Det er nu hele 84 år siden, at den danske regering og Folketing vedtog Kommunistloven, der ulovliggjorde det kommunistiske parti og kriminaliserede dets virksomhed og medlemmer. Lige siden befrielsen i 1945 har ikke bare kommunister, men førende historikere, jurister og kulturradikale kræfter i et aldrig ophørende raseri angrebet ikke bare datidens politiske ledere, men også senere regeringer for den ’berygtede kommunistlov’, som det hedder i den røde flyveblads-jargon. Ikke bare for lovens tilblivelse, men også for ikke at undskylde nok for overgrebet mod de danske kommunister og for ikke at rehabilitere ofrene, hvoraf mange endte i KZ-lejren Stutthof. Senest har stalinisten Hans Scherfigs oldebarn, Albert Scherfig på vegne af den aldrig slumrende Horserød-Stutthof Foreningen i en netop udkommet bog med titlen, Kommunistforfølgelsen 1941 affyret endnu en bredside mod samarbejdspolitikken under besættelsen og nutidens manglende bodsgang for fortidens synder.
De politiske slyngveninder, Sovjetunionen og Nazityskland havde i 1939 indgået en ikke- angrebspagt, der banede vejen for det tyske overfald på Polen, som herefter blev delt mellem de to fascistiske stater. Venskabet fik dog en brat ende, da Tyskland den 22. juni 1941 invaderede Sovjetunionen. Danmark var besat at den tyske værnemagt og var ved at tilpasse sig en fremtid som tysk vasalstat. Det danske politi gik derfor omgående i gang med at arrestere de danske kommunister. Det lykkedes mange at gå under jorden, men godt 300 blev fanget og indsat i Horserød-fængslet. Nogle måneder senere underskrev kong Christian sammen med justitsminister Thune Jacobsen Loven om Forbud mod kommunistisk Virksomhed.
Der er vist ingen tvivl om, at kongen med en vis fryd underskrev den kontroversielle lov. Han var ærkekonservativ og havde ikke glemt Lenins likvidering af Zar-familien og jagten på de russiske fyrstehuse, hvoraf mange var nært beslægtet med den danske kongefamilie. Justitsminister Thune Jacobsen har nok også glædet sig i sit stille sind over at slippe af med de forhadte kommunister, der nok kun var repræsenteret i Folketinget med tre mandater, men hvis dygtige tillidsmænd havde betydelig indflydelse på de store danske arbejdspladser som B&W skibsværftet.
Kommunister og kulturradikale har lige siden raset over myndighedernes fremfærd mod kommunisterne i 1941: Loven var grundlovsstridig, politiet var nidkært og gik langt videre i forfølgelsen af kommunisterne, end tyskerne krævede. Når den danske offentlighed stadig gider beskæftige sig med den gamle historie, er det fordi vi betragter Sovjetunionen og kommunismen med milde og velvillige briller. Nok blev der begået fejl og grusomheder under sovjetstyret, men man må ikke glemme målet med den socialistiske stat: at arbejde efter evne og at nyde efter behov i et samfund hvor alle deler alt med alle. Ingen udtrykker det mere klart end Klaus Rifbjerg, der i sine erindringer skriver: ” Jeg tror nemlig på, at venstrefløjen, uanset om den begår fejl i tidens løb, altid har ret”.
Den danske politiske og kulturelle samfundsdebat er totalt domineret af kulturradikale medier, politikere og debattører, som altid fastholder forestillingen om, at kommunistpartiet i Danmark var et demokratisk og fredeligt arbejdende politisk parti, der kun var optaget af at sikre sig indflydelse inden for folkestyrets rammer. Hvis man tror på denne vildfarelse, kan man jo godt forstå forargelsen over kommunistloven fra 1941. Den italienske fascisme under Mussolini, den tyske nationalsocialisme og Franco-fascismen er dog alle direkte udsprunget af sovjetkommunismen, som er al fascismes moder. Ensretningen, undertrykkelsen af dissidenter, den dominerende centralstat, torturen og kz-lejrene er alle dannet efter sovjetisk forbillede. Ifølge det historiske storværk, La Livre Noir du Communism (Kommunismens Sorte Bog) myrdede sovjetregimet over 20 millioner af sine egen borgere.
De danske kommunister var i hele partiets levetid Moskvatro stalinister, hvis demokratiske hykleri kun var et dække over ambitionerne om et kommunistisk Danmark støbt i samme form som efterkrigens DDR, Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn, hvor de socialdemokratiske partier blev slået sammen med kommunistpartiet og derefter forsvandt. Næsten 50 års rødfascistisk terror ventede de underkuede østeuropæiske befolkninger, en skæbne, der var blevet vores, hvis ikke briterne have befriet os i 1945 i stedet for den røde hær, der ellers var på vej.
Der er ingen grund til at bebrejde den danske regering, at den forbød kommunistpartiet under besættelsen. Dels havde den ikke noget valg, dels var krigen mellem Tyskland og Sovjetunionen ikke det godes kamp mod det onde, men det ondes kamp mod det onde. Nazifascismens kamp mod Sovjetfascismen. Alle de gamle kommunister fra 1941 er døde nu, men deres efterkommere og kulturradikale sympatisører hader videre i bedste velgående. Horserød-Stutthof Foreningen kæmper nu for at få opsat en mindeplade i Folketinget for at forevige den danske regerings nedrige forræderi mod de uskyldige kommunister i 1941. ” Det skal være en skamstøtte!”, siger talsmanden Albert Scherfig. Den undskyldning får de nok. Det er jo så moderne at give undskyldninger og gå bodsgang på sine knæ. Det øger den politiske kapital, siges der.
Som bekendt er Folketingets formand tidligere officer i forsvaret. Mon han kan leve med skamstøtten?
Artiklen har været bragt på aamund.dk