Tages det for pålydende, kan vi glæde os over, at det nu vil være slut med DR-dokumentarer som ”Grønlands hvide guld”, der var baseret på woke ideologi, tilsidesættelse af økonomisk videnskab og modvilje mod at lytte til centrale eksperters indvendinger.
Men hvordan ser en faktabaseret dækning af Gaza-krigen eller udviklingen i de offentlige udgifter ud? Det vil der åbenlyst være flere meninger om, alt efter ens verdensbillede og ideologiske ståsted.
Med øje for Corydons hidtidige ageren kan man frygte, at fakta i DR fremover vil være identiske med Corydons egen holdning til fakta – og at alle andre holdninger. Man kar derfor frygte, at DR´s præsentation og reportager fremover i endnu højere grad bliver en midte – et samlende synspunkt, der hæver sig over andre, der underforstået er baseret på usandheder og uansvarlighed.
Lige så positivt det er med et skærpet fokus på fakta og evidens, lige så lidt har vi brug for et DR, der definerer den ultimative sandhed. DR’s public-service forpligtelse tilsiger, at DR skal formidle nyheder og historier på en måde, som danskerne kan spejle sig i, uanset om de politisk hælder til midten, til venstre eller til højre og uanset om de færdes i hovedstadens finere ”saloner” eller i Nordjylland.
I DR bør det være en dyd at gøre opmærksom på, at der som oftest er flere sider af en sag og flere holdninger til et givet emne – for eksempel når det gælder klima og grøn omstilling eller velfærdsydelser af højeste kvalitet til alle trængende uanset om de er syge, ældre eller indvandrere.
Her er der bestemt rum for forbedring i DR’s nyhedsbillede, hvor der, ”altid er nogen, det er synd for”, og ”nye områder, som det offentlige enten bør regulere yderligere eller afsætte skattekroner til”.
Corydon og Hindkjær
Det man kan frygte med Corydon som generaldirektør er, at den opfattelse, som Isabella Alonso de Vera Hindkjær, chef for DR P3, står for, bliver normdannende in DR.
I marts 2023 blev Hindkjær redaktionschef for DR P3, hvor hun nu leder arbejdet med radio og podcasts.
Hindkjær er kendt for at udfordre traditionelle forestillinger om journalistik. Hun har udtalt, at hun ønsker at “skubbe til grænserne med sin journalistik” og har arbejdet for at bringe mere diversitet ind i medierne. Denne tilgang har ført til debat om journalistikkens rolle og objektivitet, især i forhold til public service-medier som DR.
Hendes arbejde og udtalelser har mødt kritik. Nogle har anklaget hende for at bringe en aktivistisk tilgang til journalistikken, især i forbindelse med hendes rolle på P3.
Isabella Hindkjær har i et interview med DR’s Akkurat udtalt: “Vi kan ikke gemme os bag den opfattelse af objektivitet (der refererer alle synspunkter – for og imod). Vi er nødt til at melde os ind, og vi er nødt til at sige, at der er nogle store sandheder, hvor vi som institutioner bærer et ansvar for at ændre verden.”
Som chefredaktør for Femina har hun udtalt: “Vi er et medie for og med kvinder, og der er nogle sandheder, hvor vi må stille os på den rigtige side af historien.”
Nogle ser Hindkjærs udtalelser og hendes tilgang til journalistik som et nødvendigt opgør med traditionel objektivitet for at fremme vigtige samfundsforandringer. Andre advarer mod, at en sådan aktivistisk tilgang kan underminere journalistikkens troværdighed og kompromittere public service-mediernes forpligtelse til neutralitet.