Briterne er blevet løjet for en gang for meget. Den hemmelige import af over 20.000 afghanere vil gå over i historien som det tidspunkt, hvor den gamle orden gik under i vanære.
Der er skandaler, endda konspirationer, og så er der det store afghanske cover-up.
På et tidspunkt, hvor almindelige briter ser økonomien kollapse, er det svært at forstå, at regeringen Starmer investerer mindst 90 mia. pund i at importere masser af afghanere.
Det er det ultimative forræderi, et afskyeligt magtmisbrug begået af en selvretfærdig kaste, der er forblændet af sin egen dumhed, en eksplosiv blanding af alle de patologier, alle de løgne, alle de fejltagelser, alle de ideologiske perversioner på tværs af partierne, der har ødelagt vores store nation.
Det er, hvad Allister Heath skriver i en kommentar i The Telegraph.
Troen på retfærdighed, ytringsfrihed og ansvarlighed er ikke-eksisterende. Magtsyge britiske politikere fra Labour og Tories ignorerer deres indfødte borgere, som blot ses som brikker i det politiske magtspil. Det er derfor, de gladeligt bruger superinjektioner til at kontrollere information og skjule deres fejltagelser.
Patetiske mennesker som Starmer og Sunak ser sig selv som filosofiske konger, overbevist om, at de ved bedst, hvad der er godt for briterne, og derfor lyver de ustandseligt med ret ryg.
Briterne, og vi nordmænd, er forbandet med politikere, som ikke ønsker, at vælgerne skal kende sandheden. Derfor holdt de det chokerende genbosættelsesprogram for afghanere, som havde hjulpet briterne under den meningsløse og mislykkede krig mod Taleban, hemmeligt.
Det var derfor, Norges tidligere premierminister Erna Solberg forsøgte at holde de politiske beslutninger i forbindelse med COVID-19 hemmelige i 90 år, men måtte nøjes med »kun« 60 år.
De økonomiske og menneskelige omkostninger er endnu ikke fastlagt, men der er ingen tvivl om, at de er enorme.
Der er helt sikkert nogle af disse afghanere, som fortjener at få asyl i Storbritannien. Men det er usandsynligt, at det er en meget stor andel, skriver Heath. Især hvis man ser på det samlede antal, som anslås til at være i omegnen af 100.000 med nogle få variationer af efterfølgende familiesammenføringer.
Konsekvenser
Den samlede regning til de britiske skatteydere vil løbe op i et tocifret milliardbeløb i pund på et tidspunkt, hvor den britiske statskasse er tom, gælden stiger, priserne stiger, og briterne bliver stadig fattigere.
Desuden vil galskaben næsten helt sikkert føre til en lavine af alvorlig kriminalitet, såsom vold, voldtægt og det, der er værre. Det er ingen sammensværgelse at forudsige over 10.000 britiske ofre, når man tænker på, hvad afghanske indvandrere tidligere har gjort. Ingen tror på Labours påstand om, at alle er blevet sikkerhedsgodkendt.
Jeg håber, at regeringen ved, hvad den gør, men jeg frygter det værste. Alle de ankomne vil have ret til »familiesammenføring,« vil blive indkvarteret på skatteydernes regning og vil kunne søge om titusindvis af pund i kompensation.
Denne skandale passer perfekt ind i den skandaløse saga om alle de fiaskoer, briterne har oplevet i løbet af de sidste 20 år: De meningsløse krige i Irak og Afghanistan, den massive stigning i indvandring uden nogen form for integration (hvad betyder dette vrøvleord overhovedet?) og de industrielle massevoldtægter af sårbare britiske piger begået af såkaldte grooming-bander.
Briterne lever i et postdemokratisk, forarmet og usikkert teknokratisk samfund, hvor ansigtsløse bureaukrater arbejder for »menneskerettigheder« for hele verden, undtagen for deres egne borgere. Vanviddet bliver præsenteret for folket af iskolde politikere, som er ligeglade med folket og kun tænker på sig selv, ligesom i Norge.
Krigen mod ytringsfriheden, toppet af tyranni, overgreb og løgne under pandemien var advarsler. Velfærdskulturen, der kaster penge efter udlændinge, mens de indfødte borgere ser skatter, afgifter og alle andre omkostninger skyde i vejret, er som en evig pandemi, og den eneste vaccine ser ud til at være fuldt oprør.
Hele Vesteuropa oplever lignende katastrofer, men situationen er værst i Storbritannien, som plejede at være en model for hele verden.
»Afghangate« er værre end Watergate, ifølge Heath.
Watergate var ingenting i sammenligning, en lille, lokal ulempe. Databruddet i Afghanistan er skandalen over alle skandaler, en opsummering af alt, hvad der er galt med Storbritannien, det logiske slutpunkt for implosionen af vores demokrati.
En designet skandale
Denne skandale synes at være designet til at drive Midtengland til vanvid.
Den vil udrydde det, der er tilbage af tilliden mellem magthavere og de regerede. Den vil miskreditere officielle udtalelser og statistikker, især om indvandring.
