Anklagemyndigheden ved Syd- & Sønderjyllands Politi har rejst tiltale mod to thailandske kvinder for dels menneskehandel og dels rufferi.
Ifølge anklageskriftet er de to kvinder i perioden fra oktober 2023 til december 2024 og formentlig også tidligere tiltalt for at rekruttere 25 thailandske kvinder til arbejde i Danmark.
Af dem har de seks ifølge anklageskriftet været udsat for menneskehandel.
Ifølge tiltalen mener politiet, at en række andre endnu ukendte personer også er involveret i sagen.
Blev afhentet i Københavns lufthavn
Af tiltalen fremgår, at de seks handlede kvinder er blevet afhentet i lufthavnen, da de kom til Danmark.
Herefter blev de indlogeret på en adresse i Fredericia eller Horsens, hvor de to tiltalte kvinder drev bordelvirksomhed
Ligeledes fremgår det af tiltalen, at det er sket under uhumske og nedværdigende forhold.
Dels i form af de fysiske rammer, hvor der blandt andet var skimmelsvamp i bygningerne, dels ved stor kontrol med kvinderne.
Skulle arbejde som prostituerede fra klokken 9 til klokken 22
De to kvinder er således tiltalt for at have ydet kontrol med både boligen, måltider, arbejdstider, bevægelsesfrihed og indtjening.
Kvinderne skulle ifølge tiltalen arbejde alle ugens dage fra klokken 09.00-22.00, og de blev pålagt, hvilke seksuelle ydelser de skulle tilbyde kunderne.
Dertil kommer, at de skulle betale minimum 50 procent af indtjeningen til de tiltalte.
Flere af kvinderne skulle samtidig betale afdrag på en urimelig høj gæld, som de var pålagt i forbindelse med indrejsen til Danmark.
Blev anholdt under en større aktion i december sidste år
De to tiltalte på henholdsvis 39 og 48 år blev anholdt efter længere tids efterforskning hos Udlændingekontrolafdeling Vest, som er en specialenhed i Syd- & Sønderjyllands Politi.
Anholdelsen fandt sted den 10. december 2024 under en aktion på flere adresser i trekantområdet.
Kvinderne blev ved anholdelsen sigtet for organiseret menneskehandel og fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre ved Retten i Sønderborg, som siden da løbende har varetægtsfængslet dem.
Har investeret store ressourcer i efterforskningen
Sagen vil blivebehandlet ved Retten i Kolding og starter den 2. september.
Der er afsat 12 retsdage, og der forventes dom i sagen midt i november.
Hos Syd- og Sønderjyllands Politi lægges der ikke skjul på, at der er tale om en sag, der har trukket store ressourcer.
”Efter anklagemyndighedens opfattelse har der været tale om et organiseret set up,” siger advokaturchef Jannie Nøhr i en pressemeddelelse og fortsætter:
”Og der er tale om en sag, som politi og anklagemyndighed har investeret betydelige ressourcer i, og politiets omhyggelige efterforskning har nu ført til, at vi har kunnet rejse tiltale mod de to personer.”
Politiets indsats i det sønderjyske er ikke afgrænset til et lokalt fænomen.
Tværtimod er omfanget af handlede kvinder til især bordelvirksomhed i Danmark ifølge myndighederne ret voldsomt.
Langt over tusinde kvinder menneskehandlet til Danmark
I en redegørelse fra 2023 skriver Miljø- og Integrationsministeriet, at Danmark primært er et transit- og modtagerland for ofre for menneskehandel.
Af ministeriets redegørelsen fremgår det, at i perioden 2007 til 2023 har de danske myndigheder vurderet, at 1.233 personer har været udsat for menneskehandel.
Af dem er størstedelen af de identificerede kvinder, der er handlet til seksuel udnyttelse i form af prostitution.
I 2023 har således 112 personer ifølge ministeriets vurdering været udsat for menneskehandel.
Det er en stigning på 35 procent i forhold til året før og det højeste antal siden 2016.
Af de 112 er 58 kvinder brugt til seksuel udnyttelse, og af dem er hovedparten kvinder, der er handlet til prostitution.
I alt er 23 udnyttet til tvangsarbejde, medens 14 ifølge ministeriet er udnyttet til strafbare handlinger, ni er handlet til slaverilignende forhold og de resterende til anden form for udnyttelse.
Handleplan med tre indsatsområder
I november 2021 vedtog et bredt flertal i Folketinget en ny handlingsplan mod menneskehandel.
Den skal med et budget på 118,2 millioner kroner køre i perioden 2022 – 2025
Midlerne skal blandt andet gå til bedre tilbud til ofre for menneskehandel og en stærkere myndighedsindsats.
Der er tale om et løft på over syv millioner kroner årligt i forhold til tidligere
De tre indsatsområder i den nye aftale dækker:
Styrket myndighedsindsats, opsøgende arbejde og identifikation:
Den opsøgende indsats skal bidrage til at forebygge menneskehandel samt til at etablere kontakt til ofre for menneskehandel med henblik på, at de får den rette hjælp. Handlingsplanen har fokus på at styrke myndighedssamarbejdet, fokusere og styrke CMM’s myndighedsrolle og styrke NGO’ernes opsøgende arbejde på prostitutionsområdet.
Bedre tilbud til ofre for menneskehandel:
Under handlingsplanen vil der særligt blive arbejdet på at styrke indkvarteringstilbuddene til ofre for menneskehandel. Gennem opkvalificering af Reden Internationals specialiserede indkvarteringstilbud.
Styrket retsforfølgning af bag
Menneskehandel er en organiseret og ofteogså grænseoverskridende kriminalitetsform. Der er derfor et styrket fokus på bekæmpelse af menneskehandel og en styrket indsats til retsforfølgning af bagmænd.
Globalt set er menneskehandel et så stort problem, at Europol på sin prioriterede aktionsliste for 2022 – 2025 har menneskehandel liggende som nummer tre.
Kun overgået af internale kriminelle grupperinger og cyberkriminalitet.
Kilder til denne artikel:
https://mim.dk/ligestilling/menneskehandel
https://www.europol.europa.eu/crime-areas-and-trends/eu-policy-cycle-empact