Der tales meget om “to stater for to folk”. Flere og flere europæiske ledere anerkender Palæstina – som om det var en fuldt fungerende stat, der var klar til fredeligt naboskab med Israel. Men lad os være ærlige: Hvilken slags stat taler vi om?
En klanbaseret, korrupt, voldsforherligende og antidemokratisk konstruktion – hvor børn læres at hade jøder, og hvor martyrium fejres over livets værdi. Er det det, Vesten nu ønsker at give stats-status?
Fra stenalder værdier til vestlig sympati
I dele af det palæstinensiske samfund er det ikke ytringsfrihed, retssikkerhed, respekt for kvinders og individers værdighed, der hersker – men en æreskultur, islamistisk magtsprog og magt gennem vold og terror. Når Hamas bruger hospitaler som skjolde, og børn som PR-værktøjer, er det ikke fordi, de har mistet kontrollen. Det er selve kontrollen.
Og mens dette foregår, står europæiske ledere og nikker bekræftende til “Palæstinas ret til selvbestemmelse” uden et eneste krav om reform, ansvarlighed eller anerkendelse af Israels eksistens.
Fred og sameksistens? På hvilket grundlag?
Hvordan kan man kræve, at Israel – en velfungerende stat med retssamfund, demokrati og mindretalsrettigheder – skal leve side om side med en enhed styret af jihadister og autokrater?
Hvor er kravet om, at palæstinenserne skal gennemgå en værdibaseret løsning? Hvor er presset mod propaganda, voldens romantik og religiøs ekstremisme?
Hvis man skal opbygge en bæredygtig stat, skal det begynde med et fundamentalt skifte i den herskende mentaliteten. Og den forandring skal komme indefra – ikke påtvinges udefra af diplomater i jakkesæt.
Ingen intern revolution – ingen tostatsløsning
Tostatsløsningen er ikke bare død. Den er farlig – fordi den forudsætter, at to helt forskellige samfund, med diametralt modsatte værdigrundlag, skal fungere som naboer. Det vil ikke ske uden en intern revolution i det palæstinensiske samfund. Ikke symbolsk. Ikke på papiret. Men i virkeligheden.
Hvis palæstinensiske ledere ikke konfronterer ideologien om vold, terror, klanstyre, kvindeundertrykkelse og islamistisk ekstremisme, vil en palæstinensisk stat kun blive en permanent krigsmaskine – ikke en nabo.
Og så er det ikke kun illusionen om to stater, der skal begraves. Så skal Vesten også holde op med at lade som om, at dette er et spørgsmål om “retfærdighed” – når det i virkeligheden handler om værdier, vold og eskapisme.