planlagte afgiftsstigninger på elbiler.
Da midlerne i transportbranchen er begrænsede, er der i speditørbranchen ikke råd til at købe en ellastbil, der er tre gange så dyr som en konventionel lastbil, medmindre kunderne er villige til at betale mere for transporten. Det er en af grundene til, at der kun er omkring 500 ellastbiler i Danmark af et samlet antal på ca. 40.000. Indtil videre er det under 5 pct. af kunderne, der er villige til at betale mere for at køre grønt. Samtidig er ladestationerne og tankmulighederne for el- og gaslastbiler så få og ineffektive, at det rent logistisk er svært at forsvare investeringer i grønne transportmidler til tung transport.
Den grønne lobby er imod atomkraft
I 1985 vedtog det danske folketing, at atomkraft ikke skulle indgå i dansk energiplanlægning. Men i dag kan flere og flere se, at atomkraft er fremtiden, når det gælder energiforsyningssikkerhed. En meningsundersøgelse, der blev udført i februar 2023 af analyseinstituttet Megafon blandt 1.200 danskere, viser, at 49 pct. af befolkningen vil sige ”ja tak” til atomkraft på dansk grund, hvis der kom en folkeafstemning om emnet. Kun 32 pct. ville stemme nej og resten ved ikke.
Den grønne lobby hævder, at atomkraft er farlig, miljøskadelig og dyr, men det er forkert. Atomkraft er for det første ikke farlig, men er en af de mest sikre energikilder målt på dødsfald forårsaget af uheld og forurening. For det andet medfører atomkraft ikke miljøproblemer, idet affaldet genbruges i moderne reaktortyper, og det, der ikke kan genbruges, kan håndteres på en sikker måde. Og for det tredje er det en myte, at atomkraften er dyr. Det Internationale Energiagenturs beregninger viser, at atomkraft er prismæssigt konkurrencedygtigt, ikke mindst sammenlignet med sol og vind. Selv FN mener, at a-kraft er en vigtig og nødvendig del af løsningen på klimaproblemerne.
Pensionsbranchen lokker naive klimatosser i uføre
Udenfor Danmark er den grønne boble bristet. Idéen om, at man bare kunne investere grønt og samtidig få et bedre afkast, har fået et knæk. Men i Danmark bliver pensionsbranchen og bankerne ved med at lokke naive småinvestorer til det grønne casino og dermed svigte sin forpligtelse om at ”investere ud fra kundens bedste og skabe det bedste mulige afkast”. Danmarks største bank har ekskluderet over 1.500 fossile selskaber, fordi den kun vil investere i dem, der er i gang med en bæredygtig omstilling. Virkeligheden er, at i deres forholdsvis korte levetid har de bæredygtige investeringer i gennemsnit givet et lavere afkast – og i øvrigt til højere omkostninger – end de generelle investeringer.
Landbruget griner hele vejen til gylletanken
SVM-regeringen, landbruget, kommuner og miljøorganisationer blev i juni 2024 enige om en grøn trepartsaftale. Mens aftalen indebærer en systematisk omfordeling fra skatteborgerne, industrien og byerne til landbruget, der er Danmarks mest statsstøttede erhverv, sælges en CO₂-afgift på sølle 120 kr. i 2030 som historisk. CO2-afgiften på landbruget giver imidlertid meget små klimaeffekter og vidner om, at regeringen ikke har villet gå for hårdt til de kødproducerende dele af fødevaresektoren. Med den lave afgift slap danske politikere for politisk polarisering om et emne, som har skabt splittelse og social uro i lande som Holland og Frankrig.
Klimakampen må ikke koste på privatøkonomien
Mens der er bred opbakning i den danske befolkning til de højstemte klimamålsætninger, mener 50 pct. af danskerne, at klimadagsordenen ikke må koste på privatøkonomien. Selv blandt de mest klimabevidste danskere er der grænser for, hvor meget ekstra man vil betale for at være bæredygtig. En Megafon-undersøgelse har f.eks. vist, at blot 8 pct. af danskerne betragter CO2-aftrykket som afgørende for rejsevalget. Samtidig viser undersøgelsen, at flyet er danskernes klart foretrukne rejseform, når de skal på ferie. Der er således betydelig diskrepans mellem danskernes påståede klimabekymringer og faktiske klimavaner og adfærd. Virkeligheden er, at danskerne definerer livskvalitet som øget forbrug af rejser, biler, tøj og mad. Der er meget få danskere, der er indstillet på at forringe deres egen livskvalitet markant.
Ofte gør det velkendte ”not in my backyard-princip” sig gældende. Altså: Naturligvis skal vi have vindmøller, grøn strøm og alt det der. Men det skal ikke foregå i min baghave. Senest har regeringen meldt ud, at den vil firedoble produktionen af grøn strøm fra vindmøller og solceller på land. Det lyder godt, men borgmestre rundt om i landet ved godt, at det vil resultere i klager og vrede borgere i tusindvis og dermed straf ved det efterfølgende kommunalvalg. Erfaringsmæssigt koster den første vindmølle i en valgkreds borgmesterpartiet 9,5 procentpoint på valgdagen.
