Det er synd for Gaza, lyder det – Men er det ikke mindst lige så synd for de israelske gidsler, der nu har siddet som gidsler i Gazas tunneller i mere end et år?
Hvad med dem? De er blevet udsat for en helt umenneskelig mishandling, både hvad angår sult og vilkårlige overgreb. Hvorfor taler vi ikke om dem? Og hvorfor fordømmer den arabiske verden ikke Hamas for de rædsler, som Hamas nu igennem mere end et år har påført jødiske gidsler.
Og ja, det ER synd for gidslerne, men vi i Vesten synes stadig, at det er langt mere synd for befolkningen i Gaza. Det viser vi så tydeligt i vores nyhedsdækning, hvor vi ukritisk bringer alt til torvs, som Hamas sender os af billeder af døende og sultende palæstinensiske børn, og hvor vi yderligere bliver fodret med palæstinensiske kvinders og mænds teatralske optræden. Men om de jødiske gidsler er vi anderledes ordknappe. Ifølge Hamas´er det en gang for alle fastslået, at det er det inhumane Israels skyld, at virkeligheden er som den er! Det samme indtryk får man i dele af medierne-
Det er et stift stykke! Hvis Hamas terroristerne virkelig ønskede fred og våbenhvile, så kunne de jo bare frigive gidslerne per straks. Så kunne man gå i gang med en våbenhvile. Men sådan spiller klaveret ikke for Hamas. De kunne ikke drømme om at opgive den styrkeposition som besiddelsen af de jødiske gidsler giver dem, for de nærer som resten af den arabiske verden ikke noget ønske om en fred, der implicerer en anerkendelse af staten Israel. Israel er iflg deres opfattelse en kræftknude, der skal fjernes, så Palæstina (der ganske vist aldrig har eksisteret som stat) nu kan oprettes med Jerusalem som hovedstad (på arabisk hedder Jerusalem Al-Quds).
Iflg det islamiske narrativ tager virkeligheden sig således ud: Området med Al-Quds blev af Allah i tidernes morgen overdraget som en hellig arv til den muslimske umma. Begivenheden er bevidnet i Koranen. Og det er religiøs pligt for alle muslimer at føre væbnet jihad i kampen for Jerusalem og Palæstina for i overensstemmelse med Allahs krav om at fastholde Palæstina og Al-Quds som en del af den muslimske umma (menighed).
Vesten og Palæstina: 2 statsløsning
Vi har i Vesten siden Osloaftalerne blev indgået i 1993 fastholdt, at den eneste vej til fred i Mellemøsten er en to-statsløsning, hvor palæstinenserne får Vestbredden og Gaza, mens resten skal tilhøre den jødiske stat. Oslo-aftalerne har imidlertid igennem mere end 30 år ikke ført til nogen form for fred eller tilnærmelse parterne imellem. Og det er der nogle meget gode grunde til:
- Der er ingen af parterne (palæstinensere og israelere), absolut INGEN, der ønsker Oslo-aftalernes tostatsløsning.
- Palæstinenserne er sammen med Hamas og PLO på Vestbredden fuldstændigt afvisende overfor en israelsk stat. Det er en del af deres religiøse DNA, at jøderne skal smides i havet, så et nyt Palæstina med Jerusalem/Al-Quds som hovedstad fuldstændigt kan overtage området og den jødiske befolkning skal smides i havet. Alle 9 millioner! Og her er ikke plads til relativeringer. Hverken befolkningen på Vestbredden vil vide af en jødisk stat. ”from the river to the sea, Palestine will be free”.
- Israelerne har ganske vist over et par gange prøvet at få sat fredsprocessen i gang, men det gik hver gang rive galt. I dag har et flertal af den israelske befolkning mistet troen på et selvstændigt Palæstina på Israels jord. Ingen kan efter Hamas terrorangreb på Israel tro på en fredelig sameksistere med en palæstinensisk stat.
Vores dybt irrationelle tro på to-statsløsningen
At to-statsløsningen gennem mere end 30 år intet har ført til, forhindrer imidlertid ikke Lars Løkkes og andre vestlige politikere i igen og igen alvorstungt at hævde, at en to-statsløsning er eneste vej til fred. Det er slet og ret verdensfjernt drømmeri. Det kommer ALDRIG til at ske. Alligevel toner Løkke igen og igen frem på skærmen, hvor han med patos og alvor forsikrer om, at to-statsløsningen er den eneste mulighed. Det er bare en skam, at ingen af konflikternes parter er med på den, men det generer tilsyneladende ikke Løkke. Det er rent drømmeri, og han ved det, men han holder fast i planen, for han har ikke noget at sætte i stedet.
Og imens fortsætter konflikten. Ingen tror, at Gazas befolkning, som erklærede tilhængere af terrororganisationen Hamas, vil kunne styre sig selv. Hvad kan man gøre? Hvad kommer til at ske? Ingen ved det.
Venstrefløjen og hjælp til Gaza
Og som om det ikke var nok, så har vores venstrefløj under ledelse af Enhedslisten, der i mange år samarbejdede med terrororganisationen Hamas, i al deres visdom fundet ud af, at Gazas lidende og traumatiserede børn skal komme til Danmark, så vi kan behandle dem her. Det er et feel-good forslag så det smælder i Valby Bakke. Spørgsmålene presser sig på i forbindelse med dette hovedløse forslag:
- Hvem skal vi vælge ud, og hvordan skal vi motivere et evt afslag.?
- Hvilke familiesammenføringsrettigheder skal børnene have?
- Hvordan kan vi sikre os, at børnene med deres familier rejser tilbage til Gaza, når de er færdigbehandlet, og vil de overhovedet nogensinde kunne betragtes som færdigbehandlet, når man betænker, hvad de vil have af efterbehandlingsbehov i Gaza?
- Hvordan skal deres familier, som jo må forventes at rejse med, forsørge sig selv i Danmark?
- Har Enhedslisten et kvalificeret gæt på, hvad de mener en sådan hjælp til nødlidende børn i Gaza vil koste?
- Har Enhedslisten lavet beregninger, så vi ved, hvordan deres initiativ vil belaste vores i forvejen overbebyrdede sundhedssystem?
Forslaget er hul i hovedet og tjener efter min opfattelse ikke andet formål end at udstille forslagsstillernes ædle og politisk korrekte sindelag.
Svend Lindhardt