Min første del om David Betz’ teori om den kommende borgerkrig handlede om årsagerne. Nu skal vi se på scenariet. Når Betz beskriver Vestens fremtid, bruger han et begreb, der stammer fra studier af fejlslagne stater: “feral cities”. Det er større byer, hvor staten har mistet evnen til at opretholde retsstatens principper, lov og orden.
I 2003 var eksemplet Mogadishu i Somalia. I 2024 kunne listen over byer, der udviser tendenser til “feralisering” omfattet vestlige byer – som no-go zoner, hensmuldrende infrastruktur og “two-tier policing”, hvor politiet behandler minoriteter mildere end majoritetsbefolkningen.
Men det bliver værre. Betz estimerer, at vi har højst fem år, før de store byer bliver fuldstændig uregerlige og udmatter politiets evne til at opretholde civil orden selv med militær assistance.
Kampens geografi
Den kommende borgerkrig vil ikke ligne den amerikanske borgerkrig med hære, der manøvrerer på slagmarker. I stedet vil den have en tydelig by-versus-land karakter, formet af demografiens hårde logik.
Indvandrere bosætter sig overvejende i storbyerne. Det kan illustreres med et kort over Frankrigs parlamentsvalg i 2024: 457 valgkredse – hovedsageligt landområder – stemte på Marine Le Pens Nationale Samling, mens kun 119 valgkredse – primært urbane – stemte på andre partier. Samme mønster ses i USA, Storbritannien og andre lande.
Samtidig er storbyernes vitale systemer – gas, elektricitet, transport – alle placeret i eller passerer gennem landområder, som er hjemsted for den tiltagende oprørske landbefolkning. Og ingen af disse infrastrukturer er velbevogtede. De fleste er faktisk umulige at bevogte tilstrækkeligt.
I Storbritannien er der eksempelvis 24 gaspumpestationer, hvor gas komprimeres for at kunne sendes gennem rørledninger. Disse stationer befinder sig i landlige omgivelser, hvoraf to af dem forsyner London. Ingen er skjulte eller velbevogtede. At angribe dem kræver ikke mere end at køre gennem et trådhegn.
Infrastrukturens sårbarhed
Betz’ strategiske logik er skræmmende enkel: Oprørske grupper agter at fremkalde storbyernes kollaps ved at angribe den vitale infrastruktur med henblik på at forårsage systemisk svigt og en periode med massivt kaos, som de håber at kunne overleve fra den relative sikkerhed i de homogene landområder.
Allerede nu ser vi eksempler. I Paris blev der i juli 2024 udført et stort sabotageangreb på langdistance-fiberoptiske kabler fulgt af koordinerede brandattentater mod jernbanenettet. I London har oprørsgruppen “Blade Runners” ødelagt mellem 1000-1200 overvågningskameraer. Og terrorefterforskere undersøger pt., hvorfor den primære strømforsyning til Heathrow Lufthavn forleden gik i brand.
Disse angreb følger præcist den manual, som det vestlige militær selv har udviklet gennem årtier med bekæmpelse af oprørsgrupper i udlandet. Angrebene er ikke tilfældige.
Borgerkrigenes karakter
Når borgerkrigen bryder ud, vil den være præget af identitetspolitik. Som Betz konstaterer: “Cirka 75 procent af borgerkrigskonflikterne siden afslutningen på den kolde krig er blevet udkæmpet af etniske fraktioner.” I andre samtaler har Betz dog understreget, at grupperingen ikke nødvendigvis vil ske ud fra etnicitet. Man vil først og fremmest sørge for at slutte sig til dem, der kan sørge bedst for ens sikkerhed. Det er prioritet nummer et.
Men etnicitet er den drivende faktor. Her vil ikonoklasme – ødelæggelsen af kulturelle symboler – blive et centralt element. Angreb på symboler er nemlig strategisk betydningsfuld. For de fremprovokerer reaktioner, der styrker gruppens indre sammenhold.
Befolkningsforflytninger eller fordrivelser af andre grupper fra territoriet vil også blive uundgåeligt. Som i Bosnien, Libanon og Congo vil flygtninge blive brugt som våben – både for at sortere befolkningen efter etniske kendetegn og for permanent at ændre demografien.
Militærets dilemma
Vestens militær står over for et paradoks og et dilemma. I årtier har de studeret og bekæmpet netop denne type konflikter i udlandet. Nu skal de samme teknikker anvendes hjemme. Og ofte mod egne statsborgere.
Betz anbefaler drastiske foranstaltninger til at inddæmme de værste scenarier: Etablering af sikre zoner der forsvares af det, der er tilbage af de loyale regulære styrker. Beskyttelse af kulturel kapital gennem særlige korps. Sikring af masseødelæggelsesvåben.
Hvad sker der, når en stat med atomvåben bryder sammen? Ruslands kollaps i 1990’erne var et varsel. I lange perioder kunne staten ikke betale militærofficerernes løn fuldt ud og rettidigt. Kun det militærpersonale med direkte kontrol over atomvåbnene modtog tilstrækkelig finansiering. Dermed undgik man det katastrofale scenarie, hvor staten mistede kontrol over de farligste masseødelæggelsesvåben.
Eliternes forræderi
Det tragiske er, at den krise, der risikerer at fremkalde borgerkrige i Vesten, kunne være undgået. Som Betz dokumenterer, har vestlige eliter begået “forræderi mod demokratiet”. Ikke ved at bryde landets love, men ved at forlade den sociale kontrakt, der ligger til grund for demokratiet.
Eliternes reaktion på krisen afslører deres totale afkobling fra virkeligheden. EU’s udenrigschef Josep Borrell proklamerede i 2022: “Europa er en have. Vi har bygget en have. Alt fungerer. Det er den bedste kombination af politisk frihed, økonomisk velstand og social samhørighed, som menneskeheden har været i stand til at bygge… Det meste af resten af verden er en jungle.”
Betz konstaterer lakonisk: Fremtidens historikere vil bruge det citat som et eksempel på hybris.
For egen regning vil jeg påpege, at kløften mellem elite og befolkning er kritisk. Eliterne holder fast i EU, men befolkningerne har ikke den store tillid til hverken EU, retsstatsprincipper eller demokratiet. Vi lever i et “administreret demokrati”, dvs. et system, hvor demokratiske processer formaliseres og kontrolleres uden at tilbyde reel forandring. Tydeligst i større lande som Tyskland, Frankrig, Spanien og Storbritannien, men det ses også i lande som Sverige og Belgien.
Normalitetsbias
Betz advarer mod “normalitetsbias”. Det er tendensen til ikke at reagere rettidigt på advarsler om forestående trusler. Der advares hyppigt mod den eksterne trussel i form af Rusland, men det slører de indre trusler.
Europa har ifølge Betz fem år – måske mindre – til at vende udviklingen. Alternativet er ikke blot økonomisk tilbagegang eller politisk ustabilitet, men civilisationens sammenbrud i en æra med “gen-tribalisering”. Opløsning af sammenhængende nationale enheder i etniske småstater.
Velkommen til fremtiden.
Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter