Emmanuel Macron kom til London i denne uge for at stille et skarpt ultimatum til Keir Starmer. Resultatet er en sejr for den franske præsident og en total ydmygelse for den britiske premierminister.
»Hvis der findes et mere modbydeligt skue end Starmer, der kryber for Macron, har jeg endnu ikke set det,« skriver Allister Heath i The Telegraph.
Heath siger farvel til det gamle Storbritannien, Churchills land, den individuelle frihed, den industrielle revolution og afskaffelsen af slaveriet.
Frankrig er også en skygge af sit tidligere jeg og sin historie.
Au revoir Frankrig, hjemsted for de Gaulle, meritokrati, rationalisme og 365 oste – to glorværdige lande, der deler en fælles historie.
I stedet opstår »Frangleterre«, to fejlslagne stater for prisen af én. Den økonomiske, kulturelle og sociale nedtur er næsten uundgåelig.
Den ufatteligt dårlige aftale om bådmigranter er selvfølgelig kun begyndelsen, et symptom på den selvpålagte katastrofe.
Macron forsøger at bryde båndene mellem Storbritannien og USA og erstatte dem med et fransk-britisk samarbejde. Hvis ikke, vil Europa være i Donald Trumps vold. Men Macrons satsning kan føre til en splittelse mellem USA og Europa, som vi allerede ser tydelige tegn på. I værste fald vil NATO blive opløst, hvilket vil være en katastrofe for Europa, ikke for USA.
Daniel Johnson skriver i samme avis:
I sin tale til parlamentet tirsdag stemplede Macron Trump og Kinas Xi Jinping som geopolitiske trusler og advarede parlamentsmedlemmer og kolleger mod afhængighed af »både USA og Kina« og krævede, at vi »fjerner risikoen for, at vores økonomier og samfund bliver dobbelt afhængige«.
Statsbesøget endte som et tragisk skuespil, hvor en ultrasvag vært (Starmer) opmuntrede den mest pompøse og selvtilfredse gæst (Macron). Macron spillede stormagtspolitik og belærte briterne om Brexit, om antiamerikanisme og om britiske mangler i forhold til indvandring og endda om anerkendelse af en palæstinensisk stat.
Vil Macron have briterne til at kopiere Frankrigs dystopiske migrationspolitik? Krydret med støtte til den palæstinensiske sag?
Starmer kan ikke narres, endnu en gang?
Selv en trofast EU-tilhænger som Sir Keir må have bemærket, hvor fjendtligt EU har ageret over for britiske nationale interesser efter Brexit.
EU har bevidst brugt Storbritannien som et eksempel til at true andre EU-medlemmer, så de ikke tør følge i Storbritanniens fodspor. De britiske premierministre Cameron, May, Johnson og Sunak undlod at prioritere britiske interesser, og Liz Truss forsvandt så hurtigt, at hun ikke fik chancen. Nu følger Starmer op.
Vi så det f.eks. under pandemien, hvor Macron viste sig fra sin mest hævngerrige side.
I december 2020 forbød han britiske varer (herunder medicin) og passagerer i franske havne under påskud af at udelukke en muteret covid-stamme, hvilket tvang Boris Johnson til at iværksætte nødforanstaltninger.
I flere år har der været gnidninger mellem Frankrig og Storbritannien, og de fleste af disse gnidninger kan spores tilbage til »Lille Napoleon« i Élysée-paladset.
Macron forsøger at vinde popularitet på hjemmebane ved at straffe den nation, som mange franskmænd stadig omtaler som »det perfide Albion«.
Lige nu er beskrivelsen af den nation, som Starmer regerer, ret rammende: Storbritannien er faktisk endt som en nation, der styres af troløse, bedrageriske, lumske og forræderiske ledere. Men situationen er ikke meget bedre i Frankrig: Macron virker lammet og er den mest upopulære præsident i de 66 år, De Gaulles Femte Republik har eksisteret.
I 2027 finder det næste præsidentvalg i Frankrig sted, og Macron kan ikke stille op på grund af den franske valglov. Det bliver et skæbnevalg for hele Europa, men det kan meget vel allerede være for sent.
Starmer sidder ved roret i op til fire år mere, hvilket ikke lover godt for briterne.
Både under Tories og nu (i endnu højere grad) under Labour er britisk politik både naiv og desperat. Noget så enkelt som at trække sig ud af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) virker uoverkommeligt.
Briterne kunne nemt have løst migrantkrisen på egen hånd, men vælger at følge EMRK’s krav og tigge franskmændene om hjælp. Det er næsten utroligt, hvis ikke hovedformålet er at ødelægge den britiske nation én gang for alle.
Vi ser lignende tendenser i hele EU-området, også her i EØS-landet Norge. Undtagelserne er visse lande i Centraleuropa, som for eksempel Ungarn.
Faktisk er det Tyskland, der skaber en form for håb. Kansler Merz viser i det mindste tegn på et ønske om forandring. Hans udtalelser om, at Israel gør det beskidte arbejde for hele Vesten, var et frisk pust. Han har endda foretaget milde angreb på Pride-flag på offentlige bygninger.
Men Tyskland oplever også en nedadgående spiral på alle fronter, og der er brug for drastiske tiltag for at vende udviklingen.
Merz kæmper også med sine socialdemokratiske regeringspartnere SPD, så det er tvivlsomt, om vi vil se meget forbedring.
Hvis den fransk-britiske konvergens bliver en realitet, vil det føre til, at begge sider overtager den andens værste ideer og holdninger, skriver Heath.
Gå i strejke: Fuldtidsansatte læger kræver en lønstigning på 29 procent, mindre end et år efter at have fået 22 procent. Få styr på lov og orden: Vores retssystem er så overbelastet, at Labour måske vil afskaffe nævningesager, som er en typisk britisk sikkerhedsforanstaltning.
Macron har ødelagt Frankrigs offentlige skoler, som styrtdykker i PISA-målingerne. Rachel Reeves har smadret Storbritanniens privatskoler med indførelsen af moms, hvilket har resulteret i overbemandede og elendige offentlige skoler.
Dertil kommer klimahysteriet:
Den nye fransk-britiske tilgang til Net Zero, skatter, forbrug og økonomi viser sig at være lige så giftig. Bilproduktionen kollapsede med 71 procent i Frankrig mellem 1999 og 2024, mens Storbritannien har oplevet et fald på 54 procent.
Starmer og Macron er eksperter i at forvandle guld til gråsten, og de indfødte befolkninger i de to tidligere stolte lande betaler de skyhøje priser.
Både Starmer og Macron kan med god samvittighed sige, hvad den franske konge Ludvig 15. sagde:
Apres moi, le déluge. Efter mig, flodbølgen.