1½ stjerne ud af 6
Michael Shanks er både manuskriptforfatter og instruktør på TOGETHER – ’Sammen’. Han har vundet flere priser for manuskripter, klipning og instruktion. Og som komponist.
Altså en alsidig mand, der ud over de nævnte meritter kan prale af at have millioner af visninger på YouTube.
Handling
Tim (Dave Franco) og Millie (Alison Brie) har dannet par i 10 år. Han er musiker, hun dedikeret lærer.
Af uransagelige årsager beslutter parret sig for at forlade byen og deres store vennekreds og flytte på landet. Til en lokalitet, hvor de ikke kender et øje, og hvor en bil er nødvendig til indkøb og videre transport med tog. Da kun Millie har kørekort, er Tim helt afhængig af hendes chaufførkørsel.
Kort efter deres ankomst begynder der at opstå spændinger imellem dem. Tim har forandret sig, mener Millie, og hun bliver usikker på Tims kærlighed.
Sideløbende bliver først Tim, siden Millie, angrebet af en mareridtsagtig, mystisk og unaturlig kraft, som truer med at destruere deres liv.
Kan de sammen bekæmpe truslen og bevare deres relation, eller vil deres parforhold gå til grunde?
Vurdering
Genren er gyserdrama, og gysene får på alle tangenterne, på såvel lyd- som billedside. Uden dog for alvor at skræmme.
Med kun 1½ stjerne i posen skal instruktøren have lov til at komme til orde med intentionen bag filmen:
”TOGETHER er en film om, hvordan det at forelske sig kan forvandle dig.
Jeg har været sammen med min partner i over 15 år, og siden vi mødtes til “schoolies” (en ferieuge i Australien), har jeg aldrig været voksen uden hende i mit liv – og omvendt. Så længe jeg kan huske, har vi boet i det samme hus, haft de samme venner, spist den samme mad, indåndet den samme luft.
Dette er en film om den potentielle rædsel ved at dele sit liv med en anden, og de vedvarende bekymringer om forpligtelse, selvfølgelig sat på spidsen.
Den handler om medafhængighed, monogami, romantik og nag – og om det punkt, hvor man må spørge sig selv: Kan vi overhovedet længere skelne, hvor det ene liv slutter og det andet begynder?” (citat slut)
Helt bestemt en fin indfaldsvinkel til interessant problemstilling, som det imidlertid er svært rigtigt at finde dækning for i filmen. Medmindre Michael Shanks’ hjælpende tolkningsinstruks i ovenstående citat følger med bio-billetkøbet?
Et par scener skiller sig positivt ud ved original kameraføring og klipning, og ingen tvivl om, at instruktøren er en dygtig håndværker. Ros skal de to hovedrolleindehavere også have for at dække figurerne nuanceret i et manus, hvor absurditeterne er tåkrummende og Hollywood-woke-manualen tæt på at være overholdt til punkt og prikke.
Skulle jeg ikke anmelde filmen, var jeg gået efter en ½ time, men som altid: Tag ikke mit ord for nedsablingen. Således giver filmtidsskriftet EKKO filmen ikke mindre end fem stjerner ud af seks.
Længde: 102 minutter
- Medvirkende: Dave Franco, Alison Brie, Damon Herriman m.fl.
- Instruktør: Michael Shanks
- Manuskript: Michael Shanks
- Censur: Tilladt for børn fra 15 år
- Trailer: TOGETHER
- Premieredato: torsdag d. 14. august