Danmark er et paradis for klimasvindlere
På mange danske virksomheder praktiserer man såkaldt ”greenwashing”, hvilket betyder, at virksomhederne pynter sig med lånte fjer og foregiver at være grønne virksomheder, selvom de reelt ikke er det. Virksomhederne putter bare en bæredygtig eller etisk label på og lukker en hel masse varm luft ud i den forbindelse. Konsulentbranchen tjener tykt på arrangementer og kurser om greenwashing, dvs. om, hvordan man klimamarkedsfører, så klimabelastende produkter ser klimavenlige ud. Der er stadig flere anmeldelser om greenwashing, hvor et produkt omtales som værende mere grønt, end det reelt er. I 2023 landede 146 nye sager om greenwashing hos Forbrugerombudsmanden – det hidtil højeste antal. I 2019 var der kun 16 sager.
Hvor langt er Danmark nået på klimaområdet?
Politikerne og den grønne lobby har siden 2019 haft travlt med at lufte storladne klimavisioner, formulere et hav af bombastiske hensigtserklæringer og indgå aftaler, der aldrig er blevet fulgt op af konkret handling. De politiske beslutninger, der er truffet på klimaområdet, har typisk beroet på meget lange fremskrivninger, usikre skøn, forestillingen om betydelige forskningsfremskridt eller på tiltag, hvor reduktionerne købes forholdsvis dyrt, alt imens man har ignoreret de tekniske og økonomiske realiteter. Der bliver fortsat snakket en masse, der bliver afholdt pressemøder, og der bliver sat ambitiøse klimamål, men egentlig handling er der ikke meget af. Politikerne er nemlig klemt mellem vælgernes ønsker om handling og samtidig deres modstand mod at betale de uundgåelige regninger. Mange af de bebudede CO2-reduktioner eksisterer derfor kun på papiret.
Hos Dansk Industri (DI) er man ikke overraskende frustreret over, at Danmark ikke flytter sig på klimaområdet. ”I Danmark bliver vi ved med at tale om vores høje ambitioner, og al den vedvarende energi og alle de løsninger, vi skal lave. Men vi gør det bare ikke. Det danske tempo står i klar kontrast til de høje mål. Det er jo ellers os, der bryster os af at have de største ambitioner. Men om vi har et mål på 50, 70 eller 80 pct., er jo sådan set ligegyldigt, hvis vi ikke er i stand til at træffe beslutninger. Vi har sagt, at vi har verdens højeste ambitioner. Men problemet er bare, at vores politiske system og myndigheder ikke handler. Det hele står stille. Så den politiske diskussion bliver jo sådan noget teatertorden. Det er projekter, der har ventet i årevis, og der er ingen udsigt til, at de bliver godkendt. Så der er ikke nogen udsigt til, at vores ambitioner kan blive realiseret”, sagde adm. direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, og pegede på, at flere lande nu er i fuld gang med at overhale Danmark.
Og i en leder i Børsen skrev Bjarne Corydon, at ”det kræver en erkendelse af, hvor dybt et morads den grønne omstilling 4 år efter vedtagelsen af 70-procentsmålet i 2030 og lanceringen af klimaloven er havnet i. På intet tidspunkt undervejs har man foretaget nogen samlet planlægning af, hvordan målene skal nås. På intet tidspunkt har der været fuld åbenhed og overblik over omkostningerne. Hele vejen igennem har en kombination af svulstig politisk amatørisme og kynisk letsindig omgang med skatteydernes penge derimod sat dagsordenen. Det er som om store forhåbninger og potentialer, ’månelandingsvisioner’ og mulige industrieventyr har tjent som adgangsbillet til at dispensere den sunde fornuft. Med en fnysende afvisning af krav om markedsdreven udvikling, gennemregnede business cases, skalering af standardløsninger, omkostningseffektivitet, købmandskab, prioriteringer, risikoanalyser – og resistens overfor lobbyisme”.
