Selvom sommerferien så småt lakker mod enden modtager Østjyllands Politi desværre stadig mange anmeldelser om indbrud, heraf ti anmeldelser om indbrud i privat beboelse det forgangne døgn.
I løbet af sommerferien har Østjyllands Politi haft særligt fokus på indbrud både i erhverv og i private hjem med ekstra patruljering, forebyggende tiltag samt med målrettet efterforskning på kendte indbrudstyve.
Flere indbrudstyve varetægtsfængslet
Det har ført til varetægtsfængsling af flere indbrudstyve hen over sommerperioden.
Blandt andet blev en 64-årig mand varetægtsfængslet den 23. juli, sigtet for ni tilfælde af indbrud i Aarhus i foråret og sommeren.
Flere sager er opstået på baggrund af, at opmærksomme naboer eller borgere har kontaktet politiet – og det er en helt uvurderlig hjælp, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse og fortsætter:
Mange begynder at vende hjem til deres huse efter sommerferien, men lige nu kan vi se, at der stadig er rigtig mange anmeldelser om indbrud.
Hold øje i jeres nabolag
Det vil vi gerne til livs, men til dét har vi brug for borgernes hjælp; Hold øje i jeres nabolag – er der noget, der ser mærkeligt ud, eller nogen du ikke kender, der opfører sig mistænkeligt?
”Det er jer, der kender jeres område bedst, og kan spotte dét, der er ud over normalen,” siger vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard og fortsætter:
”Det er en uvurderlig hjælp for politiet, når vi får tip der giver os mulighed for at komme ud og fange tyvene på stedet.”
Hvis man ser noget mistænkeligt i sit nabolag, kan man ringe til politiet på tlf. 114.
Hvis du ser et igangværende indbrud, skal du ringe 112.