Ægteskabsrådgivning for mindreårige piger. Flerkoneri. Islamistiske børnehaver. Midt i den vestlige verden.
Lyder det vildt? Det er faktisk eksisterende virkelighed i områder lige syd for vores grænse – i Tyskland. Her foregår en hastigt voksende islamisering.
Denne dybt bekymrende udvikling bliver beskrevet af en tysk kvinde, der selv har med muslimsk baggrund. Güner Balci, hedder hun. Hun er ansvarlig for integrationsindsatsen i den berygtede tyske ghetto-bydel Neukölln, og hun er en fornuftens stemme, der advarer mod islamisering.
Det er en enorm opgave, hun står med. Neukölln er et rystende eksempel på, hvor alvorlig en trussel mod de frie vestlige samfund, der vælter frem fra muslimske parallelsamfund. I et interview med ugemagasinet Der Spiegel tegner Güner Balci et billede af tilstandene i disse parallelsamfund.
Vi kender jo også muslimske parallelsamfund fra Danmark. Men i Tyskland antager tilstrømningen, specielt fra den muslimske verden, helt anderledes massive former end, hvad vi kender til i Danmark. Et ghettoområde som Neukölln kan kaldes skriften på væggen for det danske samfund. Indbegrebet af alt, hvad vi skal undgå hos os.
I et interview med det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel beretter Güner Balci om skræmmende tilstande i kølvandet på den massive muslimske indvandring til Tyskland. Hun beskriver områder, der bliver holdt i et jerngreb af reaktionære imamer og kriminelle klaner.
Engang var der knap nok moskeer…
Denne udvikling er nok langt mere ekstrem end, hvad vi kender fra Danmark. Men den er et varsel om, hvad der kan vinde frem også i Danmark.
Güner Balci fortæller til ugemagasinet Der Spiegel, at der i Neukölln altid har været alvorlige problemer i kølvandet på indvandringen. Reaktionære imamer, klankriminelle, kvindehadere i bredere almindelighed. Men der var trods alt en vis social og kulturel sammenhængskraft før i tiden, siger hun.
Det har imidlertid ændret sig i retning af en kultur, der er stærkt præget af brutalitet og kriminalitet. Mange unge indvandrere er således blevet kernetropper i den organiserede kriminalitet.
Denne udvikling har fået alvorlige konsekvenser for lokalsamfund og for det tyske samfund mere generelt.
Tidligere var der knap nok moskeer i Neukölln. I dag er der omkring 30. De præger lokalsamfundet med ofte uhyggeligt ekstreme islamiske normer og værdier.
Ægteskabsrådgivning for 14-årige piger
Güner Balci kender således til imamer, der tilbyder ægteskabsrådgivning til 14-årige piger! I disse kredse anser man det også for helt naturligt, at en mand finder sig en kone nummer to.
Tyskland åbnede sig for denne fatale udvikling gennem den muslimske masseindvandring. Nu rammes man i nakken af konsekvenserne. Pæne tyskere kan med voksende ubehag se en brutaliseret kultur brede sig i deres samfund.
Denne udvikling blev sendt helt ud af kontrol under Angela Merkels regeringstid med den fatale påstand om, at “wir schaffen das”. Vel gjorde man ej. Man mistede fuldstændig kontrollen over sit lands udvikling til fordel for en afstumpet og kvindefjendsk voldskultur.
Den nye mand
Nye og mere fornuftige politiske kræfter i Tyskland, med forbundskansler Friedrich Merz i spidsen, forsøger nu at vende udviklingen. Al respekt for det. Men kendsgerningen er, at man har ladet en brutal og kvindefjendsk voldskultur vinde så stærkt indpas i det tyske samfund, at der skal en meget kraftig og vedholdende indsats til, hvis man skal have en chance for en fundamental kursændring.
En kvindeforagtende islamisk voldskultur har fået et solidt fodfæste i Tyskland. Vi kender den også fra indvandrermiljøer i Danmark, men herhjemme møder den trods alt mere modstand.
Men dette er kun begyndelsen. I Danmark og Europa må man forberede sig på en kulturkamp af helt afgørende dimensioner. Et opgør med en fundamentalistisk islamisk kultur, der vinder stærkere frem og skaber grundlag for parallelsamfund, der i betydeligt omfang fungerer uden for det øvrige samfunds rækkevidde.
I de kommende år vil vi i Europa møde stadigt flere og stadigt mere skræmmende eksempler på, hvor stærkt en åndsformørkelse der kan vokse i fundamentalistisk islams navn. I miljøer, hvor man blandt kan finde på at lave ægteskabsrådgivning for 14-årige piger.