I aften finder et historisk møde sted. Trump og Putin mødes i Alaska om krigen i Ukraine.
Ingen synes at have nogen særlig klar idé om, hvad mødet vil ende med. Men mange frygter, at Trump vil bøje sig for krav fra Putin, der kan få fatale konsekvenser for Ukraine.
Trumps modstridende meldinger
For et par dage siden sagde Trump, at han på mødet skulle diskutere deling af territorier med Putin.
Det udløste et ramaskrig i Ukraine og i Europa.
Onsdag holdt Trump så et virtuelt møde med flere europæiske ledere samt Zelenskyj.
Trump trak i land og sagde, at han ikke ville drøfte territorier uden deltagelse af Zelenskyj.
Torsdag eftermiddags skærpede Trump den kritiske tone i forhold til Putin, da han i Det Hvide Hus talte til medierne om mødet med den russiske præsident.
Her sagde Trump, at hvis han ikke var præsident, så ville Putin overtage hele Ukraine, og tilføjede: “Men jeg er præsident, og han skal ikke drive mig rundt i manegen”.
Trump sagde dog samtidig, at han troede, at Putin gerne ville have en aftale.
Trump sagde også, at han i løbet af de første par minutter af mødet ville vide, om han og Putin ville “have et godt møde”, og at det ellers ville “slutte meget hurtigt”.
Hans mål med samtalerne, sagde han, er at aftale et nyt møde med Putin, hvor Ukraines præsident Zelenskyj også skal deltage.
I en samtale med Fox News Radio tidligere på dagen sagde Trump, at hvis det bliver et “godt møde”, vil han ringe til Zelenskyj for at arrangere et nyt, men tilføjede, at der er “25 procent chance for, at dette møde ikke bliver et vellykket møde”.
Trump sagde også, at der vil være behov for “give og tage” i spørgsmålet om grænserne mellem Rusland og Ukraine. (BBC)
Disse meldinger fra Trump er jo politisk meget vage. Det er umuligt at gennemskue, hvad de i praksis ville betyde for den enkelte ukrainer. Foreløbig synes den mest markante målsætning fra Trump at være, at han vil styrke sin egen politiske position og prestige. Det er foruroligende uigennemskueligt, hvad Trump forestiller sig om udformningen af en fredsordning for Ukraine.
Trump kredser enormt meget om … sig selv og sit personlige image.
Det positive i situationen, som den står lige nu, er, at Trump synes at have fået større forståelse for Ukraines behov og krav. Men hans meldinger er ret vage og uforudsigelige – de handler mere om Trump selv end om en ny fredsordning for Ukraine.
Nøgternt betragtet er det dog et fremskridt, at Trump nu mere end før ser sig selv som bannerfører for en styrkelse af ukrainernes position over for Putins totalitære Rusland. Man kan sige, at det da bare kunne mangle andet. Men for ukrainerne kan det bliver fuldstændig afgørende, om de kan få Trump som en allieret i kampen mod russisk diktatur.
Putin holder fast i sine krav
Putins vigtigste mål er at bringe Rusland tilbage til fordums storhed og magt.
Kreml-diktatoren har i sine 25 år som præsident raset over Sovjetunionens opløsning. “Den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede”, har han kaldt det. (Berlingske)
Han har også set NATO’s udvidelse mod øst som en katastrofe for Rusland og sine egne stormagtsdrømme.
Her er Ukraine kun en brik, men en meget vigtig brik.
Inden angrebet på Ukraine i februar 2022 krævede Putin og hans udenrigsminister Lavrov gentagne gange, at alle NATO-styrker skal trækkes ud af lande, der har tilsluttet sig NATO efter 1997. Det handler blandt andet om Polen og de baltiske lande.
Kravet er blevet gentaget inden mødet i Alaska. (Berlingske)
Mødet i Alaska bringer under alle omstændigheder opdrift til Putins stormagtsdrømme.
Han ser en mulighed for, at Rusland kan fremstå som en supermagt på linje med USA.
Desuden ser han nu mulighed for, at USA fjerner sanktioner og genåbner samhandlen.
“Det er en imødekommenhed, som jeg ikke engang tror, at Putin havde forestillet sig i sine forholdsvis vilde fantasier”, siger lektor ved forsvarsakademiet Claus Mathiesen til Berlingske.