Flotte ord, ingen handling
Danske politikeres grønne ord er således mange og flotte, men der er ingen handling bag dem. Den grønne omstilling i Danmark har handlet og handler fortsat om at holde storslåede skåltaler og sætte overambitiøse grønne mål, som ikke bliver nået. Fantasien sætter ingen grænser for, hvad politikerne kan udtænke, formulere og præsentere med stor fanfare. Ved aftalen om to energiøer i 2020 talte finansminister Nicolai Wammen (S) f.eks. med stolthed om, at Danmark “igen går forrest”, og at der ”ventede titusindvis af arbejdspladser forude”. Og den daværende klimaminister, Dan Jørgensen (S), glædede sig over “Danmarks globale klimalederskab”. Men næsten alle de grønne prestigeprojekter, som politikerne har sat i søen, har lidt skibbrud og er forblevet fatamorganaer. Det gælder bl.a.:
- store drømme om at lave to energiøer i Nordsøen og ved Bornholm, som sidenhen er blevet til mareridt
- udbuddet af seks gigawatt havvind med statsligt medejerskab, som ingen private aktører ønskede at byde på
- planen om at udfase gasfyr i de ca. 400.000 boliger i Danmark, som opvarmes af gas
- planen om en firedobling af produktionen af vedvarende energi fra solceller og vindmøller på land i energiparker landet over
- den store drøm om at få etableret et brintrør til Tyskland i 2028
- planen om at lade det grønne brændstof metanol erstatte konventionelt skibsbrændstof
- planen om at oprette en grøn indenrigsflyrute i 2025, som skal flyve på 100 procent bæredygtigt brændstof
- sidst men ikke mindst er en lang række grønne selskaber gået konkurs. Green Hydrogen Systems har således måttet skifte store armbevægelser ud med blødende regnskaber, afnotering, rekonstruktion og konkurs. Solcelleudvikleren Better Energy og Blue World Technolgies, der udvikler brændselsceller, er endt i rekonstruktion. Selskabet Re-Match, der laver genanvendte kunstgræsbaner, har i 2025 meddelt, at alle dets datterselskaber var gået konkurs. Ørsted har lagt flere projekter, der skulle producere grønne brændstoffer med ptx-teknologi, i graven. Osv. osv.
Hvorom alting er: Den grønne omstilling skulle betyde stabil energiforsyning og masser af billig energi til danskerne. Politikerne og den grønne mafia har imidlertid gennemført en hasarderet og forceret grøn omstilling med det resultat, at Danmark oplever en selvskabt, vedvarende energikrise med energiknaphed og høje energipriser.
Den grønne omstilling er på retur
For snart fem år siden blev den grønne fane rejst i Bruxelles og klimakampen blev sendt allerøverst på den politiske dagsorden i EU’s hovedstæder. Det var sød musik i ørerne for de mange danske virksomheder, som var klar til at sælge grønne løsninger til resten af det europæiske marked. Men nu svinger pendulet væk fra de store ambitioner. I Europa og resten af verden har den grønne omstilling mistet momentum grundet ændrede økonomiske forudsætninger, manglende politisk handlekraft og forandrede geopolitiske agendaer.
Det kan derfor ikke undre, at en lang række internationale ledere ikke deltog i FN’s klimatopmøde, COP29, der blev holdt i Aserbajdsjan i nov. 2024, og hvor temaet for klimamødet var, hvor mange penge de rige lande skulle give de fattige i klimabistand i fremtiden. Der kom afbud fra stats- og regeringschefer i flere lande, herunder Holland, Tyskland, Frankrig, USA, Storbritannien, Japan, Australien, Canada, Sydafrika, Mexico og Indien. Kina, der er verdens største udleder af CO2, var repræsenteret af en vicepremierminister. EU’s kommissionsformand, Ursula von der Leyen, deltog heller ikke.
I flere EU-lande vokser de klimaskeptiske partier og sætter regeringerne under pres, så de er begyndt at skrue ned for deres klimaambitioner, lave om på deres retorik på klimaområdet og rulle deres klimapolitik tilbage. Og mens folketingsvalget i 2019 blev i Danmark udråbt til et klimavalg, viser flere meningsmålinger, at klimaet ikke længere er danskernes kæphest. Nu handler det om sikkerhed og forsvar.
Fossile brændstoffer holder skansen
Størstedelen af verdens lande er fortsat afhængige af fossil energi som olie og gas, der udgør rygraden i global industri og forsvar. Trods utallige klimakonferencer og topmøder kommer 82 pct. af verdens forsyning af energi fortsat overvejende fra fossile kilder (kul, olie og naturgas). Andelen af verdens energiforsyning, der kommer fra fossile kilder, har ligget stabilt igennem de sidste 25 år. I 2000 var den 80 pct., i 2006 81 pct. i 2017 81 pct. og i 2023 82 pct. Sols og vinds bidrag til den samlede globale energiforsyning er til trods for den megen ståhej i de danske medier på kun 15 pct. Den i Danmark udbredte forestilling om, at fossil energi i en overskuelig fremtid kan erstattes af ustabile energikilder som sol og vind, er derfor aldeles urealistisk.
I den danske klimadebat glemmer man desuden, at Danmarks afhængighed af billige fossile brændstoffer er bundet direkte til de aktiver, landet råder over, og udgør dermed en barriere for grøn omstilling. Alle danske fly, biler og fabrikker er sat op til at brænde fossile brændstoffer af. Danmarks investeringer i fossile brændstoffer bliver derfor ikke kasseret, fordi det ville være i strid med alt økonomisk rationale. Og da de fossile brændstoffer er ekstrem billige, er det svært for teknologier baseret på vedvarende energi at konkurrere på prisen. Bundlinjen er, at uanset om danskerne kan lide det eller ej, vil de fossile brændsler spille en central rolle i mange år fremover.