Reform UK vil sandsynligvis opleve et kraftigt løft, og de gamle partier er på vej til at uddø. Det eneste problem er, at befolkningen vil blive fanget i nettet og ende i samme afgrund.
Det vil radikalisere centrum-højres modstand mod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Det vil gøre det endnu sværere for Rachel Reeves at snyde skatteyderne igen i budgetterne. Selv det stakkels BBC spillede sin rolle til perfektion ved at nedprioritere en så vigtig sag på sin hjemmeside og i News at Ten.
Superinjunctions skal afskaffes. De findes ikke i USA, og de bør ikke findes her. Ytringsfrihed er altafgørende: Der kan ikke være beskatning uden repræsentation, og vi kan ikke bruge milliarder på flygtningeprogrammer eller andet uden debat eller kontrol.
Den offentlige sektor skal ikke længere beskyttes mod sin klovneagtige inkompetence, både i Storbritannien og i Norge. Det todelte retssystem skal skrottes. De ansvarlige skal fyres, uanset om de er i ministerier eller i uniform.
Dette er en katastrofe for ledelse og systemer. Der bør ske fyringer på højt niveau i Whitehall, og de relevante operationer bør underlægges særlige foranstaltninger og drives af folk udefra, som kommer fra erhvervslivet.
Afghanere, der har risikeret deres liv for at hjælpe Storbritannien, bør have lov til at flytte til Storbritannien. Men hvor mange mennesker falder ind under disse snævre, men retfærdige definitioner? Sandsynligvis kun nogle få procent af de i alt 100.000 afghanere, der forventes at ankomme.
Vi har brug for en uafhængig undersøgelse så hurtigt som muligt; åbenhed og gennemsigtighed er nødvendig for at genoprette offentlighedens tillid.
Man får en fornemmelse af, at selv den velkendte pessimist Heath håber på for meget. Tilliden til britiske og norske politikere kan ikke genoprettes uden en total udskiftning, ser det ud til.
Menneskerettigheder vs. borgerrettigheder
Igen synes det klart, at vage og altomfattende »menneskerettigheder« for hele verden skal kasseres og erstattes af reelle borgerrettigheder. Britiske ledere kan ikke blive ved med at bekymre sig mere om illegale og voldelige bådmigranter end om sårbare og voldtagne britiske småpiger.
Men det er usandsynligt, at det sker, og hvis det gør, vil det sandsynligvis blive en blodig affære. Labour-regeringen stoler ikke længere på sine egne soldater, især ikke dem, der har gjort tjeneste i Nordirland.
De politiske partier er inficeret af socialdemokratisk og universalistisk vanstyre, det offentlige bureaukrati koster ti gange så meget, som det smager, mens borgernes interesser ignoreres.
At sætte Storbritannien og briterne først er en form for »racisme« eller fremmedhad, hævder de pludrende klasser. Palæstinensiske flag og drømmen om Holocaust version 2.0 accepteres (From the river too the sea/Globalize the intifada), mens det at ære Union Jack betragtes og behandles som en kriminel handling.
Skolepige (12) ‘straffet’ for at bære en kjole med Union Jack-flaget
Dette trossystem, som lyder venligt, liberalt og generøst, garanterer dystopi. Det indebærer en velfærdsstat som den første udvej for alle, der kan komme hertil. Det ødelægger vores politiske system, splitter vores samfund og ødelægger vores økonomi.
Er der nogen, der kan genkende sig selv?
Brexit-folkeafstemningen blev til dels vundet på grund af fremkomsten af en sådan ideologi og på grund af de tilknyttede økonomiske omkostninger, herunder enorme brutto- og nettokontantoverførsler til Bruxelles.
Norge stemte nej til EU to gange, i 1972 og 1994, til ingen nytte: Folkets mening blev som sædvanlig totalt ignoreret, og under ledelse af Gro Harlem Brundtland blev EØS-aftalen, magtklassens sikkerhedsnet, i al stilhed underskrevet allerede i 1992, længe før folkeafstemningen i 1994.
Sømmet i kisten
De utallige milliarder, der nu øremærkes til det afghanske genbosættelsesprogram, kommer på et tidspunkt, hvor Storbritannien oplever konstante »stramninger« og skattestigninger, og kan være det udløsende søm i den britiske ligkiste.
I denne uge døde den gamle britiske orden i vanære efter en provokation for meget. Det næste parlamentsvalg kan ikke komme for tidligt.
Uheldigvis har Labour fire år tilbage til at fuldføre ødelæggelsen af Storbritannien. Det er svært at finde et glimt af håb i den forfærdelige situation, briterne nu befinder sig i.
Norge er meget længere væk fra undergang og dysterhed og kan måske holde ud et par år endnu på grund af olieindtægterne, men det er på tide, at de norske vælgere indser, i hvilken retning alting bevæger sig. Den første mulighed kommer ved det norske stortingsvalget i september.
Dette bliver virkelig et skæbnevalg.