Det er meget usandsynligt, at Putin kommer i nærheden af at få den position, som han drømmer om. Men selve det, at han kan drømme 0m at få Vesten til at løbe så meget med på hans magtfantasier er et udtryk for, at Trumps opstigning til magten har skabt enorm politisk usikkerhed i Vesten. Selv erfarne iagttagere tænker: “Gad vide, om det virkelig kunne ske…”
Putin er i den grad blevet opflammet af håbet om, at et svagt og forvirret Vesten med Trump som en slags lederskikkelse kan åbne helt nye muligheder for et stærkt russisk politisk comeback på verdensscenen.
Denne faretruende udvikling kræver i den grad øget politisk styrke og handlekraft i Vesten.
I øjeblikket bliver der nærmest skabt en stemning af, at Vesten og Putins Rusland nu på en eller anden måde kan finde sammen i et forsvar for Ukraine. En stemning, som Trump i den grad bidrager til med diverse uklare meldinger, der mest af alt handler om Trumps egen enorme betydning. Det er selviscenesættelse.
Den aktuelle situation er præget sf stor usikkerhed omkring forholdet mellem det totalitære Rusland og det frie Vesten.
I den situation kan man ikke totalt udelukke, at Vesten kan have en interesse i nogle afgrænsede taktiske alliancer med Putin. Men der bør ikke herske ringeste tvivl om, at Rusland er en fjende af Vesten og må behandles som sådan. Putins Rusland går målrettet efter at svække Vestens magt. Det er en simpel og fuldstændig afgørende kendsgerning.
Denne kendsgerning giver vestlige lande den indlysende mission at bekæmpe Putin og hans drømme om global magt. Men for Trump synes det ikke at være nogen indlysende mission.
Tværtimod boltrer han sig nu mere end nogen sinde i vidtløftige forestillinger om nære bånd og nye alliancer i forhold til den russiske diktator.
Putin er demokratiets fjende. Vestlige lande kan godt under særlige omstændigheder indgå nogle taktiske alliancer med ham. Det store historiske fortilfælde er selvfølgelig kampen mod Nazi-Tyskland.
Men Vesten begår en fejltagelse af historiske dimensioner, hvis man begynder at betragte Putin som ‘en af vore’, som man snakker sig til rette med – for eksempel i forhold til Ukraines fremtid. Her går en helt afgørende grænse. Denne grænse bliver overskredet af en Trump
Man kan lave aftaler begrundet i simpel nødvendighed. Men man går helt galt i byen, hvis man begynder at forholde sig til Kreml-diktatoren, som var han en allieret i kampen for ukrainernes sag.
Trumps ageren er gennemsyret af særdeles farlige uklarheder og tvetydigheder, når det gælder holdningen til Putin. Han synes ikke bare at omgås Putin ned professionel korrekthed, men som en alliancepartner.
Selvfølgelig kan de vestlige lande lave aftaler med diktatorer som Putin for at opnå problemløsninger af fælles interesse. Men Trump udviser en dybt problematisk mangel på kritisk sans, når han begynder at behandle Putin som en mand, der går efter de samme mål som Vesten med et ønske om at styrke ukrainernes sag.
Putin er Vestens fjende. Han vil svække Vesten og dets allierede. Han vil svække Ukraine mest muligt.
Hvad laver Trump i den sammenhæng?
Det venlige svar går på, at han prøver at hjælpe ukrainerne mest muligt med at sikre deres fremtid ved at gå i brechen for ukrainske krav.
Men kendsgerningen er, at Trump samtidig bidrager til, at Putin får en nøgleposition i drøftelserne om Ukraines fremtid.
For ikke særligt lang tid siden var det utænkeligt. Nu er den russiske diktator ved at opnå en sådan status. Det er uigennemskueligt. hvad Putin agter at bruge denne status til. Men det står i hvert fald klart, at han har fået en plads til højbords.
Den plads vil Putin forsøge at udnytte til det yderste. Med ildevarslende konsekvenser.
Trump har en forestilling om, at han kan styre processen og sikre, at Putin kan holdes stangen. Men kendsgerningen er, at Ruslands magt i Europa blive styrket i en grad, som for kort tid siden var utænkelig.